ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Negative renter til privatkunder blev kaldt “en prøveballon” i sommeren 2019: Disse banker har indført dem

Denne artikel blev første gang bragt 8. januar 2020. Artikel 20. oktober 2020om med nyheden om, at Nykredit har sænket grænsen for, hvornår, der skal betales negative renter.

Juli 2019 var varm, og det samme var debatten om negative renter. Kunne bankerne monstro finde på at kræve penge fra privatkunderne for at have penge stående i banken?

Direktøren for bankernes lobbyorganisation Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, mente, at det ville være et stort skridt at tage.

Men han påpegede samtidig, at det ville være naturligt, at det "også blev afspejlet i vilkårene for almindelige mennesker", når nu renten i Nationalbanken var negativ.

Hvilket den i øvrigt stadig er.

Udmeldingen fra Ulrik Nødgaard blev af bankekspert Lars Krull beskrevet som "en prøveballon" overfor Finanswatch.

Men ballonen sprang ikke, og Jyske Bank indførte som de første negative renter til velhavende privatkunder. Siden fulgte en række banker.

Her under kan du se nogle af dem, der har indført negative renter til privatkunderne.


Arbejdernes Landsbank

Efter at Danske Bank havde indførte negative renter fortalte ordførende direktør iArbejdernes Landsbank, at presset var steget på banken for også at indføre negative renter. Ifølge adm. direktør var grænsen for indlån nået, og derfor sender man nu minusrenter 0+ 0,75 pct. afsted til kunder med et samlede indestående på 500.000 kr.

De negative renter til privatkunderne indføres fra første juni 2020

Danske Andelskassers Bank

Kun et par dage efter at landets største bank, Danske Bank, indførte negative renter på sine privatkunders indlån, kunne Danske Andelskassers Bank melde sine kunder, at de fra 1. april skal betale 0,75 pct. af alle private indeståender over 750.000 kr.

Banken oplyser selv, at det er en "mindre del" af kunderne, der bliver ramt af den nye ordning.

Danske Bank

Landets største bank, Danske Bank, gjorde torsdag et af landets mindste pengeinstitutter, Folkesparekassen, kunsten efter og indførte negative renter til en lille del af sine privatkunder. Nemkontokunder med over 1,5 mio. kr. stående på kontoen skal betale 0,75 pct. i rente.

For kunder, der ikke er nemkontokunder, går grænsen ved 750.000 kr.

Danske Bank forklarer rentesænkningen med det “usædvanligt lave renteniveau”:

“Det er uholdbart i længden, og vi føler os nødsaget til at lade det usædvanlige renteniveau slå igennem på meget store indeståender. Rentesænkningen omfatter under én procent af vores privatkunder,”forklarede Thomas Mitchell, Danske Banks chef for privatkunder i Danmark i en meddelelse.

Folkesparekassen

IfølgeFinanswatchhar et af landets mindste pengeinstitutter i februar indført negative renter til privatkunder.

“Fra og med den 1. april 2020 indfører Folkesparekassen negativ rentebetaling på -0,75 % p.a. på indlån over 250.000 kr. til private formål. Det gælder såvel indlånskonti samt indestående på private kassekreditter,” fremgår det af en meddelelse på Folkesparekassens hjemmeside.

Renten vil være negative, så længe inskudsbevisrenten i Nationalbanken er negativ, lyder det endvidere.
Er man garant i sparekassen for mere end 20.000 kr. bliver man dog friholdt negative renter.

Middelfart Sparekasse

Den fynske bank begyndte i slut januar 2020 at opkræve negative renter fra privatkunderne. Skridtet bliver af Martin Baltser kaldet for historisk “helt uhørt.”

“Det hele er vendt på hovedet. Du kan få penge for at låne penge, og du kan komme til at betale for at have penge på din bankkonto,” siger Martin Baltser, adm. direktør Middelfart Sparekasse på bankens hjemmeside.

Privatkunder skal betale en minusrente på samlede beløb over 500.000 kr. på indlånskonti. Pengene kan altså godt være på flere forskellige konti. Samme vilkår gælder for pensionsopsparinger over 25.000 kr.
Men har man ikke sin Nemkonto i banken, skal man betale minusrente for beløb over 50.000 kr.

Jutlander Bank

I slutningen af januar 2020 fulgte Jutlander Bank trop med de negative renter på privatindlån. På bankens hjemmeside kunne man læse:

“Det virker helt forkert, at det skal koste penge at have penge stående i banken (...) Men sådan er det blevet.”

Hvis man er Nemkonto-kunde i banken, kan du have 750.000 kr. stående, før du skal betale negative renter. Hvis du ikke har din Nemkonto i banken, skal du betale 0,75 pct. i rente af alt indestående. Disse ændringer træder i kraft 1. april.

På pensionskonti gælder det for alle kunder, at de først 25.000 kr. er gratis at have stående, alt derover skal der betales 0,75 pct. i rente på. Ændringerne på pensionskonti træder i kraft 1. marts.

Lån & Spar

Samme dag som Jutlander Bank meldte også Lån & Spar sig på banen med negative renter til sine privatkunders indlån.

Kunderne kan have op til 750.000 kr. stående uden at betale for det, hvis de har en LSB privatkonto, hvis de har en studiekonto, hvis de er Nemkonto-kunder eller hvis de er under 18 år. Derefter lyder renten på minus 0,75 pct. Hvis man ikke er Nemkonto-kunde, skal man betale fra første krone, lyder det.

På børneopsparinger opkræves der ikke negative renter, og på pensionskonti gælder det, at man skal betale 0,75 pct. i rente på alt over 50.000 kr.

Ændringerne træder i kraft 1. april 2020.

Salling Bank

Dagen efter, at Vestjysk Bank i midten af januar havde fortalt, at man indfører negative renter til privatkunder, gjorde Salling Bank den kunsten efter. Ifølge Finanswatch kræver Salling Bank 0,75 pct. i rente fra kunder for beløb over 250.000 kr., hvis man er nemkontokunde i banken fra første april. Er man ikke det, skal man betale for 0,75 pct. for det fulde beløb fra dags dato.

Vestjysk Bank

I midten af januar pålagde den Lemvig-baserede bank, Vestjysk Bank, minusrenter til sine privatkunder. Her er modellen, at hvis man er nemkontokunde, skal man betale 0,75 pct. i minusrente til banken for beløb over 500.000 kr. på indlånskonto. Samtidig betales der negative rente på aktie- og pensionskonto på beløb over 10.000 kr., som ikke er investeret.

Hvis man ikke er nemkontokunde i Vestjysk Bank, skal man betale for minusrente for alle beløb, man har i banken.

Jan Ulsø Madsen, der er direktør i banken, forklarede i en pressemeddelelse, at det tidligere har været “barnelærdom”, at man fik som kunde fik en rente af sine penge af banken, for at den kunne låne dem i en periode:

“Med de seneste års udvikling i renteniveauet er denne lærdom blevet vendt på hovedet, og vi har alle været vidne til et paradigmeskift. Som almindelige forbrugere har vi nydt godt af de lave renter i forhold til at låne penge, konvertere boliglån med videre. Men det lave renteniveau har også en bagside, nemlig at “prisen” på indlån nu er så lav, at negative indlånsrenter er en realitet,” sagde adm. bankdirektør, Jan Ulsø Madsen i en pressemeddelelse.

De negative renter træder i kraft i løbet af februar og marts.

Nykredit:

Nykredit sænker 1. januar 2021 grænsen for, hvornår private skal betale minusrenter på indlån til 250.000 kr. fra 750.000 kr., mens loftet for erhvervskunder bliver sænket til 100.000 kr. fra 200.000 kr. Rentesatsen er nu på minus 0,6 pct. Nykredit har haft negative renter for privatkunder siden starten af 2020, og den nuværende grænse på 750.000 kr. har været gældende siden marts.

”Vi har i nogen tid haft negative renter på privat- og erhvervskunders indeståender over et vist beløb. Det skyldes blandt andet, at vi som bank skal betale negative renter til Nationalbanken for at have penge stående der. Vi har med andre ord en udgift forbundet med at tage imod indlån, og i lyset af at lavrentemiljøet forventes at fortsætte nogle år endnu, ser vi et behov for at justere beløbsgrænserne,” sagde bankdirektør Henrik Rasmussen 20. oktober, hvor den seneste ændring blev annonceret.

Kunder med en pensionskonto har i hele 2020 skullet betale negativ rente på indskud over 50.000 kr.


Banknordik:

Finans
Banknordik indfører negative renter for privatkunder: "Som en ansvarlig bank kan vi ikke fortsætte med at tilbyde produkter, som vi taber penge på"
I en selskabsmeddelelse i december kunne Banknordik med det færøske hovedkvarter meddele, at banken ligesom nu flere andre banker i Danmark ville opkræve betaling for, at deres privatkunder har store summer stående på indlånskonti.

Banken sænkede ligesom Merkur Andelskasse og Sparekassen Sjælland-Fyn den ellers uskrevne grænse på 750.000 kr. For Banknordiks privatkunder gjaldt det altså, at de skal betale negativ rente på indlån over 500.000 kr.

Rentesatsen lyder som for de andre ligeledes på minus 0,75 pct., og tiltagene træder i kraft i marts 2020.

Sparekassen Sjælland-Fyn

Sparekassen Sjælland-Fyn fulgte i november trop, men med en vigtig undtagelse. Det er kun kunder, der ikke har alle sine bankforretninger i regionalbanken, de såkaldte nemkontokunder, der bliver pålagt den negative rente på 0,75 pct. Til gengæld rammer den alle beløb uanset størrelse, de har stående i banken, skriver banken på sin hjemmeside.

Samtidig skal der betales med 0,75 pct. lige meget, hvor mange penge man har stående på sin pensionskonto medmindre, den er under udbetaling eller placeret i f.eks. aktier. Det trådte i kraft ved årsskiftet.

Nordea

I månederne hvor flere og flere banker meldte sig på banen med negative renter til deres privatkunder, blev der også talt i krogene om, hvornår landets største banker Danske Bank og Nordea mon ville melde sig ind i klubben.

Finans
Nordea indfører negative renter for privatkunder til februar
Nordens største bank tog 21. november skridtet. Banken kunne oplyse, at de danske privatkunder pr. 1. februar 2020 skal betale 0,75 pct. i rente på deres indlån over 750.000 kr., uanset om det er fordelt på flere konti.

Det er senere blevet ændret, så banken fra første januar 2021 kræver minusrenter for beløb over 250.00 kr.

Rentesatsen gælder for alle typer indlånskonti med undtagelse af konti, der oprettes midlertidigt i forbindelse med boligkøb, børneopsparinger, børnebørnskonti og pensionskonti.

Merkur Andelskasse

I begyndelsen af november meldte en mindre spiller i den danske banksektor Merkur Andelskasse sig in i gruppen af banker, der har negative renter på privatindlån. I en meddelelse fra banken lød det:

“Kombinationen af negativ rente i Nationalbanken og et stort indlån i Merkur gør, at vi er nødt til at gentænke, hvordan vi driver bæredygtig bankvirksomhed og sikrer, at jeres penge gør bedst mulig gavn.”

Pr. 1. januar 2020 betaler privatkunderne derfor en negativ rente på 0,75 pct. på alt indestående over 250.000 kr. Den lille andelskasse sænkede derfor også den ellers nu velkendte grænse for, hvornår kunderne skulle betale for at have pengene stående i banken. Banken oplyste den gang, at pensionskonti og andre særlige indlånsformer er ikke omfattet af de nye rentesatser.

Alm. Brand

Den daværende adm. direktør Søren Boe Mortensen havde allerede i august annonceret, at negative renter kunne komme på tale for bankens kunder, hvis blot nogle af konkurrenterne meldte sig på banen først.

Finans
Alm. Brand følger trop - indfører negative renter for store opsparinger
“Jeg går ikke forrest med dette, men der skal ikke være nogen tvivl, om at hvis der er nogen, der går i markedet med dette her, så vil jeg også være der,” sagde han dengang til Børsen.

Og historien viste, at der var flere, der gik i markedet.

Den sidste dag i oktober fortalte daværende bestyrelsesformand i Alm. Brand, Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, Ritzau Finans, at kunderne pr. 1. januar 2020 skulle betale negative renter på beløbet over 750.000 kr. på deres indlånskonti. Rentesatsen lyder på minus 0,75 pct.

Spar Nord

I Aalborg traf Spar Nord beslutningen i oktober 2019. De kører med den samme model, hvor renten på 0,75 pct. skal betales af privatkunder for beløb over 750.000 kr. Her skal der desuden betales 0,75 pct. i negativ rente på pensionskonti, hvor der står over 25.000 kr.

“Vi gør det, fordi det selvfølgelig giver et bidrag til vores indtjening, men vi bliver også nødt til at forholde os til, at hvis kunderne begynder at sælge deres værdipapirer og sætte deres penge ind i banken til en nulrente, bliver det bare en større omkostning for os,”sagde bankdirektør Lars Møller i oktober.

De negative renter trådte i kraft 1. januar 2020.

Ringkjøbing Landbobank

I oktober meldteRingkjøbing Landbobank sig i rækken af banker, der opkræver penge fra de velhavende kunder, der vælger at have formuen stående i banken.

I forbindelse med bankens tredje kvartalsregnskab oplyste banken, at kunder med mere end 2 mio. kr. stående på indlånskontoen fra 1. januar 2020, ville blive opkrævet en rente på minus 0,75 pct.
Banken meddelte ligeledes, at der ville blive lagt en negativ rente på kontantindeståender på pensionskonti – ligeledes på minus 0,75 pct.

Sydbank

Aabenraa-baserede Sydbank fulgte lige i hælene af konkurrenten, da Jyske Bank meldte om negative renter til privatkunderne.

“Vi lever i en tid med store forandringer, også når det gælder økonomien. Usikkerheden er blevet større, og det smitter af på rentemiljøet, der er blevet yderligere forværret, derfor indfører vi negative renter på privatkunders anfordringsindlån over 7,5 mio. kr.," skrev Sydbank i sit halvårsregnskab en af de sidste dage i august sidste år.

Adm. direktør Karen Frøsig kunne ikke garantere, at grænsen ikke blev rykket længere ned. Der gik da også kun små to måneder, før Sydbanks privatkunder fik beskeden, at de skulle betale minus 0,75 pct. i rente på alt indlån over 750.000 kr.

Senere på året præciserede Sydbank sin rentepolitik. Og 6. januar trådte følgende i kraft for bankens privatkunder:

Kunder, der ikke er Nemkonto-kunder, kan have op til 50.000 kr. stående på hver af deres indlånskonti uden at betale negative renter. Hvis man er Nemkonto-kunde, kan man derudover have op til 750.000 kr. stående på en enkelt af sine indlånskonti uden at betale negativ rente.

Har man flere penge stående derudover, skal man betale en negativ rentesats på minus 0,75 pct. på det overskydende beløb.

På kundernes pensionskonti gælder det, at de kan have op til 50.000 kr. stående, mens de indbetaler til pensionen. Har man flere penge stående, lyder renten på minus 0,75 pct. for det beløb, der overskrider grænsen.

Jyske Bank

Selvom ordførende direktør Anders Dam havde svoret at ikke være den første ud af starthullerne, så blev Jyske Bank ikke desto mindre den første bank til at indføre negative renter til sine velhavende privatkunder.

I slutningen af august kunne banken i forbindelse med sit halvårsregnskab for 2019 meddele, at kunderne kunne se frem til at skulle betale en rente på minus 0,6 pct. på alt indlån over 7,5 mio. kr. Medmindre de individuelt aftalte andet med banken.

At grænsen for, hvornår kunderne skulle betale negative renter, ville falde, var Anders Dam allerede den gang opmærksom på. Han ville ikke udstede en garanti for, at grænsen ville blive sænket.

“Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt, men jeg tør ikke love det,” sagde han til Børsen Pro i slutningen af august.

Det blev nødvendigt.

En måned senere lød meldingen, atJyske Bank pr. 1. december 2019 ville sænke renten på sit erhvervsindlån til minus 0,75 pct. og indfører negative renter på privat indlån over 750.000 kr. Rentesatsen lød ligeledes på minus 0,75 pct.

I den forbindelse spurgte værten på Jyske Banks egen tv-kanal ligeledes til, om grænsen for, hvornår der ville blive opkrævet negative renter, kunne komme endnu længere ned. Her svarede Anders Dam:

“Det tør jeg ikke sige for nærværende. Det eneste jeg kan sige, det er, at jeg håber ikke, vi kommer længere ned. Men jeg kan ikke love, at det ikke sker.”

Jyske Bank har hidtil været frontløber, og de danske privatkunder må tøjle eventuel utålmodighed og vente at se, om Jyske Bank igen tager førertrøjen og sænker grænsen for de negative renter yderligere.

Den svenske storbank SEB oplyste også i august, at den allerede havde opkrævet negative renter fra nogle privatkunder i Danmark.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis