Knæimplantater, kanyler, papirservietter og skyllevæsker. Når regionerne indkøber udstyr til hospitalerne, er det typisk pakket ind i lag efter lag af plast og pap. Alene plast fra emballager på landets hospitaler anslås at veje 4000 ton pr. år.
Selv om indpakningen typisk er med til at sikre sterile og intakte forsyninger til hospitalerne, vil Danske Regioner derfor overflødig emballage til livs. Midlet er de udbudskriterier, der sætter rammerne for det indkøbte udstyr.
“Indkøb og udbud er vigtige for at sikre en mere bæredygtig drift fremover, og her mener vi, at reduktion af emballage er vigtigt at tage fat i. Samtidig er det en kompleks opgave, for det nytter ikke, at udstyr ikke er emballeret ordentligt,” siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima.
Siden 2021har Danske Regioner og myndigheder i andre nordiske lande benyttet sig af udbudskrav, der stiller krav til emballage. Seks danske udbudtil en samlet værdi af over 600 mio. kr. har indtil videre benyttet de nye, frivillige krav. Regionernehar bl.a. lavet et bibliotek over krav på tre ambitionsniveauer og et scoringsværktøj til at vurdere tilbuddene.
I udbuddene kan de nye kriterier eksempelvis være med til at sikre flere produkter i hvert stykke emballage, at sikre genbrugelig emballage eller at fjerne det overflødige. Regionerne kan ikke sætte tal på, hvor stort potentialet for reduktion af emballage er.
Det samme gælder hos brancheorganisationen Medicoindustrien, der understreger, at sektorens forbrug af plast og pap har en årsag, enten i form af myndighedskrav til f.eks. sterilitet eller af hensyn til internationale markeder, som produkterne produceres til. Hertil kommer, at nye udbudskrav sjældent er gratis, påpeger Kim Michael Christiansen, politisk chef i organisationen.
“Jeg tror de fleste i sundhedssektoren føler sig pressede på budgetterne allerede. Når man introducerer nye krav til produkterne, vil det alt andet lige fordyre stykprisen. Vores erfaring er, at det ofte ender med at være prisen, der er udslagsgivende,” påpeger Kim Michael Christiansen.
Han peger på, at nye krav til bæredygtighed oftest kræver produktudvikling, som i sidste ende vil øge kostprisen. Hvor meget regionerne ender med at betale for de øgede bæredygtighedskrav – eller hvor meget de er villige til at betale – er stadig uvist. Hos regionerne erkender Mads Duedahl, at budgetterne kan påvirke indsatsen.
“I nogle tilfælde kommer man til at vælge mellem pris og bæredygtighed, mens det andre steder er prisneutralt at omstille, som det for eksempel er udviklingen i transportbranchen for tiden. Volumen er afgørende for at få det til at lykkes. Det er en politisk beslutning, hvor meget vi vil betale, og det kommer regionerne til at tage politisk stilling til undervejs,” siger han.
De første udbud, der benytter sig af de nye kriterier, blev gennemført sidste år, men Danske Regioner tør endnu ikke vurdere, hvad mere bæredygtige løsninger har kostet regionen i de tilfælde. Det skyldes blandt andet, at kriterierne ikke er krav, men indgår som en del af den samlede vurdering af et tilbud. Endelig kan meget afhænge af, hvordan branchen internationalt tager imod udviklingen, påpeger han.
“Man skal se det som en del af en omstilling af hele markedet, og der er en grund til, at det kaldes omstilling. Vi skal have industrien til at se værdien i det også. Effekten vil være der fra begyndelsen, men det er på den lange bane, at den vil være rigtigt stor,” siger Mads Duedahl.
Hos Medicoindustrien mener også Kim Michael Christiansen, at omstillingen allerede er i gang, men vil ske løbende. Han understreger blandt andet, at regionernes udspil og fokus på markedsdialog i forbindelse med udbuddene kan være med til at lette processen, hvor det er muligt i forhold til f.eks. lovkrav.
Regeringen sætter i sit sundhedsudspil et mål om at skære hospitalernes CO2-aftryk på bygningsdrift og transport med 75 pct. i 2030, men ambitionen dækker ikke indkøbsområdet.
