ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Klimaformænd savner handling fra regeringen: “Vi har brug for, at politikerne stepper op”

Den seneste tid har regeringen fået hård kritik fra flere sider for manglende ambitioner på klimaets vegne. Nu melder formænd for regeringens egne klimapartnerskaber sig på banen og efterlyser mere handling

Erhvervslivet har brug for, at "politikerne stepper op og træffer nogle beslutninger", så branchen kan komme videre i arbejdet med den grønne omstilling, mener Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Coop og formand for klimapartnerskabet for handel. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Erhvervslivet har brug for, at "politikerne stepper op og træffer nogle beslutninger", så branchen kan komme videre i arbejdet med den grønne omstilling, mener Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Coop og formand for klimapartnerskabet for handel. Arkivfoto: Mie Hee Christensen Mie Hee Christensen

Der har været stille længe.

For længe, hvis man spørger Michael Bayer Thomsen.

For nylig blev han valgt som ny formand for klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder i Danmark – ét ud af de 13 partnerskaber, som den daværende socialdemokratiske regering indgik i efteråret 2019 med dansk erhvervsliv for at løse klimaudfordringerne.

“Der skal mere handling til nu end snak. Det er der, vi er kommet til,” siger Michael Bayer Thomsen, der er direktør i Zirq Medical og bestyrelsesformand i Letbek.

Set med hans øjne har folketingsvalget i efteråret og den efterfølgende SVM-regering, der har skullet finde fodfæste, stået i vejen for politisk handling på klimaområdet.

“Jeg har fuld respekt for, at der også er andre vigtige agendaer, men klimaet burde være højt på prioriteringslisten, hvis du spørger mig,” siger Michael Bayer Thomsen.

Lasse Bolander, der er bestyrelsesformand i Coop og formand for klimapartnerskabet for handel, supplerer:

“Vi har brug for, at politikerne stepper op og træffer nogle beslutninger for branchen. Jeg sidder nogle gange med en fornemmelse af, at politikerne ikke har indset, at klimaudfordringerne ikke løses alene af erhvervslivet. Det kræver politisk lederskab, når nogle af de her beslutninger skal træffes, fordi nogle af dem er ikke rare.”

Regeringen dumper

I sidste uge genoptog regeringen drøftelserne om, hvordan Danmark skal nå sit 2025-mål om at sænke udledningerne med 50-54 pct. i forhold til niveauet i 1990.

Politik
Vagthund advarer: Danmark er længere fra 2025-mål end troet
20230419-191905-L-2200x1235ma.jpg

Op til forhandlingerne er regeringen kommet under hårdt pres for ikke at gøre nok og ikke mindst hurtigt nok for at reducere Danmarks klimaudledninger.

I februar dumpede Klimarådet for tredje år i træk regeringens evne til at leve op til sin klimamålsætning. Senere på foråret lancerede SVM-regeringen sit bud på at nå målet i 2025. Et udspil, som mødte massiv kritik, men som endnu en gang er bragt med til de nuværende forhandlinger – nemlig forslaget om at blande biobrændstoffer i diesel for at nå i mål med den grønne omstilling.

Kritikken går kort fortalt på, at forslaget kun er en reduktion på papiret, men ikke gavner klimaet, fordi det vil føre til mere skovrydning.

Lang vej igen

Selvom klimapartnerskaberne har været et positivt tiltag, så er der her også lang vej igen for regeringen. Det mener Kathrine Forsberg, der er klimapartnerskabsformand for service, it og rådgivning og adm. direktør i it-virksomheden Atea.

“Jeg synes, man er kommet i gang, men der er behov for øget fokus. Bliver der gjort nok? Nej, det gør der ikke, men jeg anerkender også, at den grønne omstilling er en stor opgave,” siger hun.

Kathrine Forsberg peger på, at “et skridt i den rigtige retning” for hendes branche fra regeringens side for eksempel har været, at der med SVM-regeringen også fulgte Danmarks første digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V).

For tre år siden leverede erhvervslivet en række rapporter med grønne anbefalinger til regeringen. Anbefalinger, som regeringen skulle bruge i arbejdet med at løse klimaudfordringerne.

En oversigt fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet sidste år viste, at flere anbefalingerifølge ministeriet faktisk var blevet gennemført eller delvist gennemført på daværende tidspunkt. Det talte dog ikke alle partnerskaber, hvor f.eks. landbruget ikke var med.

Der er dog fortsat brug for mere handling fra regeringen, mener Lasse Bolander.

“Jeg er af den klare opfattelse, at nu er bolden på politikernes og myndighedernes side til at sætte en retning og få lavet den nødvendige regulering. Det er der brug for, hvis vi skal i den rigtige retning,” siger han.

Lovgivning på plads

De tre formænd for klimapartnerskaberne håber alle, at de netop påbegyndte forhandlinger resulterer i gode, konkrete tiltag, der kan sætte skub i deres respektive branchers bidrag til, at Danmark når i mål med den grønne omstilling.

“Det ville f.eks. være en kæmpe stor hjælp for os, hvis der blev lavet regler på affaldssorteringsområdet. Lige nu lider vi under, at der er forskellige måder at sortere affald på i kommunerne,” siger Lasse Bolander.

Bæredygtig
Trods lovprisning møder partnerskaber ny kritik: "De store lobbyorganisationers våde drøm"
20210317-171812-3-2200x1466ma.jpg

Og her er også upopulære tiltag, som risikerer at ramme hårdt økonomisk, velkomne, lyder det fra både Lasse Bolander og Michael Bayer Thomsen.

“Nogle virksomheder vil stå tilbage som tabere, andre som vindere. Men der er ingen tvivl om, at det er den vej, vi skal. Hvad er alternativet?” siger Michael Bayer Thomsen.

I er selv kommet med en række anbefalinger til regeringen om, hvad der skal til for at skubbe branchen i en grønnere retning. Er det, fordi I ikke selv vil tage de upopulære beslutninger, at I ikke bare går i gang?

“Vi har nogen store beslutninger og investeringer foran os, hvis vi skal lave den her omstilling, men hvis vi begynder på det, og lovgivningen så går en anden retning et år efter, så risikerer vi at tabe rigtig mange penge og rigtig mange virksomheder på det. Derfor er vi nødt til at have store dele af lovgivningen på plads, før vi for alvor kan starte,” siger Michael Bayer Thomsen.

Relancerer grønt forum

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra klimaminister Lars Aagaard (M), men ministeriet henviste til erhvervsminister Morten Bødskov (S), som heller ikke havde mulighed for at stille op.

Erhvervsministeriet henviser i stedet til en pressemeddelelse fra maj 2023.

Her står, at regeringen planlægger at relancere det såkaldte grønne erhvervsforum med et formål om at “styrke dialogen mellem regeringen, erhvervsliv og fagbevægelse om muligheder og barrierer i erhvervslivets grønne omstilling”.

Forsiden lige nu