Aktionærerne i Ringkjøbing Landbobank kan efter et skørt coronaår glæde sig over, at de har udsigt til at blive belønnet for ejerskabet af den vestjyske bank.
205 mio. kr. – eller 7 kr. pr. aktie – foreslår bestyrelsen at sende til investorerne i banken med hovedsæde på Torvet i Ringkjøbing. Det svarer til halvdelen af årets overskud.
“Det synes jeg sådan set er tilfredsstillende nok på nuværende tidspunkt, ” siger John Fisker, der er adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank.
Han forklarer, at banken egentlig havde planer om at udlodde endnu mere.
“Vi havde et ønske om at kunne udlodde 65 pct. af resultatet, for det var det, der lå i planen. Vi sagde allerede i forbindelse med tredje kvartal, at vi håbede og regnede med at kunne normalisere vores kapitaldisponeringer sidst på året,” siger John Fisker.
Men sådan blev det altså ikke. For myndigheder både herhjemme og i EU har opfordret bankerne til at gå forsigtigt frem i usikre tider. Det Europæiske Systemiske Risikoråd (ESRB) henstillede i december Europas banker og andre finansvirksomheder til at begrænse udbytter, aktietilbagekøb og bonusser frem til oktober 2021. Det blev siden bakket op af Finanstilsynet og Det Systemiske Risikoråd.
pct. er udlånet vokset i 2020
Anbefalinger fra ESRB løber jo til efteråret i år. Så går I med overvejelser om at udlodde mere senere hen?
“Det er en mulighed, men det er der naturligvis ingen beslutninger omkring. Nu vil vi se, hvordan det kommer til at forløbe. Men vi er helt opmærksomme på, at vi har måttet reducere vores udlodning sidste år og i år, så når tingene bliver normaliseret, så er det jo ikke, fordi vi vil sidde og holde på aktionærernes penge, hvis der ingen grund er til det,” siger John Fisker og fortsætter:
“Når tingene normaliseres helt, må vi jo se, hvordan vi kan kompensere aktionærerne på et senere tidspunkt.”
Finanstilsynet har sagt, at man ville indgå i en dialog om bankernes udbyttebetalinger, og at de skulle kunne klare en hård stresstest. En stresstest simulerer et krisescenarie og skal sikre, at banken har penge at låne til kunderne i svære tider.
“Når tingene normaliseres helt, må vi jo se, hvordan vi kan kompensere aktionærerne på et senere tidspunkt
John Fisker, adm. direktør, Ringkjøbing Landbobank
“Det kan vi da i høj grad, og udlån er en mangelvare, som vi kæmper hver dag for at få mere af,” siger John Fisker.
I bliver nok populære hos aktionærerne, men mindre blandt politikerne på Christiansborg. Hvad tænker du om det?
“Det vigtigste er jo, at vi har tilstrækkeligt med kapital til at kunne udøve vores funktion i samfundet. Det kan jeg love og lægge hovedet på blokken for, at vi kan. Vi er overkapitaliseret med 1,7 mia. kr. og har en meget stor udlånskapacitet, som vi kæmper hver eneste dag for at få lånt ud på forsvarlig vis. Så det behøver man ikke at være bekymret for på nogen måder,” siger John Fisker.
Banken lancerede ligeledes et aktietilbagekøbsprogram på 255 mio. kr.
Og i 2020 gik det tilsyneladende godt med at låne penge ud. I hvert fald steg bankens udlån med 2 pct., til trods for at virksomhederne har kunnet støtte sig op af hjælpepakker fra det offentlige.
Udlånene til erhvervslivet skiftevis steg og faldt med flere hundrede millioner fra kvartal til kvartal. Men i sidste ende er bankudlånet altså vokset, og det skyldes ifølge bankdirektøren, at man har taget markedsandele.
“Selvom 2 pct. ikke lyder af meget, så er det rigtigt tilfredsstillende i en sektor, hvor udlånet ellers falder,” siger John Fisker.
Han forklarer bl.a. stigningen med en øget mødeaktivitet med nye og eksisterende kunder.
“I løbet af efteråret afholdt vi 25 pct. flere møder, selvom mange af dem foregik på Teams,” siger John Fisker.