På taget af MC Emballages lagerhal i Hinnerup ligger rækker af solceller spredt ud over tagpappet. De skulle sikre emballageleverandøren billig grøn energi i en tid, hvor energikrisen og virksomhedens CO2-udledninger stiller nye krav.
Selv om solcellerne har været klar siden marts, må de ikke levere strøm, og en millioninvestering fra MC Emballage er uden effekt på ubestemt tid. Samtidig nåede elprisen i sidste uge årets højeste niveau.
“Jeg føler mig hensat til det gamle Østtyskland,” indleder adm. direktør Peder Eriksen, når samtalen falder på godkendelsen af det anlæg, der har kostet virksomheden 1,5 mio. kr., og som stod klar for et halvt år siden.
“Vi var udfordret af energikrisen og af vores CO2-udledninger, så det skulle helst gå hurtigt. Det er et anlæg sat sammen af standardudstyr, som sælges i hele landet, så vi forestillede os ikke, at det ville blive et problem,” siger direktøren.
Når en virksomhed vil installere et nyt solcelleanlæg, skal det først anmeldes, før installationen går i gang. Når det står klar, skal den endelige installation godkendes. I MC Emballages tilfælde er det elnetselskabet, Konstant Net, der skal behandle ansøgningen. Elnetselskabet peger på, at det er manglende dokumentation, der er årsag til den manglende godkendelse af MC Emballages anlæg.
Børsen Bæredygtig sætter i efteråret fokus på de forhindringer, der fordyrer, forsinker eller forhindrer grøn omstilling i praksis. For eksempel når regler, love eller arbejdsgange modarbejder omstillingen af en sektor eller indførslen af en ny teknologi. Tip os om andre eksempler på chos@borsen.dk
“Når den tekniske dokumentation foreligger, bruger vi Green Power Denmark til at vurdere, om kravene i lovgivningen er opfyldt. Det er ikke tilfældet på nuværende tidspunkt,” skriver netchef Michael Granhøj til Børsen.
Peder Eriksen understreger, at virksomheden har fulgt anvisninger fra sin erfarne leverandør, når det kommer til dokumentation. Han medgiver, at netselskabet har efterlyst dokumentation, som hverken han eller leverandøren umiddelbart kunne fremskaffe.
Konstant Net vil ikke stille op til interview om sagen. Børsen ville blandt andet gerne vide, hvor mange af denne type sager, selskabet har.
Problemet er nemlig bredere end solceller i Hinnerup, der brænder inde med energi, påpeger Dansk Solcelleforening, der organiserer virksomheder i solcellebranchen.
“Det er et problem, som mange af vores medlemmer kan genkende, og som vi har prøvet at gøre noget ved i løbet af året,” siger formand for foreningen og ejer af FK Sol, Flemming Kristensen.
Han har også hørt om andre projekter med ventetider på omkring et halvt år, fra solcellerne står klar til brug. Ifølge formanden gælder den lange sagsbehandlingstid specifikt for anlæg over 125 kW – det vil sige anlæg, der er større end et husstandsanlæg, men ikke er så store, at de kan sælge store mængder strøm videre til elnettet.
I MC Emballages tilfælde er der tale om 150 kW, hvilket end ikke rækker til virksomhedens eget forbrug til kontorer og lager. Det er netop den type anlæg, der er brug for på elnettet, vurderer professor i energisystemer ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.
“Det er jo noget juks,” konkluderer han, da han hører om ventetiden.
“Når folk gør det rigtige, laver investeringerne og får det tekniske på plads, så skal der ganske enkelt være styr på at få dem godkendt langt hurtigere. Et halvt år er helt uforståeligt,” mener energiprofessoren.
Han fremhæver industrivirksomheders anlæg til selvforsyning som et oplagt sted at benytte solceller. Dels følger virksomhedernes forbrug nogenlunde solcellernes produktion, og dels er der typisk veldimensionerede forbindelser fra virksomhederne til elnettet, som kan tage imod evt. overskydende strøm, f.eks. i weekender.
“Man kan spare en masse transport ved at producere strømmen, hvor den skal bruges. Det er den type anlæg, vi har brug for,” påpeger han.
Brian Vad Mathiesen understreger, at han ikke ved, hvor udbredt problemstillingen er.
Reglerne for godkendelse af solcelleanlæg har rod i fælles retningslinjer fra EU, som er blevet tilpasset danske forhold af blandt andre brancheforeningen Green Power Denmark. Det er også her, elnetselskaberne i mange tilfælde henter hjælp til at vurdere, om et anlæg kan godkendes. Hos både Dansk Solcelleforening og MC Emballage er opfattelsen, at det er en ny praksis i sagsbehandlingen hos Green Power Denmark, der stiller højere og mere tidskrævende krav til sagerne. Det afviser teknologidirektør Jørgen Christensen.
“Jeg kan simpelthen ikke genkende, at vi skulle have ændret praksis, eller at vi skulle behandle sager i månedsvis,” konstaterer han.
Han peger på, at godkendelser godt kan tage tid, hvis der mangler dokumentation, men at det i så fald skyldes, at kunden skal bruge tid på at fremskaffe den fornødne dokumentation for anlægget.
Tilbage hos MC Emballage er der udsigt til elnettets højspændingsledninger fra det solcellebelagte tag. Tilladelsen til at koble solcellerne til elnettet er imidlertid længere ude i horisonten.
“Det virker latterligt, at det skal være så svært at få et anlæg til eget forbrug godkendt. Vi er blevet stillet i udsigt, at det vil tage i hvert fald to måneder mere,” siger Peder Eriksen.