ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Chefanalytiker om Jyske Banks bud på Nordjyske: Dam står i win-win, men udbyttet kan rammes

Noget overraskende bød Jyske Bank tirsdag i denne uge på hele Nordjyske Bank, som Silkeborg-banken i forvejen ejer godt 38 pct. af.

Tilbuddet blev kaldt "uinviteret" af Nordjyske-formand Mads Hvolby, mens flere analytikere har spekuleret i, om det kunne være en måde for Jyske Bank at lokke andre potentielle købere ud af busken.

Virksomheder
Jyske Bank i fjendtligt angreb på Nordjyske
Uanset hvad, har Silkeborg-banken med topchef Anders Dam i spidsen stillet sig selv i en god position, mener Ricky S. Rasmussen, chefanalytiker i Nykredit Markets.

"Buddet ligner en win-win situation for Jyske Bank uanset udfaldet," skriver han i en spritny analyse.

I knap et år har Jyske Bank forgæves forsøgt at få solgt sin aktiepost i Nordjyske Bank og da ejerskabet samtidig påvirker Jyske Banks rating negativt, valgte Silkeborg-banken tirsdag at byde 170 kr. pr. aktie for hele banken.

Overtager stærk bank – eller kommer af med aktiepost


Nordjyske Bank er en del af samarbejdet om Totalkredit, der ejes af Nykredit, hvor banken formidler Totalkredit-lån for ca. 19 mia kr.

Fordi Jyske Bank ikke er en del af Totalkredit, vil en stor del af Nordjyske Banks realkreditkunder formentlig følge med over i Jyske Bank, hvis opkøbet går igennem. Derfor har Nykredit været nævnt som en mulig køber.

Skulle der komme et modbud, vil det dog betyde, at Jyske Bank kommer af med den aktiepost, de siden foråret sidste år har forsøgt at sælge.

Virksomheder
Analytiker ser Sydbank som ny bankbejler
"Dermed synes der for Jyske Bank mere eller mindre kun at være et positivt udfald af situationen – enten overtager man en veldrevet bank til en rimelig pris eller også kan man afhænde sin aktiepost med en pæn gevinst," skriver Ricky S. Rasmussen i analysen.

Opkøb kan ramme udbytte

Til gengæld vil der være forskellige udfald for Jyske Banks aktionærer, mener chefanalytikeren.

Hvis købstilbuddet går igennem, anslår han, at Jyske Bank skal bruge 1,9 mia. kr., hvis den køber alle de resterende aktier i Nordjyske Bank eller mindst 880 mio. kr. for at nå op på to tredjedele af aktiekapitalen.

"Vi vurderer ikke, at dette bliver en udfordring for Jyske Bank på nogen måde, men omvendt vil muligheden for yderligere udlodning til aktionærerne være mindsket," skriver Ricky S. Rasmussen.

I forbindelse med Jyske Banks årsrapport meddelte banken, at aktionærerne kan se frem til et udbytte på 5,85 kr. pr. aktie i år, og at "der tilstræbes et stabilt udbytte".

Hvis en anden køber melder sig på banen, som Nordjyske Banks bestyrelse vælger at støtte, vurderer chefanalytikeren, at Jyske Bank vil få 1,2 mia. kr. i kassen for salget af aktieposten.

Finans
Nordjyske Bank-formand: Vi ser potentiale for værditilvækst
"I så tilfælde er det vores vurdering, at Jyske Bank netop vil lade den ekstra kapital komme aktionærerne til gode, højst sandsynligt via et nyt aktietilbagekøb, sekundært ser vi mulighed for et ekstraordinært udbytte," skriver Ricky S. Rasmusen.

Foretrækker Danske Bank


Selvom han ser et opkøb som positivt for Jyske Bank, sænker chefanalytikeren alligevel sin anbefaling på bankaktien fra "køb" til "hold" og sænker samtidig sit kursmål fra 417 kr. pr. aktie til 410 kr. pr. aktie.

Over de seneste tre måneder er aktiekursen steget med mere end 20 pct., og måler man købsprisen pr. aktie op mod bankens indtjening, er Jyske Bank-aktien dyrere end andre banker, f.eks. Danske Bank.

"Danske Bank (Køb) er dermed pt. vores foretrukne aktie i sektoren," lyder det i analysen.  

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis