“Problemet i dag er, at man er midt i springet og er blevet usikker på, om man vil gribe trapezen. Så risikerer det hele at falde.”
Sådan lyder konstateringen fra direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen. Den gemmer på en mere dramatisk udvikling i branchen; mens man for få år siden diskuterede, hvor mange forgreninger et brintrør skulle have, er det i dag usikkert, om der overhovedet kommer et rør til Tyskland.
Tejs Laustsen Jensen har i et årti stået i spidsen for en branche, der dengang slet ikke eksisterede i Danmark, men som siden er blevet udset til et industripolitisk eventyr.
Spørgsmålet i dag er, om planerne for en milliardindustri for brint med eksport til nabolande, energiuafhængighed fra Rusland og klimapolitisk målopfyldelse vil forblive ved netop det – et eventyr.
For siden ambitionerne om Danmark som brintproducent blev lanceret med planerne om et potentielt 15 mia. kr. dyrt brintrør til følge, er virksomheders mål blevet nedskaleret og droppet, brintrørets ambitioner justeret ned, og senest er der draget tvivl om, hvorvidt den tyske industri vil byde ind på dansk brint fra røret.
“Der er alt for lidt nyt at fortælle fra brintmarkedet. Aftagerne lader vente på sig,” konstaterer branchedirektøren, der dog stadig mener, at behovet eksisterer og kan realiseres, hvis der er politisk vilje.
Brintrør i fare
Når der næste år åbnes for at booke plads i røret mellem Esbjerg, Vejen og Nordtyskland, er det nemlig usikkert, om virksomheder på begge sider kan booke nok plads til, at brintrøret bliver gennemført, oplyser Energinet, der står for at bygge brintrøret.
“Narrativet er vendt. For mange er glasset nok snarere halvt tomt end halvt fuldt på nuværende tidspunkt,” vurderer Michael Linnemann Pedersen, områdeleder i Energinet med ansvar for brintrøret, på baggrund af sine samtaler med branchen.
“Om der så er nok interesse til, at vi kan indfri bookingkravet, det er svært at spå om, men vi vil få syn for sagen, når vi åbner for at sælge kapacitet i 2026.”
Det lyder mere usikkert i dag, om vi får et brintrør, end det har været tidligere?
“Ja, det er det. Hvis der er lavere interesse fra tysk side i at aftage brint, så vil det gå ud over et projekt, der handler om at eksportere brint til Tyskland,” konstaterer han.
Senest har tyske Uniper afbrudt parløbet med Copenhagen Infrastructure Partners’ Esbjerg-baserede Høstprojekt. Uniper skulle formidle brint fra projektet videre til tyske slutforbrugere.
Samtidig viser en rundspørge lavet af avisen Ingeniøren blandt de mest oplagte brugere syd for grænsen, at ingen af dem har planer om at booke kapacitet i brintrøret i 2026.
“Selv når omkostningerne ved CO2-udledninger fra brug af naturgas tages i betragtning, er brint i øjeblikket langt fra at være et attraktivt alternativ ud fra et økonomisk synspunkt,” forklarede den tyske kobberproducent Aurubis eksempelvis til Ingeniøren.
Morgen Energy har siden 2021 arbejdet på at etablere en brintfabrik i Esbjerg til 7,5 mia. kr. Også her holder ledelsen øje med udviklingen på den tyske side af grænsen, hvor især de politiske signaler kommer til at veje tungt i forhold til at “retfærdiggøre investeringer i stor skala,” oplyser adm. direktør Werner Lieberherr i en mail til Børsen.
“En endelig investeringsbeslutning kræver to ting: Bindende langsigtede aftaler om aftag og klar politisk støtte, herunder sikkerhed omkring grænseoverskridende infrastruktur.”
Den nuværende tøven fra nogle tyske aftagere som Aurubis og den tyske stålgigant Thyssenkrupp understreger behovet for “stærkere politiske rammer, der reducerer risikoen og gør investering i projekter med handel over grænsen mulig.”
Selv er Morgen Energy, der har investeret flere millioner euro allerede, heller ikke klar til at booke kapacitet i brintrøret. Det kræver både levedygtige kommercielle aftaler om aftag og pålidelige tidsplaner for infrastrukturen, som ikke er på plads, forklarer Werner Lieberherr.
Medier har rapporteret, at I er tæt på at trække jer fra projektet. Er det korrekt?
“Vi fortsætter med at udvikle projektet i takt med markedsforholdene, og om det gennemføres, afhænger af faktorer, der i høj grad ligger uden for vores kontrol.”
Kan ende med underskud
Selv hvis brintrøret gennemføres med den mindst mulige, bookede kapacitet, vil det ikke være nok til, at projektet samfundsøkonomisk løber rundt, viser den business case for brintrøret, som Energinet publicerede i forsommeren.
Her fremgår det, at røret i værste fald kan give et samfundsøkonomisk tab på 6 mia. kr. over en periode på 30 år, mens større udnyttelse af røret kan føre til et samfundsøkonomisk overskud på 18,3 mia. kr. i samme periode.
Det skyldes, at brintrøret nødvendigvis må bygges med ledig kapacitet, påpeger Michael Linnemann Pedersen.
“Som med en motorvej må man bygge denne type infrastruktur med en vis overkapacitet for at fremtidssikre det. Hvis vi kun udnytter en begrænset del af den nye kapacitet, er der færre samfundsøkonomiske gevinster ved investeringen,” konstaterer han og understreger, at en del af røret allerede eksisterer på forhånd og har været brugt til gas.
Mens der i dag tales om underskud og om, hvorvidt virksomhederne overhovedet tør bestille nok kapacitet til, at røret bliver anlagt, gik diskussionen for få år siden på, hvorvidt rørføringen var tilstrækkelig. Skulle kapaciteten være større, eller skulle rørene nå længere nordpå?
Siden da har både virksomheders og politikeres prioriteter rykket sig. Mest markant trak Ørsted sig fra sin satsning på brint for et år siden.
Tysk langsommelighed
For Tejs Laustsen Jensen og flere virksomheder i branchen, som Børsen har talt med, kan kvalerne i brintbranchen føres tilbage til de politiske prioriteter på området. For mens den politiske opbakning til at fremme brint har været der, siden den russiske invasion af Ukraine satte energiuafhængighed på den politiske dagsorden i 2022, går implementeringen langsommere.
Dels lød den politiske opgave dengang at skabe en branche for produktion af brint, og dels skulle der sikres kunder til brinten ved at fremme en omstilling af de virksomheder, der tidligere har brugt oliebaserede brændsler. Mens branchen selv melder sig klar, mangler efterspørgslen stadig, mener Tejs Laustsen Jensen.
“Der er støtte til produktionen i dag, og der er vedtaget regulering på området, men det er designet, så det kun fungerer, hvis reguleringen af aftagerne også er indført,” siger han.
Han fremhæver de danske regler på området som utilstrækkelige, men peger på, at de er indført hurtigt. Det er imidlertid ikke tilfældet i mange andre lande, herunder Tyskland.
Det gælder navnlig det såkaldte RED III-direktiv, som kræver af virksomheder, at de udfaser fossile teknologier som gas og olie til fordel for grøn brint. Trods deadline til alle EU-lande om at komme med krav til virksomhederne i maj i år er det ikke sket i Tyskland, hvilket ifølge Tejs Laustsen Jensen rammer brintrøret.
“Det er stadig uklart, hvad der skal ske for den tyske industri. Det skaber usikkerhed i det tyske marked, som også smitter af på udviklingen i Danmark. Og generelt er det jo ikke alt på energimarkedet eller i den grønne omstilling, der går snorlige for tiden,” konstaterer han.
