I mandags blev det annonceret, at Danmarks dominerende betalingsformidler, Nets, ligger i slutforhandlinger om en fusion med den italienske kollega Nexi.
Det vækker allerede nu bekymring hos Nets’ danske ansatte.
“Vi håber selvfølgelig på, at vi kan bevare vores job, det er man altid nervøs for i sådanne fusioner,” siger Frank A. Olsen, som er tillidsrepræsentantformand i Nets og forsætter:
“Betyder det mere arbejde? Flere fyringer? Det spørger vi os selv som medarbejdere om lige nu.”
Næste torsdag udløber det ti dages lange forhandlingsvindue, hvor Nets alene forhandler om salg af sig selv til Nexi. Såfremt fusionen bliver en realitet, har Nexi vurderet, at fusionen kan spare dem for 150 mio. euro, eller 1,1 mia. kr., i omkostninger om året.
Men erfaringen har vist, at sådanne besparelser, også kaldet synergier, har en tendens til at koste på medarbejderkontoen, siger Frank A. Olsen.
“Synergier betyder jo i hvert fald som oftest, at man så sparer på medarbejderne. Men det er stadig meget usikkert, og det kan da også være, man kan få to plus to til at give fem,” siger han.
Såfremt handlen går igennem, vil det ikke være den første fusion, som Nets foretager.
Gennem de seneste år har Nets fusioneret og vokset sig større med blandt andet tyske Concardis, overtagelsen af de polske e-betalingsvirksomheder Dotpay og Ecard og salget af bl.a. Betalingsservice til amerikanske Mastercard for 21 mia. kr.
Ved udgangen af 2019 havde koncernen vokset sig til i alt 3700 fuldtidsansatte med samlede personaleomkostninger på 2,4 mia. kr. i 2019, der udgjorde 78,9 pct. af de samlede driftsomkostninger.
I 2017 blev Nets solgt i en stor handel, da kapitalfonden Hellman & Friedman købte og afnoterede selskabet fra fondsbørsen i København.
Men allerede i januar 2020 fik fusionerne konsekvenser for Nets’ ansatte, hvor 115 medarbejdere i Danmark måtte vinke farvel til jobbet, samt 450 ansatte i 12 andre lande. Dengang blev fyringerne begrundet med, at Nets på grund af opkøbstogtet nu havde for mange medarbejdere, der arbejdede med det samme.
Så frygten for, at det også kan ske her, er bestemt reel, mener professor i digitalisering på CBS Jan Damsgaard.
“Jeg tror ikke, man kan forestille sig, at der vil forblive en stor dansk afdeling i Danmark. Den vil stille og roligt blive udtyndet
Jan Damsgaard, professor, CBS
“Der er som regel to forskellige udfald til synergieffekter. Men kan finde virksomheder, der har stærkere afdelinger end en selv, og så er der nok nogle medarbejdere, der bliver overflødige. Men samtidig kan det italienske selskab også købe sig ind i Nets,” siger han.
Han vurderer også, at Nets bliver en del af noget større med fusionen, og det kan få konsekvenser for den danske afdeling.
“Jeg tror ikke, man kan forestille sig, at der vil forblive en stor dansk afdeling i Danmark. Den vil stille og roligt blive udtyndet. Der er enorme stordriftsfordele ved at drive den slags forretning udefra. Og man kan sagtens køre Nets’ butik fra en anden lokation,” siger Jan Damsgaard.
ansatte i Nets Danmark blev opsagt ved seneste fyringsrunde i januar
Også internationale aktieanalytikere peger på, at der er en risiko for reduktioner på andre områder, når der er besparelser at hente.
“Når et virksomhed går igennem så stor en forandring eller fusion som denne, så er der en reel risiko for, at medarbejderne i virksomheden vil blive disrupted. Når Nexi siger, at der vil være 150 mio. euro i synergi, betyder det nedskæringer. Det vil formentlig være på medarbejderne, men det er stadig usikkert” siger Robert Lamb, aktieanalytiker fra Citi i London.
Nets er blevet forelagt bekymringerne, men svarer i en mail til Børsen, at det er for tidligt at vurdere, om fusionen vil koste arbejdspladser.
“Før vi ved, om der kan opnås enighed om en bindende aftale, kan vi ikke kommentere, hvordan en eventuel aftale skal udmøntes,” lyder det.