Det skal være slut med årelange udbudsprocesser for havvindmølleparker i dansk farvand. I stedet skal alle, der vil byde ind på et areal, have lov til det, og er der rift om pladserne, må det være den, der vil betale mest, der får lov. Sådan lyder et forslag fra Liberal Alliance, der mener, at det vil sætte markant turbo på udbygningen af grøn energi.
“Vi er kommet derhen, hvor forventningen er, at kommende havvindmølleudbud ikke vil koste statskassen penge, men tværtimod bidrage til statskassen, fordi dem, der stiller havvindmøller op, er klar til at betale for at få lov til at gøre det,” siger klimaordfører Ole Birk Olesen (LA), der henviser til en analyse fra Energistyrelsen fra 2019.
I den peger myndighederne på et areal, der potentielt kan rumme havvindmøller med en samlet kapacitet på 40 gigawatt (GW). Til sammenligning er der i dag opstillet 2,3 GW havvind i Danmark og 4,7 GW på land ifølge tal fra brancheorganisationen Wind Denmark. LA mener, at hele det areal skal i spil med det samme, og idéen får bred opbakning på Christiansborg.
“Uden at kende deres forslag i detaljen, er det også de tanker, vi har gjort os: At der er brug for en meget mere effektiv model for havvind i Danmark. Vi kan se, at potentialet for at stille støttefri havvind op er stort, og det skal vi udnytte,” siger SF’s klimaordfører Signe Munk.
“Der er brug for, at de private opstillere tager initiativ selv, så vi ikke skal designe en masse udbud i den politiske fase,” tilføjer hun.
GW havvind er der i dag opstillet i Danmark
De Radikale har selv tidligere stillet et lignende forslag, oplyser klimaordfører Rasmus Helveg Petersen.
“Det går simpelthen for langsomt at designe udbuddene. F.eks. tog det syv år lave udbuddet på Thor, som der var mange bydere på. Vi bliver nødt til at vende den proces om,” siger han.
Netop udbuddet af Thor, der blev afgjort i december sidste år, står som et vendepunkt for dansk havvind: For første gang opføres en havvindmøllepark helt uden støtte, og vinderne af udbuddet, tyske RWE, kommer oven i købet til at betale 2,8 mia. kr. til statskassen.
Det fik partierne bag finansloven, som blev indgået få dage efter, til at varsle drøftelser om en kommende udbudsmodel, og det er forventningen, at klimaminister Dan Jørgensen (S) præsenterer et oplæg inden sommer.
Og ifølge professor i energiplanlægning, Brian Vad Matthiesen, Aalborg Universitet, er det fornuftigt at finde en hurtigere model. Han advarer dog politikerne mod at tro, at det er enkelt.
“Vi skal sikre, at der ikke er en arealreservation til nogen, der ikke er i stand til at udbygge med havvind. Det er ikke bare at bygge en vindmølle på havet, det er også at få den tilsluttet og forbundet med nogle behov. Jeg tvivler på, at man helt kan undgå udbud,” siger professoren.
Hvis man opfører op til 40 GW i de danske farvande, kan man så komme til at opstille for meget?
“Ja, det kan man sådan set godt. Der er væsentlige flaskehalse i det tyske system, f.eks. for at få transporteret strøm fra Nord- til Sydtyskland. Og der er voldsomt store mængder havvindmøller planlagt i både Holland, Belgien og Frankrig. Så det er ikke nødvendigvis enkelt at få afsat strømmen,” siger Brian Vad Matthiesen.
“Der er brug for en meget mere effektiv model for havvind i Danmark
Signe Munk, SF
Dan Jørgensen påpeger i en skriftlig kommentar, at hurtigere udbygning af vedvarende energi både er afgørende for at løse klimakrisen og for at sikre uafhængighed af russisk gas og olie. Men Danmarks unikke havvindressourcer skal forvaltes ordentligt, påpeger han.
“Det er vigtigt, at vi får vindmøller op så hurtigt som muligt, men vi skal jo heller ikke bare give vores havvindsressourcer væk,” udtaler ministeren.
“Når det kommer til design af havvindsudbud, er der mange faktorer, vi skal have med i overvejelserne – bl.a. tid, pris, klimaeffekter, bæredygtighed, arbejdsvilkår, innovation, elnet, natur – blot for at nævne nogle af dem,” hedder det.
