Kritikken af de danske pensionsselskaber er kras, fordi “mange” danske pensionsselskaber “undlader at holde banker og kapitalforvaltere ansvarlige for at leve op til deres klimaforpligtelser”.
Sådan lyder det i en ny undersøgelse, “Their votes, our future” (deres stemmer, vores fremtid), der er udarbejdet af interesseorganisationen Ansvarlig Fremtid, som er del af Klimabevægelsen.
For fjerde år i træk har Ansvarlig Fremtid analyseret 16 danske pensionsselskaber og deres stemmeafgivelse på sidste års generalforsamlinger afholdt inden 31. maj.
“Med udgangspunkt i det aktive ejerskab, hvor stemmeafgivelse er et vigtigt virkemiddel, så er det tydeligt, at der stadig er alt for mange danske pensionsselskaber, der ikke lægger et hårdt nok pres på de kapitalforvaltere og banker, som de ejer,” siger Thomas Meinert Larsen, talsperson for Ansvarlig Fremtid.
FAKTA
Om undersøgelsen
- Ansvarlig Fremtid, en del af Klimabevægelsen, har undersøgt 16 danske pensionsselskabers stemmeafgivning på generalforsamlingerne for udvalgte selskaber, de er investeret i. De 16 selskaber repræsenterer ca. 98 pct. af den samlede danske pensionsformue under forvaltning på ca. 4480 mia. kr.
- Formålet er at undersøge, hvordan pensionsselskaberne udøver deres ejerskab, og om de understøtter en klimaindsats for at opfylde parisaftalens mål.
- Stemmeafgivelsen på generalforsamlingerne i 2024 er baseret på selskabernes egne oplysninger og dækker 47 selskaber, der spiller en prominent rolle i den globale energiomstilling. Heraf er 20 selskaber i banksektoren, 16 er store olie- og gasselskaber, syv store forsyningsselskaber og fire selskaber i forskellige sektorer, hvor investoralliancen Climate Action 100+ havde flaget deres beslutningsforslag som meget vigtige.
De danske pensionsselskaber har ca. 4480 mia. kr. under vingerne, hvoraf ca. 98 pct. af midlerne forvaltes af de 16 selskaber, der indgår i undersøgelsen. I alt kigges der på pensionsselskabernes ejerskab i 47 selskaber inden for finans, olie og gas, forsyning samt en gruppe selskaber udvalgt på baggrund af vigtige aktionærforslag på klimaområdet ifølge investornetværket Climate Action 100+.
Mens Ansvarlig Fremtid kan konstatere, at de danske pensionsselskaber gennem årene generelt har strammet godt op på deres aktive ejerskab over for olie- og gasselskaber, så nytter fremgangen ikke meget, hvis deres pres over for verdens allerstørste investorer er for slapt, lyder kritikken i undersøgelsen.
Milliarder i kapitalforvaltere
I alt ejer samlet ti af de 16 danske pensionsselskaber ifølge Ansvarlig Fremtid for ca. 1,1 mia. kr. i Goldman Sachs, 13 ud af 16 ejer samlet for ca. 1 mia. kr. i Blackrock, og igen 13 ud af 16 ejer for ca. 5,5 mia. kr. i J.P. Morgan.
7,6
mia. kr. har 16 danske pensionsselskaber samlet investeret i aktier i Goldman Sachs, Blackrock og J.P. Morgan
Af en opgørelse – fra januar 2023, og hvor Goldman Sachs ikke indgår – forvalter Blackrock for 1294,2 mia. kr. i selskaber, der producerer fossile brændstoffer, mens J.P. Morgan forvalter for mia. kr. 186 mia. kr.
“De danske pensionsselskaber siger, at deres stemmeafgivelse er vigtig. Derfor anstrenger de sig for at stemme rigtigt, men vi kan konstatere, at de danske pensionsselskaber alligevel er tilbageholdende,” siger Thomas Meinert Larsen og peger bl.a. på proxy voting, det vil sige stemmeafgivelsespolitikker, hvor der mangler et pres.
Ifølge ham handlede alle forslag om, at selskaberne bør skærpe deres stemmeafgivelsespolitikker, så de fremmer klimahandling ved de virksomhedsgeneralforsamlinger, hvor disse kapitalforvaltere stemmer på vegne af deres investorer.
FAKTA
Stemmeafgivelse og proxy voting
- Som aktionær har man ret til at stemme ved børsnoterede selskabers generalforsamlinger.
- Proxy voting er stemmeafgivning ved fuldmagt.
- Mange institutionelle investorer ejer tusindvis af aktier og kan hverken gå i dybden med alle aktionærforslag eller være fysisk til stede på samtlige generalforsamlinger. Derfor gør de brug af stemmerådgivere som ISS og Glass Lewis og bruger deres online-stemmeafgivelsesplatforme.
- Investorer kan vælge at uddelegere stemmeafgivelsen til tredjepart, såkaldt proxy voting. De kan også stemme ud fra anbefalinger udarbejdet af stemmerådgiveren eller have deres egen stemmeafgivelsespolitik, de stemmer ud fra.
- I 2024 stemte de danske pensionsselskaber ifølge Ansvarlig Fremtid generelt imod at styrke stemmeafgivelsespolitikken (proxy voting) vedrørende klimahandling blandt nogle af verdens største kapitalforvaltere (Blackrock, Goldman Sachs og J.P. Morgan).
“Danica er f.eks. investeret i nogle af verdens største kapitalforvaltere som J.P. Morgan, Blackrock og Goldman Sachs, og ud fra Ansvarlig Fremtids undersøgelse kan jeg se, at her har Danica stemt imod klimahandling. Det er utilfredsstillende,” siger Thomas Meinert Larsen.
Snævert fokus
I Danica kritiserer chef for bæredygtighed, Dorte Eckhof, “fokusområdet” i undersøgelsen fra Ansvarlig Fremtid for at være “for snævert defineret”, fremgår det af et skriftligt svar:
“F.eks. udelader rapporten 13 finansvirksomheder, som vi er investeret i, og hvor vi har støttet forslag, der skaber større transparens og mere handling på klimaområdet,” skriver hun, mens hun oplyser, at Danica arbejder “metodisk og målrettet for at præge finanssektoren til at forbedre sine klimastrategier”.
I 2024 er vi gået imod bestyrelsens anbefalinger hos 14 store banker for til gengæld at støtte progressive forslag på klimaområdet
Dorte Eckhoff, chef for bæredygtighed, Danica
“I 2024 er vi gået imod bestyrelsens anbefalinger hos 14 store banker for til gengæld at støtte progressive forslag på klimaområdet. Det er alt fra store canadiske banker som Royal Bank, TD Bank og Bank of Montreal til amerikanske banker som Bank of America, Goldman Sachs, Wells Fargo, Berkshire Hathaway og Morgan Stanley,” skriver hun og fortsætter:
“Vores fokus er generelt stemmeafgivelser i forhold til alle bestyrelsesmedlemmer med ansvar for klimastrategien. Derfor har vi i 2024 bl.a. stemt imod bestyrelsesmedlemmer hos Kinder Morgan og Berkshire Hathaway. Rapportens fokus er kun på bestyrelsesformændene.”
Til Børsens spørgsmål om, hvorfor Danica har stemt imod de tre store kapitalforvalteres stemmepolitikker, er der ingen kommentar.
I Ansvarlig Fremtid ærgrer Thomas Meinert Larsen sig over det manglende svar og tilføjer, at undersøgelsen fokuserer på aktivt ejerskab over for “47 af de absolut største og vigtigste globale virksomheder af betydning for den grønne omstilling”.
“Så uagtet at Danica også udøver aktivt ejerskab over for en række mindre selskaber, ændrer det ikke ved, at Danica fremstår som ét af de danske pensionsselskaber, som er mindst villig til at bruge stemmeafgivelsesværktøjet til at fremtvinge grøn omstilling i disse virksomheder,” siger han.
Generelt stemmer de danske pensionsselskaber dog langt mere for klimahandling end deres globale konkurrenter, viser Ansvarlig Fremtids analyse.
Industriens Pension har også konsekvent ifølge Ansvarlig Fremtid “stemt imod klimahandling” over for de tre store investorer. Industriens Pension er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelse inden deadline.
Hos P+, Pensiondanmark og PKA har man stemt forskelligt, men alle imod to og for én af de tre kapitalforvalteres stemmeafgivelsespolitikker. Derimod har selskaber som Lægernes Pension, Sampension og Velliv alle stemt for, at Blackrock, J.P. Morgan og Goldman Sachs skal styrke deres stemmeafgivelsespolitikker for at kunne leve op til deres klimahandlingsmål.
I PKA ønsker man ikke at kommentere undersøgelsen eller uddybe stemmeafgivelsen. I P+ undlader man at svare på, hvorfor man stemmer for J.P. Morgan, men imod Goldman Sachs og Blackrock, men i et skriftligt svar skriver esg-chef Christina Gordon Christiansen:
“I P+ har vi skærpet vores politik, når det handler om stemmeafgivning på porteføljeselskabernes generalforsamlinger. Det har bl.a. afsæt i et medlemsforslag om styrket aktivt ejerskab, som blev vedtaget på vores generalforsamling i april 2024. Det betyder bl.a., at vi har implementeret en mere systematisk tilgang til stemmeafgivning, baseret på en liste over de selskaber, som er omfattet af den skærpede politik. Vi forventer, at den skærpede tilgang til afgivning af stemmer nu er fuldt integreret og vil slå igennem i år.”
Pensiondanmark er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelse inden deadline.
