ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Firmaer valfarter til København: “Jeg er overbevist om, at den danske fintechsektor allerede er mere end 1 mia. dollar værd”

Danske og udenlandske

fintechvirksomheder søger mod København i håbet om at få hjælp til at slå igennem på internationalt niveau

En medarbejder sidder i Copenhagen Fintech og koder sin virksomheds hjemmeside. Det er det tredje firma, han har været en del af, siden han flyttede til Danmark. Foto: Steven Achiam
En medarbejder sidder i Copenhagen Fintech og koder sin virksomheds hjemmeside. Det er det tredje firma, han har været en del af, siden han flyttede til Danmark. Foto: Steven Achiam

På en håndfuld år har Københavns fintechmiljø fået vokseværk. Danske, såvel som udenlandske virksomheder, der arbejder med finansiel teknologi, har de seneste år rejst mod den danske hovedstad for at skalere og teste deres produkt.

“Den københavnske fintechgruppe er rangeret som nr. 17 globalt, hvilket er meget imponerende,” skriver stifter og adm. direktør for det internationale analyseinstitut Startup Genome, JF Gauthier, til Børsen og fortsætter:

“Når Københavns fintechgruppe har formået at blive rangeret så højt, er det fordi, den har udviklet sig hurtigt, for der er en enorm mængde konkurrence fra byer og lande over hele verden, der arbejder med fintech.”

Udviklingen kan bl.a. ses på det voksende antal fintechfirmaer, der er at finde i landet. Tal fra interesseorganisationen Copenhagen Fintech viser bl.a., at der i 2015 var 70 fintechfirmaer i landet, og at det tal voksede til 250 firmaer i 2019.

Over 1 mia værd

Copenhagen Fintech er typisk det store trækplaster, når virksomheder vælger at slå rødder i København. De har til huse i Finansforbundets lokaler på Christianshavn og anvendes ofte som afsæt for ambitiøse fintechselskaber. Her sidder der ca. 40 fintechvirksomheder og får hjælp til alt fra investeringer til forretningsmodeller og prisfastsætninger.

Copenhagen Fintechs adm. direktør, Thomas Krogh Jensen, har en klar idé om, hvorfor Danmark er et populært samlested for fintechfirmaer.

“Danmark er generelt attraktivt, fordi vi har et højt digitaliseret samfund og har en digital finansiel infrastruktur, som er interessant at innovere på. Derudover er vi globalt forbundet, så det er nemt at teste sine ting i Danmark og derefter videreudvikle i resten af Europa,” siger han. ​​​​​​​​

Jimmy Fussing Nielsen er partner i venturefonden Heartcore Capital, der bl.a. lægger investeringer i fintechvirksomheder.

“Danskerne er ret gode til at adaptere nye løsninger på mobilen. Vi er mere modtagelige over for ny teknologi end mange andre, og vi har ingen problemer med at lave fintechinvesteringer i Danmark,” siger han om begrundelsen for landets popularitet blandt virksomheder, der arbejder med finansiel teknologi. ​​​​​​​​

JF Gauthier er sikker på, at Københavns fintechmiljø allerede har en værdi, der ligger i milliardklassen.

“Værdien af Københavns startupøkosystem har ifølge Startup Genome en værdi på 11 mia. dollar, og jeg er overbevist om, at den danske fintechsektor allerede er mere end 1 mia. dollar værd, fordi fintech er den mest værdifulde undersektor,” skriver JF Gauthier. ​​​​​​​​

Skaber flere job

Tal fra Copenhagen Fintech viser, at fintechvirksomhederne estimeret skabte 3000 job i 2019 mod 700 job i 2015. Det er et vigtigt succeskriterium for Thomas Krogh Jensen.

“Det, der i sidste ende tæller for os (Copenhagen Fintech,red.) er, om vi har fat i en virksomhed, der kan skalere og dermed skabe vækst og job i Danmark,” siger han.

JF Gauthier mener, at den landsdækkende gevinst, der er i at udvikle et velfungerende fintechmiljø, er god grund til, at andre lande bør prøve at gøre København kunsten efter.

“Der er meget at lære af Københavns fintechfællesskab, som har formået at blive konkurrencedygtigt på globalt niveau, selvom byen ikke har været kendt for sin fintech. Det fungerer også som en guide til, hvordan andre kan bygge et fællesskab, der kan skabe job og økonomisk vækst for resten af os.”​​​​​​​​


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis