Den mobile betalingsløsning Mobilepay, som danskerne har haft mellem hænderne siden 2013, har brug for skala for at overleve.
Det er tilfældet, på trods af at næsten 4,3 mio. danskere ud af samtlige 5,7 mio. har downloadet betalingsappen, som altså næsten har nået loftet for, hvad der er muligt.
Betalinger er et digitalt spil.
Skaleringer af disse koster mindre og mindre, jo større man er, mens indtægterne for at klare betalinger for butikker og andre holder sig konstant – i hvert fald på den korte bane.
europæiske mobilbetalingsselskaber har lavet deres egen forening
Derfor kigger Mobilepay sig omkring efter mulige samarbejdspartnere eller fusionsmuligheder. Det første område, som betalingstjenesten lader blikket falde, er hos fætrene og kusinerne blandt nordiske mobilselskaber.
“I det lange løb er Mobilepay for lille til at stå distancen i konkurrencen mod de internationale aktører. Vi har brug for mere skala, og det samme har alle de andre nationale spillere som os,” forklarer Claus Bunkenborg, der er adm. direktør i Mobilepay.
Han fortsætter:
“Alle har brug for mere skala, da betalingsverdenen er et skalaspil
Claus Bunkenborg, adm. direktør i Mobilepay
“På den lange bane har vi brug for partnerskaber med andre nationale spillere, og det oplagte vil i første omgang selvfølgelig være partnerskaber med de andre nordiske mobilbetalere og i næste omgang de øvrige europæiske spillere.”
Svenskerne har sektorløsningen Swish på mobile betalinger, mens nordmændene sværger til Vipps, der oprindeligt blev startet af storbanken DNB.
I Finland findes Mobilepay også og er her den største blandt 4-5 spillere.
I Norden ligner mobilbetalingsselskaberne hinanden meget, mens opbygningen hurtigt ændrer sig længere ned i Europa, hvorfor samarbejder her besværes på den korte bane.
På den europæiske scene er Mobilepay med i en forening, der består af 13 mobilbetalingsselskaber.
Men jo længere man kommer sydpå i Europa, des mere afviger forretningsmodellerne og opbygningen af selskaberne fra Mobilepay. Derfor ligger det heller ikke lige for at lave aftaler med dem, mener direktøren.
“Alle har brug for mere skala, da betalingsverdenen er et skalaspil. I løbet af noget tid, om det tager et eller flere år, vil vi indgå i en konstellation med andre,” siger Claus Bunkenborg.
Mobilepay-direktøren udelukker ikke noget samarbejde, mens den svenske mastodont Klarna, som Mobilepay netop har indgået partnerskab med, ikke vil kommentere, om de kunne være interesserede i at overtage Mobilepay på et tidspunkt.