Det var en stor bombe under byggeriet, som Mads Duedahl (V), nyudnævnt regionsrådsformand i Region Nordjylland, smed på bordet. Foran en række journalister, der i september var mødt op på byggepladsen, hvor supersygehuset Nyt Aalborg Universitetshospital skal stå, præsenterede Mads Duedahl den historisk store ekstraregning for byggeriet: knap 1,4 mia. kr.
1. januar i år overtog han posten som regionsrådsformand fra Ulla Astman, efter at hun havde siddet på posten i 14 år. Dermed fik han også ansvaret for byggeriet af supersygehuset, der blev sat i gang i 2016. Det skulle egentlig stå færdigt i 2020, men nu er åbningsdagen udskudt til 2026.