Er det egentlig okay at koble fossil gas med naturen? Det spørgsmål vil ti organisationer samlet under policy-netværket 92-Gruppen nu have Forbrugerombudsmanden til at forholde sig til.
I en klage indsendt mandag anfægter blandt andre Rådet for Grøn Omstilling, Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke, hvorvidt det etablerede begreb naturgas, som ellers har været helt normalt i årtier, må bruges i markedsføring af gas fremover.
“Det giver grundlæggende et forkert indtryk, hvis man tror, at fossil gas er bæredygtigt og ikke skader klimaet,” siger Joachim Kattrup, analytiker i bæredygtige investeringer hos Mellemfolkeligt Samvirke.
“Det giver grundlæggende et forkert indtryk, hvis man tror, at fossil gas er bæredygtigt
Joachim Kattrup, analytiker i bæredygtige investeringer, Mellemfolkeligt Samvirke
“Fossil gas er naturligvis bedre end kul i forhold til CO2-udledningerne, men der er også et globalt og nationalt CO2-budget at tage højde for, og det bidrager fossil gas til. Det har ikke noget med et naturligt bæredygtigt produkt at gøre i sig selv. Det er den fejlopfattelse, man ikke kan markedsføre sig på,” fortsætter han.
Forbrugerombudsmanden bør ifølge organisationerne konkludere, at gassen dels ikke må markedsføres som naturgas, dels skal kaldes for fossil, så forbrugerne ikke er i tvivl om belastningen for klimaet ved at bruge gassen.
civilsamfundsorganisationer står bag klagen over naturgas som begreb
Det skal gælde for bl.a. både producenter og distributører af gas samt pensionsselskaber og andre investeringsselskaber med investeringer i gasproduktion, infrastruktur eller distribution, fremgår det af klagen, som Børsen har læst.
Kravet fra organisationerne er usædvanligt, fordi det ikke retter sig mod en specifik markedsføringskampagne, som ellers har været kutyme i anklager om greenwashing. Det medgiver organisationerne selv i klagen, som de kalder principiel.
Den kobler sig op på en klage over ti forsyningsselskaber for mulig vildledende markedsføring af naturgas, som Rådet for Grøn Omstilling indsendte i januar.
10 organisationerstår bag klagen til Forbrugerombudsmanden: Danmarks Naturfredningsforening,Dansk Ornitologisk Forening/Birdlife Danmark,Den Grønne Ungdomsbevægelse,Global Aktion,Greenpeace,Kvindernes U-landsudvalg,Klimabevægelsen, Mellemfolkeligt Samvirke,Rådet for Grøn Omstilling,WWF Verdensnaturfonden. Forbrugerombudsmandenhar endnu ikke taget stilling til klagen eller til dens forløber fra januar.
Energifyn er en af virksomhederne i klagen. På hjemmesiden blev naturgas beskrevet som et “grønnere alternativ”.
En formulering, der blev ændret, da virksomheden blev kontaktet om klagen, fortæller kommerciel direktør Finn Andersen.
“Vi anser det som en reminiscens fra tidligere på en hjemmeunderside, der ikke har været opdateret. Det var for os ret udramatisk, men vi er selvfølgelig glade for, at nogen påpeger, når man ikke er perfekt. Men ligefrem at indbringe det til Forbrugerombudsmanden kunne vi ikke se nødvendigheden af. De kunne også bare have ringet til os,” siger han med henvisning til miljøorganisationerne.
Var det misvisende at kalde naturgas for et grønt alternativ?
“Ja, det er i hvert fald ikke noget, vi har brugt aktivt i vores markedsføring. Men det hedder naturgas. Hvis nogen finder på et bedre navn, så er det fint med os, så følger vi bare det.”
Hvorfor ikke bare kalde det fossil gas i dag?
“Noget er biogas, så det vil også være en forkert betegnelse. Men man kan også bare kalde det gas. Det er måske i virkeligheden lettere for folk.”
Giver det mening at finde en anden måde at tale om gas på?
“Det kan være kompliceret at debattere om associationer. Ingen har garanteret, at alt fra naturen er renere end det reneste rene. Men hvis man synes, at natur i den her sammenhæng bliver misbrugt, så må man indstille det. Hvis det kan lette forståelsen og give forbrugeren nyttig information, er vi altid villige til at lægge øre til gode forslag.”
Kunne I forestille jer at ændre det?
“Ja, det kunne vi da nemt forestille os. Vi er ikke sat i verden for at mislede. Vi bruger meget energi på at fortælle folk, hvad den grønne omstilling er for en størrelse, og hvordan man konverterer gas eksempelvis til varmepumper eller andre miljørigtige energiløsninger.”
“Ingen har garanteret, at alt fra naturen er renere end det reneste rene. Men hvis man synes, at natur i den her sammenhæng bliver misbrugt, så må man indstille det
Finn Andersen, kommerciel direktør, Energifyn
Skal de globale ambitioner for at bremse klimakrisen nås og ikke mindst planer om et samfund uden udledning af drivhusgasser, må produktionen af fossile brændsler ikke ekspandere.
Det har Det Internationale Energiagentur (IEA) slået fast, påpeger Joachim Kattrup fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Derfor er det afgørende med et opgør med begreber, mener han.
“Måden, vi omtaler fænomener og ting på, er den måde, vi erkender og definerer, hvad det betyder. Det er helt afgørende for, hvordan vi i det hele taget taler om klimakrisen og forstår den. Det er den opfattelse, vi gerne vil have ændret.”
