Finanstilsynet fyrede i usædvanlige toner op for kritikken efter inspektioner i Kompasbank, der fik banklicens i 2021 og driver låneforretninger i Danmark, Tyskland og Spanien. Bankens stifter og topchef, Michael Hurup Andersen, tager kritikken til sig, men understreger, at man driver bank på en anden måde end de traditionelle banker.
Tilsynet vurderede i december, at bankens forretningsmodel indeholder risici, som banken ikke kan håndtere med sit nuværende setup. Bankens vækst, også ud over landets grænser, skete, på et tidspunkt hvor kredithåndteringen ikke var på plads, hvilket gælder udførelsen af det daglige arbejde, gennemførte analyser, kontroller samt den risikoansvarliges rapportering til ledelsen og bestyrelse.