Har man en virksomhed og et ønske om at blive kunde hos bankudfordreren Lunar, kan man godt glemme det. I hvert fald i en periode. For aarhusianske Lunar, der tidligere hed Lunar Way, og som er karakteriseret ved ikke at drive bankfilialer, og at kundekontakt foregår gennem en app, har fortalt op mod 1000 kunder, at de må vente til august med at blive kunder.
Årsagen er, at Lunar, der for lidt under et år siden fik en banklicens af Finanstilsynet, er i gang med at flytte sine nuværende erhvervskunder fra Nykredit til egen platform.
“Det er nemt at kende kunderne, når de er nye
Lars Krull, bankekspert
“Vi er gået i gang med at flytte vores 3000 erhvervskunder fra Nykredit til vores egen platform. Det er mest selvstændige eller små aps-virksomheder, der er kunder hos os, så kompleksiteten er ikke så høj, som den kan være i nogle af de store banker,” siger bankdirektør Peter Smith.
Kilde: Lunar
Flytningen fra samarbejdspartnerens til egen platform kommer til at tage en måneds tid, og derefter er der plads til at åbne op for de 1000 virksomheder, der står i kø for at blive kunder.
I dag har Lunar omkring 150 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige. Til at sørge for at den nyslåede bank overholder sine hvidvaskforpligtelser, har den et hold bestående af syv medarbejdere til holde styr på kunderne og overvåge data.
Ifølge bankekspert Lars Krull har Lunar en stor opgave foran sig.
“Det er nemt at kende kunderne, når de er nye. Det, der i virkeligheden er svært at holde øje med, er, hvordan de udvikler sig. Der er ingen tvivl om, at det er en omfattende opgave for en lille bank,” siger Lars Krull på Aalborg Universitet, hvor han holder øje med, hvordan den danske banksektor udvikler sig.
kunder skal Lunar have flyttet fra Nykredit til sin egen bank
Peter Smith forklarer, at man gør meget for at have styr på kunderne, når de bliver en del af banken:
“Når vi får nye kunder, samler vi en masse data, der gør det nemmere at overvåge fremadrettet. Vi siger også nej til eksempelvis udenlandske kunder eller kunder, der har planer om at lave mange overførsler til og fra udlandet.”
Direktøren påpeger blandt andet, at de mindre kunder er nemmere at holde styr på end store kunder med større kompleksitet, som man ser hos de større banker.
“Det, vi skal vise, er jo, at vi kan have en god hvidvaskovervågning og skalere op, uden at vi behøver at ansætte mange flere medarbejdere,” siger Peter Smith.
Direktøren fortæller, at banken endnu ikke har haft besøg af Finanstilsynet, efter at man tog sin banklicens i brug i marts i år. Men det bliver der snart lavet om på.
“Finanstilsynet kommer på besøg i august, og det glæder vi os til, for det er jo stadig helt nyt for os at drive bank, selvom nogle af os har arbejdet i dem før,” siger Peter Smith, der selv har en fortid i Nordea Kredit.
Der er den seneste måned kommet 6000 privatkunder ind af den virtuelle bankdør.
Samtidig har kunderne brugt Lunar mere og mere, forklarer han. Antallet af transaktioner er steget med 50 pct. under coronamånederne, fortæller han.
“Det er noget andet end under finanskrisen, hvor man var sig selv nærmest. Her har man gerne ville støtte op om eksempelvis restauranter, der har haft det svært, og derfor har man måske brugt kortet mere end normalt,” fortæller Peter Smith, der nu også kan tilbyde kunderne et betalingskort i metal.
“Det er en måde at skyde genvej til den livsstil, for der er noget eksklusivitet over det,” siger han og fortæller, at det koster 119 kr. om måneden, men at man eksempelvis sparer gebyrer på kortbrug i udlandet.