Det var en i forvejen presset minkbranche, der onsdag fik dødsstødet, da statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte på et pressemøde, at det var nødvendigt at slå alle mink ihjel for at forhindre en muteret form for covid-19 i at sprede sig.
Men bankerne havde i vid udtrækning forberedt sig på, at pelsdyrbranchen sang på sidste vers.
Ringkjøbing Landbobank har lånt omkring 212 mio. kr. svarende til 0,6 pct. af bankens samlede udlån på 35 mia. kr. til minkavlere.
John Fisker, adm. direktør i banken, forklarer, at man har haft et konservativt syn på branchen og i høj grad allerede har afdækket sig for tab.
“Det kommer ikke til at betyde noget for bankens ve og vel. Det er jeg helt komfortabel med,” siger John Fisker.
Han forklarer, at bankens udlån til minkbranchen ikke baserer sig på bygningerne og produktionsfaciliteterne, men i høj grad på værdien af minkenes skind.
“Det, vi typisk har finansieret, er skindet, og skindet får de jo penge for, så det er også derfor, jeg siger, at det ikke er os, du skal tænke på. For der kommer jo en skindafregning, og så indfrier de den gæld, de har i banken,” siger John Fisker.
I en anden vestjysk bank Skjern Bank udgør lånet til minkbranchen 10 pct. af den samlede landbrugseksponering. Det svarer til 1,2 pct. af bankens samlede udlån.
Ifølge adm. direktør Per Munck fordeler de omkring 51 mio. kr. sig på ti minkavlere.
“Vi har for længe siden ryddet op, og dem, vi har tilbage, er dygtige og velkonsoliderede. Så selvom det er uhyggeligt og trist for den branche, så er det ikke noget, der kommer til at ramme bankens drift,” siger Per Munck.
Tal fra videnscentrene Sagro og Seges viser, at minkavlerne har en samlet gæld på 10 mia. kr.
I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark ifølge Danmarks Statistik, der også fortæller, at værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr. Sidste år havde farmene i snit et underskud på 0,7 mio. kr. mod et overskud på 3,3 mio. kr. i 2013.
John Fisker forklarer, at den store udfordring for minkavlerne især ligger i, at produktionsanlægget er meget specialiseret. Bygningerne og burene er bygget til mink og kan ikke bruges til noget andet.
“Så det er jo avlernes opsparing og egenkapital, der pludselig ikke er noget værd. Når det nu er sådan, så skylder man erhvervet at komme med en hurtig afklaring af, hvordan man vil kompensere – ikke kun for driftstab og mink, men hvordan man vil kompensere, at produktionsanlæg og så videre er ubrugelige,” siger John Fisker.
mio. kr. har Ringkjøbing Landbobank lånt ud til minkbranchen.
Ifølge John Fisker er der med onsdagens nedslående nyhed formentlig tale om et egentligt farvel til minkavl i dansk landbrug, vurderer direktøren.
Det er en tragisk situation, for det er en de facto-lukning af erhvervet, når alle mink inklusive avlsdyr skal slås ihjel. Det kommer ikke igen,” siger han.
Lignende melding kommer fra Jyske Bank, der har lånt 78 mio. kr. til minkavlere.
“Man kan godt frygte, at det er det, der kommer til at ske. Det er jo forfærdelig tragisk for de virksomheder og de familier, der bliver berørt af det her, ” siger Benny Pedersen, der er kreditchef i banken.
I realkreditinstituttet DLR har man lånt 2 mia. kr. ud til landets minkavlere. Heller ikke her bekymrer man sig på forretningens vegne.
“Det er lidt held i uheld, at minksektoren har været i krise de sidste år. Det gør, at vi og pengeinstitutterne har nedskrevet ganske pænt på mink, og det i en periode, hvor der ikke har været nedskrivninger på det øvrige landbrug,” siger han.