ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Vil bremse spild fra fastfood: Sikrer frisk kapital og ny aftale i København

New Loop vil gøre op med spild fra emballage, der kun kan bruges én gang og har sikret sig to vigtige skridt for at komme videre. Tidligere sushi-direktør og tegneren Anders Morgenthaler er blandt ejerne

Anders Barsøe er adm. direktør i New Loop, der inspireret af det danske retursystem forsøger at få samme logistik på plads for genanvendeligt emballage til takeaway.
Anders Barsøe er adm. direktør i New Loop, der inspireret af det danske retursystem forsøger at få samme logistik på plads for genanvendeligt emballage til takeaway. Arkivfoto: Sophie Voisin

Selskabet New Loop går på sommerferie med to vigtige aftaler.

Selskabet er ved at opbygge et retursystem for emballage, der kan bruges igen og igen. Så koppen til kaffen på farten – eller pizzabakken – ikke ender i ovnen på forbrændingen eller i naturen. 

Det kan både spare ressourcer og CO2 at gøre op med det store overforbrug af emballage i fastfood-industrien, som vi danskere i stigende grad ynder at bruge, lyder et af rationalerne fra adm. direktør Anders Barsøe. 

“Vi har jo et kæmpe overforbrug i verden. Vi forsøger at implementere en løsning, som kan gøre noget ved en lille del af det, men et sted, hvor det er relativt let at sætte ind. Vi har jo et pantsystem i Danmark, og derfor er det genkendeligt for forbrugerne.”

I Danmark bruger vi ca. 300 mio. engangskopper og 150 mio. fødevarebeholdere lavet af plast om året, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen i 2022.

Skal bevise sit værd

Anders Barsøe, der tidligere var direktør i den nu hedengangne kæde Letz Sushi, er medejer af New Loop sammen med tegneren Anders Morgenthaler, der i flere år har betegnet sig selv som klimaaktivist og bæredygtig entreprenør. 

Det er et kvantespring i vores udvikling, at vi kan bevise, at det kan lade sig gøre i det åbne byrum

Anders Barsøe, adm. direktør, New Loop

Med en ny kapitaltilførsel fra både nuværende – og én ny – investor samt den første større aftale, står selskabet “stærkt,” siger han.

Der er tale om en kapitalrejsning “i underkanten af en mio. euro”, fortæller Anders Barsøe, uden at ville sætte et helt specifikt beløb på. Samtidig har New Loop vundet et udbud i Københavns Kommune om at udbrede løsningen, hvilket er første gang, at emballagen skal stå sin prøve i det åbne byrum.

“Vi har vundet et skelsættende udbud, og vi har rejst kapital til at løse det, så vi ved, at vi kan køre det et godt stykke frem, også selvom vi skulle få udfordringer med tilknytning eller onboarding af virksomheder,” siger han. 

“Det er et kvantespring i vores udvikling, at vi kan bevise, at det kan lade sig gøre i det åbne byrum. Det er her, det giver mening, og hvor emballagerne ender som affald eller i naturen.”

Ideen har tiltrukket erhvervsfolk som Gubra-stifter Jacob Jelsing, der det seneste år har været en del af bestyrelsen. Med kapitalrejsningen er han dog trådt ud.

Ind er i stedet kommet direktør og anden generation af entreprenørvirksomheden Tscherning, Søren Tscherning, der ligesom den eksisterende tyske investor og emballageproducent, Jokey Group/Keep In, har investeret et “betydeligt millionbeløb”, mens Anders Morgenthaler også har lagt flere penge i projektet.

Store kæder er med

New Loop har i dag aftaler med virksomheder og har leveret emballage til arrangementer. Men nu skal retursystemet i spil på åben gade i København, hvor restauranter, kiosker og kaffebarer skal være en del af værdikæden. I alt skal 38 retur- og donationsstandere sættes op i Indre By i hovedstaden fra september måned.

“For nogle kæder er det billigere end den omkostning, de har i dag. Og for nogle af de rigtig store er det dyrere. Det kommer an på, hvad deres indkøbsvolumen er, og hvilke aftaler de kan lave på engangsemballage;” siger Anders Barsøe.

Bæredygtig
40.000 virksomheders milliardregning for emballage kan stige med “mange procenter”
20230102-132551-4-2200x1474ma.jpg

Ifølge ham har “nogle af de store kæder” forpligtet sig. Det kunne være en kioskkæde eller en større kaffekæde. Når systemet i København er etableret, sigter selskabet mod Frederiksberg og andre større danske byer.

En bekymring ved løsningen handler om omsætning. Om skiftet fra engangsemballagen med det, der skal returneres, vil få folk til at fravælge f.eks. restauranten, fordi det er lettere at komme af med emballagen i skraldespanden.

Selv var Anders Barsøe i sin tid med til at teste returnerbar emballage i en af Letz Sushis restauranter uden det store gennembrud.

“Vores kernekunder var superglade for det, men der var brug for noget infrastruktur, så du kunne komme af med emballagen, når du havde lyst og ikke kun, når Letz Sushi var åben. Det får vi faciliteret nu,” siger han.

Går efter plus i 2026

Sidste år havde New Loop et underskud på 1,7 mio. kr., hvilket næsten er på niveau med året forinden. Anders Barsøe kalder det klassisk for en impact-virksomhed. Samtidig har selskabet en lav margin på produkterne i konkurrencen med engangsemballagen.

“Hvis vi skulle lave en profitabel løsning, ville vi prise os selv ud af markedet. Og derfor er det en skaleringsforretning. Og det er jo det, vores investorer investerer i – at der skal volumen på forretningen,” siger han.

“Jeg håber, at vi begynder at lave plus i løbet af 2026. Det er ikke sikkert, at det bliver plus på året, men vi skal gerne se positive tal. Men så skal vi jo vækste igen og ansætte nogle flere mennesker. Så det er jo sådan en klassisk virksomhed med en burnrate.”

Forsiden lige nu