ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Regeringen vil frede vagthund i tre år

Regeringen har på finanslovsforslaget fundet midler til at videreføre Klimarådet. “Ikke ideelt, hvis Klimarådets eksistens og fremtid skal være til politisk forhandling med få års mellemrum,” siger rådets formand

Formand for Klimarådet Peter Møllgaard mener, at rådets fremtid bør være uafhængig af politisk forhandling. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Formand for Klimarådet Peter Møllgaard mener, at rådets fremtid bør være uafhængig af politisk forhandling. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Klimarådet står på lidt mere sikker grund de næste par år efter regeringens forslag til finansloven for 2024. Det noterer formand Peter Møllgaard i et skriftligt svar til Børsen.

I udspillet til finansloven står Klimarådet, der både rådgiver Folketinget og regeringen i klimapolitikken og ser den danske politik efter i sømmene, til at få 25,8 mio. kr. i 2024. I 2025 er der afsat 25,6 mio. kr., og i 2026 er der afsat 25,4 mio. kr.

“Det er da en god start,” skriver Peter Møllgaard, der udover at være formand for rådet er uddannet økonom og dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet.

Tidligere på året blev der ellers sået tvivl om Klimarådets økonomiske grundlag, som fik både partier og organisationer til at reagere kraftigt, hvorefter finansieringen for det kommende år blev fundet.

Bæredygtig
Regeringen kritiseres for at skabe usikkerhed om Klimarådet
ritzau-robpic-20230324023242746_org.jpg

“Vi havde noteret os, at man i forbindelse med finansloven for 2024 skulle drøfte Klimarådets ‘langsigtede finansiering’. Det forslag, regeringen har fremlagt nu, giver nogen sikkerhed for Klimarådet i de næste par år,” udtaler formanden.

Både den grønne tænketank Concito, Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI) hæfter sig ved Klimarådets fredning som et positivt punkt i finanslovsforslaget.

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef hos DI, er “oprigtig glad” for de ekstra midler til rådet de kommende år.

“Det er en vigtig institution for os alle sammen, da deres input kvalificerer de klimapolitiske diskussioner til gavn for alle deltagere i debatten og beslutningsprocesserne,” siger hun.

Ikke holdbart på sigt

Men modellen for Klimarådet er ikke ideel fremadrettet, mener formand Peter Møllgaard.

Rådets dobbeltrolle som både vagthund og rådgiver kræver, at Klimarådet bliver opfattet som politisk uafhængig, hvilket kan være svært med den nuværende finansiering.

“I den sammenhæng er det ikke ideelt, hvis Klimarådets eksistens og fremtid skal være til politisk forhandling med få års mellemrum,” påpeger han.

Finanslovsforslaget giver dog ifølge Møllgaard arbejdsro de kommende år, hvor en række vigtige opgaver på området skal løses. Det drejer sig blandet andet om en afklaring af Danmarks rolle i den globale indsats mod klimaforandringerne og at finde de bedste veje til klimaneutralitet i Danmark i 2045 og 2050.

“Klimarådets opgaver er beskrevet i klimaloven, og loven skal evalueres af Folketinget i den nærmeste fremtid. Det kan måske betyde, at rådet får flere opgaver. For der er jo udfordringer nok at kaste sig over på klimaområdet. Om det så i givet fald kommer til at betyde noget for bevillingen, er naturligvis op til Folketinget at beslutte.”

Bæredygtig
Klimaformænd savner handling fra regeringen: “Vi har brug for, at politikerne stepper op”
20200703-113336-2-2200x1466ma.jpg

Forsiden lige nu