ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Alm. Brand følger trop - indfører negative renter for store opsparinger

Alm. Brand går i fodsporene på en række banker og indfører negative renter for privatkunder med store formuer.

Det fortæller Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, der er bestyrelsesformand hos Alm. Brand, til Ritzau Finans.

- Det er klart, at det er noget, vi er nødt til at kigge ind i, og vi skal justere forretningsmodellen, så der også kan skabes lidt indtjening.

- Der er netop meldt ud til kunderne, at vi også indfører negative renter for privatkunder med beløb over 750.000 kroner. Det er en naturlig konsekvens af, at vi skal have modellen tilpasset hele tiden, siger han til Ritzau Finans.

Jyske Bank annoncerede i september, at der per 1. december indføres negative indlånsrenter for privatkunder med et indestående over 750.000 kroner, efter at banken tidligere havde sat grænsen ved 7,5 millioner kroner.

Også Sydbank og Ringkjøbing Landbobank har indført lignende tiltag, og direktører hos flere andre banker har heller ikke været afvisende over for at indføre negative renter for privatkunder med store indeståender.

Siden fulgte Spar Nord, der fra 1. januar 2020 vil indføre negative renter for privatkunder, der har mere end 750.000 kroner stående i banken.

Ringkjøbing Landbobank oplyste tidligere i oktober, at privatkunder vil skulle betale en negativ rente på 0,75 procent af deres indeståender på over to millioner kroner.

Hos Sydbank var det i første omgang indeståender over 7,5 millioner kroner, der ville blive ramt af en negativ rente. Siden ændrede Sydbank dog grænsen, så de negative renter nu rammer private, der har indlån for over 750.000 kroner.

Indlånsrenten i Danmarks Nationalbank er minus 0,75 procent, hvilket betyder, at bankerne herhjemme nu i princippet taber penge på at passe på kundernes penge.

Nationalbanken følger i hovedtræk renteniveauet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, på grund af fastkurspolitikken. ECB kører også med negative renter.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis