ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Selskaber undlader at berette om klimainvesteringer

Virksomheder i Europa er tilbageholdende med at fortælle om deres grønne investeringer. Det kan skade tilliden, men kan skyldes en helt særlig strategi, slår professor fast

Carlsberg er en af de virksomheder, der ikke fortæller, hvor meget de investerer i grøn omstilling. 
Arkivfoto: Simon Fals
Carlsberg er en af de virksomheder, der ikke fortæller, hvor meget de investerer i grøn omstilling. Arkivfoto: Simon Fals Simon Fals

Løfterne og ambitionerne er mange på klimadagsordenen, men det står ikke klart, om de kolde kontanter følger med.

Det konkluderer det danske konsulent- og analysehus Position Green i en ny rapport.

“Meget få fortæller, hvordan de investerer for at nå deres klimamål i dag,” siger Anders de Lichtenberg, der er ledende partner og medstifter af Position Green, og kalder det opsigtsvækkende.

Mens 96 pct. af de europæiske virksomhederne har forpligtet sig til netto-nul udledning i 2050, løfter kun 32 pct. af dem sløret for, hvor mange penge de har investeret i at nå klimaløfterne. I Danmark har kun 4 pct. af virksomhederne offentliggjort tallene, mens 58 pct. af virksomhederne har forpligtet sig til en netto-nul udledning.

Rapporten undersøger, om 400 europæiske virksomheder i deres regnskaber fra 2023 rapporterer på linje med de nye EU-krav, der pålægger selskaberne at rapportere på tusindvis af datapunkter om miljø, klimaaftryk og diversitet – de såkaldte esrs-standarder. I 2026 kommer det til at omfatte størstedelen af alle virksomheder.

Da det fortsat ikke er et lovkrav, kan det dog være svært at sige noget entydigt om billedet fra rapporten. Spørgsmålet er, om selskaberne ikke laver klimainvesteringerne, eller om de bare ikke rapporterer på det, påpeger Anders de Licthenberg.

“Men det plejer at være noget, som virksomhederne gerne vil fortælle om,” siger Anders de Lichtenberg.

Danmark ligger generelt lidt lavere end det europæiske gennemsnit, fordi virksomhederne er mindre og derfor længere bagud på rapportering. Jo større en virksomhed er, jo bedre har de som regel styr på deres data, fortæller Anders de Lichtenberg.

Green-hushing

Ifølge Andreas Rasche, der er professor ved CBS og forsker i esg og bæredygtighed, så er det “helt afgørende”, at virksomhederne er åbne omkring deres klimainvesteringer, hvis de gerne vil skabe tillid til f.eks. investorer.

Vi ved jo alle, at en netto-nul udledning ikke er gratis

Andreas Rasche, professor ved CBS og forsker i esg og bæredygtighed

Det kan skabe tvivl om, hvor seriøse de egentlig er, hvis de har et mål om at ramme nuludledning, men ikke siger noget om relevante investeringer.

“Vi ved jo alle, at en netto-nul udledning ikke er gratis,” siger han.

Professoren understreger dog, at der kan være nogle virksomheder, som tilbageholder information om investeringer, fordi de frygter anklager om greenwashing.

“Det er en strategi, vi har observeret, som vi kalder green-hushing,” fortæller Andreas Rasche.

Nedslående billede

De investeringer, som virksomhederne rent faktisk løfter sløret for, tegner et nedslående billede.

Blot 13 pct. af de europæiske virksomheders investeringer er på linje med EU’s grønne taksonomi. I Danmark ligger andelen på 8 pct. Derudover er det også kun en lille andel af både de danske og europæiske virksomheders omsætning, der bliver klassificeret som grøn.

Tallet kan naturligvis være højere i realiteten, understreger Anders de Lichtenberg fra Position Green.

Ifølge Andreas Rasche viser manglen på grønne investeringer, at virksomhederne stadig ikke tænker langsigtet nok, når det kommer til bæredygtighed. Det viser, at EU’s nye bæredygtighedsregler endnu ikke har haft den ønskede effekt.

“Mange virksomheder kigger efter et quickfix, men undgår væsentlige og strategiske grønne investeringer,” siger han.

Forsiden lige nu