Forsikringsselskabet Codan kan være på vej på nye hænder, for selvom konkurrencemyndighederne endnu ikke har godkendt, at Tryg og canadiske Intact køber den britiske forsikringsgigant RSA, der ejer Codan, så står bejlerne allerede i kø.
Hvis købet går igennem, så vil Codan være den bid, der vil ligge tilbage, når Intact har opslugt RSA's britiske og canadiske aktiviteter, og Tryg har fortæret Trygg-Hansa i Sverige og Codan Norge.
Vurderingen er, at med Trygs markedsandel på 22 pct. i Danmark, så vil Konkurrencerådet ikke godkende, at Tryg også forsøgte at gabe over Codan Danmark.
Derfor går Codan en usikker fremtid i møde, i første omgang med Tryg og Intact som fælles ejere med canadierne som den bestemmende part – også når det gælder Codans fremtid.
“Der foregår lige nu et pokerspil mellem Intact og Gjensidige, der er den absolutte favorit til at købe Codan
Per Grønborg, analytiker, SEB
“Vi har haft forskellige, der allerede har henvendt sig til os, og som vi har sendt videre til Intact. Så ja, der har været en række henvendelser,” bekræfter Trygs adm. direktør, Morten Hübbe, der dog ikke vil fortælle, hvem der ønsker at købe Codan.
“Jeg er sikker på, at Intact på et tidspunkt kommer til at sige noget om den proces. I mellemtiden glæder jeg mig over, at interessen er der,” siger han og omtaler Codan som et “attraktivt aktiv.”
Om Codan ender med at blive solgt videre, er endnu ikke afklaret. Ud over at blive under Tryg og Intacts vinger eller at blive solgt fra, så er en tredje mulighed en selvstændig børsnotering.
“Vi kommer til at eje 50 pct. af Codan i Danmark, og vi ønsker naturligvis at få den maksimale økonomiske værdi ud af det ejerskab. Det gode er, at Intact har kommunikeret meget klart til os fra starten, at det også var deres største interesse,” siger Morten Hübbe.
Ønskede du at overtage Codans danske forretning?
“Vores behov har været at styrke vores markedsposition i Sverige og Norge, så vi har egentlig ikke koncentreret os om at forsøge at blive endnu stærkere i Danmark. Hvis vi var gået efter at overtage Codan Danmark, kunne vi risikere at så tvivl om hele transaktionen, fordi Danmark ville være for kompliceret. Det var ikke en vej, vi havde lyst til at gå ned ad,” siger Morten Hübbe og slår fast, at han ikke vil gætte på, hvilket scenarie det ender med.
“Det bliver heller ikke mig, der kommer til at beslutte det. Men jeg er sikker på, at det kommer til at udfolde sig på en god måde,” siger forsikringsdirektøren og smiler ind i kameraet på sin computer. Han kunne meget passende have citeret Helle Thorning-Schmidt og sagt, at “der kommer en god løsning i morgen.”
mia. kr. er Codan angiveligt værd
Spørger man Per Grønborg, der er finansanalytiker hos SEB, er der ikke meget tvivl om, hvem det er, der er interesseret i at købe Codan.
“Jeg mener, at der er 95 pct. sandsynlighed for, at der sker et videresalg. Der foregår lige nu et pokerspil mellem Intact og Gjensidige, der er den absolutte favorit til at købe Codan,” siger Per Grønborg med overbevisning i stemmen.
“Hvis Gjensidige spiller hårdt og ikke vil give en høj nok pris, så kan det være, at Alm. Brand måske får en chance for at komme til bordet, men et så stort opkøb vil være svært for dem at løfte,” siger han.
Gjensidige har klare vækstambitioner i Danmark, og i forbindelse med selskabets årsregnskab viste koncerndirektør Mats C. Gottschalk da også varme følelser for Codan.
“Det er klart, at vi er interesserede. Vores strategi går på at vokse både organisk, men også gennem opkøb,” sagde Gjensidige-bossen, der er ansvarlig for de danske aktiviteter, dengang.
Det anslås, at Codan Danmark har en værdi af omkring 10 mia. kr.