BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Kæmpe opgave venter: Revisorer rekrutterer i tusindvis for at være klar til EU-krav

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

PwC skal ansætte 100.000 medarbejdere globalt, mens EY fordobler sin stab for at være klar til den enorme opgave, der ligger i det nye rapporteringskrav, som træder i kraft næste år

Revisorerne får en stor rolle, når danske virksomheder fra 2024 skal til at rapportere om de ting, der ligger uden for den finansielle del af forretningen – miljø, socialt ansvar og virksomhedsledelse – som følge af csrd-direktivet fra EU.

Det er dem, der skal ud at tjekke, om det er rigtigt, der ikke sker børnearbejde på en bestemt fabrik i Thailand, eller om det er rigtigt, der ikke sker korruption eller bliver forurenet et sted i Italien.

Den kæmpestore opgave ruster revisorerne sig til lige nu. Børsen har talt med tre ud af de fire største revisionshuse, som alle skal rekruttere til opgaven.

22 mia. kr. omsætter revisorbranchen for i Danmark

PwC skal på globalt plan frem mod 2026 ansætte 100.000 medarbejdere til at dække esg-rådgivning og har indtil videre ansat ca. 43.000 af dem. I alt er der 328.000 ansatte i koncernen. EY skal alene i Danmark rekruttere 175-200 nye medarbejdere ud over de 100, der i dag arbejder med csrd.

Hos Deloitte har man ikke et konkret tal på, hvor mange nye medarbejdere, det er nødvendigt at rekruttere, men har ifølge partner Mads Stærdahl Rosenfeldt investeret væsentligt i området over en årrække for at være klar til at rådgive og udstede erklæringer.

“Med csrd oplever vores kunder regulatoriske krav i en skala og hastighed, vi ikke har set før, og det betyder også en klart øget efterspørgsel efter rådgivnings- og revisionsydelser inden for bæredygtighed. Derfor bliver det en disciplin, som morgendagens revisorer skal mestre i samspil med bæredygtighedsspecialister,” siger han.

Lige nu er de største børsnoterede virksomheder i gang med at holde de ikkefinansielle dele af virksomhedens aktiviteter op imod de finansielle og på den måde finde en fællesmængde, der så kan defineres som væsentlig for forretningen. Det er nemlig den, de som de første skal rapportere på.

Men for at gøre det må virksomhederne igennem samtlige data i første omgang, forklarer vicedirektør i DI Kim Haggren. “Der er revisorerne nødt til at være med i maskinrummet til at begynde med, for hvordan kan revisorer godkende fællesmængden, hvis de ikke har overblikket over alt det, der er valgt fra,” siger han.

“Der er det et bekymringspunkt, om revisorerne er tilstrækkeligt uddannede. Så de har en meget stor opgave i at uddanne internt,” lyder Kim Haggrens vurdering.

Der er det et bekymringspunkt, om revisorerne er tilstrækkeligt uddannede Kim Haggren, vicedirektør, DI

Revisorbranchen omsætter for ca. 22 mia. kr. og beskæftiger knap 17.000 medarbejdere i Danmark, og chef for revision og rapportering i Brancheforeningen FSR Thomas Krath Jørgensen fortæller, at de største revisionsfirmaer – hvor også de største danske virksomheder er kunder – har rekrutteret og uddannet i stor stil over længere tid for at blive klar til den nye type opgave.

“De største revisionsfirmaer har typisk afdelinger, som i mange år har rådgivet og afgivet erklæringer om bæredygtighedsrapportering, men hele revisorbranchen skal jo være klar, og her har revisorbranchen de samme rekrutteringsudfordringer som mange andre brancher i Danmark. Bæredygtighed er dog et emne, der er meget stor interesse for at arbejde med, og det hjælper jo lidt på det,” siger han.

Forsiden af Børsen Bæredygtig