Når alle kommuner fra 1. juli skal samle danskernes kasserede tøj, sko og håndklæder ind, er det bl.a. det svenske affaldsselskab Ragn-Sells, der står for at sortere og sende tekstilerne videre.
Ragn-Sells tager sig af tekstiler fra Vestforbrændingen, der håndterer affald- og energiløsninger for 19 sjællandske kommuner, og ARC, der ejes af fem kommuner.
Fra 1. juli regner René Jensen, der er dansk afsætningschef for materialer til genanvendelse, med, at virksomheden kommer til at håndtere 3450 ton om året.
ton tekstilaffald kommer Ragn-Sells til at håndtere for 24 kommuner
“Vi modtager tekstilerne direkte fra kommunernes indsamling i poser og laver en forsortering, hvor vi fjerner fejlsorteringer, vådt og beskidt tøj,” siger han.
Kommunerne har valgt forskellige løsninger, hvor tekstiler enten skal i en pose ved siden af de andre affaldsbeholdere eller bliver samlet op sammen med storskrald.
Lige nu er det ca. 20 pct. vådt og beskidt tøj, der blive taget fra og sendt på forbrændingen, men René Jensen forventer, at den mere faste mængde, der reelt er affald og hverken genbrug eller genanvendeligt, kommer til at ligge på 5-15 pct., når der ikke længere er børnesygdomme i systemet som åbne poser eller forkert materiale.
Den mængde tøj, der er tilbage, køres til Tyskland, hvor en partnervirksomhed sorterer tøjet i 250 forskellige genbrugsfraktioner – strømper, sko, sengelinned osv.
“Vi lader ikke noget gå ud af EU, som skal sorteres videre. Alt, der går ud fra os, går direkte ud til dem, der skal bruge det. Med stregkode og det hele,” siger han.
“Vi vil ikke i avisen med en dårlig historie om, at vores tekstil ender på en strand i Ghana. Vi kan selvfølgelig ikke sikre, at der ikke kommer en og køber noget tøj, som sælges videre på et marked i Polen. Men fordi vi sorterer så grundigt, betaler kunderne så mange penge for det, at det ikke giver mening at smide det på lossepladsen,” siger René Jensen.
“De fleste miljøproblemer skyldes, at man har solgt usorteret tekstil ud af Europa
René Jensen, salgschef for genanvendelse, Ragn-Sells
Han hentyder til, at de store mængder tekstilaffald, vi i den rige verden eksporterer til fattige lande, bygger på en forretningsmodel, hvor en mellemhandler køber en stor mængde tøj af blandet kvalitet og sælger det på et marked i eksempelvis Afrika og smider det ud, der ikke kan sælges.
“De fleste miljøproblemer skyldes, at man har solgt usorteret tekstil ud af Europa,” siger han
For Ragn-Sells operation i Danmark betyder det, at 73 pct. af tøjet, der er tilbage efter den første forsortering, sælges som genbrug, mens 25 pct. sendes til genanvendelse i Holland, hvor det bliver skilt ad og bl.a. sælges som fyld i bilsæder.
Under 2 pct. kan ikke bruges og bliver til energi gennem forbrænding.
