Tvisten mellem betalingsvirksomheden Clearhaus og Arbejdernes Landsbank står indtil videre uafgjort. I hvert fald hvis man ser på to afgørelser fra Konkurrenceankenævnet, der er offentliggjort i løbet af sommeren.
Her fremgår det, at Arbejdernes Landsbank forsøgte at få lov til at smide Clearhaus ud af banken, selvom Retten i Aarhus havde sagt, at banken skulle beholde betalingsvirksomheden som kunde, indtil sagen blev afgjort ved Vestre Landsret.
Banken fik i 2019 et påbud om at overholde betalingsloven, hvor der står, at betalingsinstitutter skal have uhindret adgang til banker for at kunne cleare betalinger.
“Konkurrenceankenævnets formand finder, at der på dette område er et væsentligt behov for, at styrelsens afgørelser overholdes,” fremgår det af kendelsen.
“Konkurrenceankenævnets formand finder tillige, at AL ikke har godtgjort, at banken vil lide uoprettelig skade, såfremt klagen ikke tillægges opsættende virkning,” skriver nævnet.
Til gengæld får Clearhaus ikke lov til at sende spørgsmål til EU-Domstolen. Noget som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og AL protesterede imod.
Konkurrenceankenævnet skriver bl.a., at der stadig verserer sager mellem de to parter, som endnu ikke er afgjort.
“På denne baggrund finder Konkurrenceankenævnet, at en afgørelse om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten ikke på nuværende tidspunkt kan ses for at være nødvendig for nævnets afgørelse. Under disse omstændigheder, og under hensyn til det, som parterne har anført, finder Konkurrenceankenævnet herefter, at afgørelsen af nærværende sag ikke på det foreliggende grundlag giver anledning til en sådan tvivl om fortolkningen af EU-retten, at sagen skal udsættes med henblik på at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen,” skriver ankenævnet.