Når Jacob Aarup-Andersen stopper i Danske Bank, efterlader det ikke bare et hul i direktionen i landets største bank.
For med sit farvel til Danske Bank efterlader den kommende adm. direktør i ISS nemlig også posten som kronprins til at overtage den absolutte post i banken, når topchef Chris Vogelzang stopper i Danske Bank.
“Nu er pladsen som uofficiel kronprins ledig. For der er ingen tvivl om, at Jacob Aarup-Andersen var udset som den næste topchef i Danske Bank,” siger aktieanalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen.
“Nu får han ikke den krediterfaring med fra Banking DK, som han manglede. Hans taxameteroptjening er stoppet, og på den måde får han ikke ballast til at bestride posten om topchef i Danske Bank
Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker, Sydbank
I kølvandet på Danske Banks hvidvasksag pegede en enig Danske Bank-bestyrelse med daværende formand Ole Andersen i spidsen da også på Aarup-Andersen som direktør.
Det blev dog afvist af Finanstilsynet, der mente, at han manglede erfaring fra visse af bankens forretningsområder.
Mads Thinggaard, der er aktieanalytiker ved ABG Sundal Collier, mener, at Danske Bank vinker farvel til erfarne kræfter med afskeden med Jacob Aarup-Andersen.
“Det her er negativt for Danske Bank. Jacob Aarup har jo været et element af kontinuitet i direktionen i Danske Bank, og han har været med til at holde sammen på det hele,”siger han.
Mikkel Emil Jensen ønsker ikke at sætte navn på, hvem den næste prins eller prinsesse kunne være. Men han mener, at vedkommende får et par store sko af fylde ud.
år gammel er Jacob Aarup-Andersen
“Aarup-Andersen har et indgående kendskab til Danske Banks forretning, og han er yderst kompetent. Så vedkommende, som Danske Bank finder til posten, skal selvfølgelig være rigtig dygtig,” siger Mikkel Emil Jensen.
Jacob Aarup-Andersen nåede da også at være økonomidirektør to gange i banken og chef for Wealth Management. Samtidig har han været økonomidirektør i Danica Pension, Danske Banks pensionsselskab.
“På den måde har han været godt rundt i koncernen, og han har været med til at holde sammen på Danske Bank i en udfordrende tid,” siger Mads Thinggaard og fortsætter:
“Der er ingen tvivl om, at de mister en kapacitet, der kunne være blevet ceo om nogle år,” siger han.
Mikkel Emil Jensen vurderer ikke, at Jacob Aarup-Andersen vælger Danske Bank og finanssektoren fra. Men vejen tilbage til topboss-rollen i Danske Bank ender formentligt her.
“Nu får han ikke den krediterfaring med fra Banking DK, som han manglede. Hans taxameteroptjening er stoppet, og på den måde får han ikke ballast til at bestride posten om topchef i Danske Bank,” siger Mikkel Emil Jensen.
Jacob Aarup-Andersen er 42 år gammel og har været medlem af Danske Banks direktion de seneste fire år.