Flere gode år er gået tabt i manglende samarbejde mellem danske datacentraler, der supporterer deres ejere og kunder, pengeinstitutterne.
Det mener blandt andre seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull, som understreger de kæmpe muligheder, der ligger i at samarbejde – både mellem store og mindre banker og blandt de mindre.
Hans erfaring fra tidligere job er, at banker med rod i forskellige datacentraler sagtens kunne finde ud af at præsentere data ens.
“Hvis det er konkret som pengeoverførsler og andres data, har de ingen problemer med at samarbejde. Men hvis det bliver for konkret om dem selv, så synes jeg, at de har nogle barrierer, og det mener jeg, man kan undre sig over,” siger Lars Krull og fortsætter:
“Jeg undrer mig over, at ejerne ikke er stærkere. De bør sige til deres datacentraler, at I skal skaffe os nogle stordriftsfordele. Men problemet er ofte, at dem, der stiller opgaven, selv finder nogle begrundelser for ikke at gøre det.”
“Jeg undrer mig over, at ejerne ikke er stærkere
Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg Universitet
Han opfordrer til, at ejerne i datacentralerne, altså bankerne, åbent siger, at om eksempelvis ti år skal omkostningerne for deres arbejde være 40 pct. af i dag.
“Man skal ikke stille opgaven, men målet,” opfordrer seniorrådgiveren.
En af landets stærkeste bankdirektører, Michael Rasmussen fra Nykredit, der er største ejer og kunde i BEC, kunne eksempelvis komme med et sådant krav. Samtidig ejer Nykredit også Totalkredit-bankerne, der hver for sig har til huse i alle de uafhængige datacentraler, og dermed ville presset blive dobbelt.
“Det handler også om en vis berøringsangst,” understreger Lars Krull.
Historisk har de forskellige datacentraler også købt it ind forskellige steder, så det af den vej har gjort det sværere at lægge dem sammen. Samtidig understreger Lars Krull det åbenlyse, at forskellige bankdirektører får nogle bestyrelsesposter ud af at have flere datacentraler, der giver flere bestyrelsesstole. Endelig føler mange bankdirektører, at de er tættere på beslutningsprocessen, når datacentralen ikke er for stor.