ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank om dommers afvisning af søgsmål: “Vi noterer os med tilfredshed rettens afgørelse”

I kølvandet på hvidvasksagen fik Danske Bank mandag tilladelse af en føderal dommer i New York til at afvise et søgsmål fra en amerikansk pensionskasse

En føderal dommer i New York har givet Danske Bank grønt lys til at afvise hvidvaskrelateret søgsmål fra en amerikansk pensionskasse. Arkivfoto: Nikolaj Skydsgaard/Reuters/Ritzau Scanpix
En føderal dommer i New York har givet Danske Bank grønt lys til at afvise hvidvaskrelateret søgsmål fra en amerikansk pensionskasse. Arkivfoto: Nikolaj Skydsgaard/Reuters/Ritzau Scanpix

En føderal dommer i New York har mandag afvist et søgsmål mod Danske Bank i sagen om hvidvask i filialen i Estland.

Det glæder Danske Bank, lyder det i en skriftlig kommentar fra banken til Børsen Pro Finans.

“Vi noterer os med tilfredshed rettens afgørelse om at afvise det civile aktionærsøgsmål, der er anlagt mod banken ved de amerikanske domstole. Som vi tidligere har sagt, vil vi forsvare os mod kravene i de civile aktionærsøgsmål, der er anlagt som følge af Estland-sagen i både USA og i Danmark,” skriver Danske Bank.

Den amerikanske pensionskasse The Plumbers & Steamfitters Local 773 Pension Fund har sagsøgt Danske Bank, fordi den mener at have tabt på sin investering i banken, fordi banken ikke havde informeret korrekt om, hvad der skete i den estiske filial.

Den føderale dommer i New York Valeri Caproni har mandag givet Danske Bank tilladelse til at afvise søgsmålet fra den amerikanske pensionskasse, da aktionæren ifølge dommeren ikke har kunnet bevise, at finansielle udtalelser fra banken var forkerte eller vildledende.

“De hævder, at tiltalte og ansatte (i Danske Bank,red.) modtog rapporter, der modsiger offentlige erklæringer, og undlader at forbinde nogen af disse rapporter til specifikke repræsentationer fra specifikke personer,” skriver Caproni ifølge Reuters i sin afgørelse.

Dommerens afvisning af søgsmål kan appelleres de næste 30 dage, fremgår det af et brev til sagsøgeren. Ud over Danske Bank har den amerikanske pensionskasse også sagsøgt tidligere topchef Thomas Borgen, tidligere formand Ole Andersen, den tidligere finansdirektør Henrik Ramlau og tidligere finansdirektør og chef for Banking DK Jacob Aarup-Andersen. Disse søgsmål er også afvist af dommeren.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis