Med virksomheden Son of a Tailor forsøger Jess Fleischer at gå imod den herskende forretningsmodel for tøjproduktion og ser frem til, at EU er på vej til at regulere industrien i højere grad

I november sidste år gjorde tøjproducenten Son of a Tailor noget, der er meget sjældent i tøjindustrien. De købte sig ind i egen værdikæde ved at købe en fabrik i Portugal.

“Vi har været meget nervøse for at investere i værdikæden, fordi der ikke rigtigt er andre, der gør det. Vi er gået fra at være en brand-slash-it-virksomhed til at være en produktionsvirksomhed i Portugal. Det er lidt af et skifte, og det har helt ærligt også taget nogen overbevisning af bestyrelsen at anse det som en god idé,” siger grundlægger af og direktør i Son of a Tailor Jess Fleischer, der nu får kontrol over alt fra CO2-udledning til arbejdsforhold på den del af værdikæden.

“Det hjælper os med at komme tættere på produktionen, som betyder, at vi har lavet nogle forbedringer, der både kommer kunderne og vores profit til gode. Og så giver det os en adgang til at fortælle meget mere om, hvad vi laver,” siger han.

Manglende innovation i modebranchen en af årsagerne til de massive problemer, tekstilindustrien står med i dag. For da der i 80’erne og 90’erne blev effektiviseret i branchen, skete det gennem outsourcing til lande med meget billig arbejdskraft. På den måde mistede tekstilvirksomhederne forbindelsen til og følingen med produktionen, har eksperter tidligere udtalt til Børsen.

“Der er rigtigt mange udfordringer i den måde, branchen køber og sælger og bruger mellemled på, som vi skal væk fra. Det bliver et kæmpestort skifte,” siger han.

For Son of a Tailor bliver skiftet mindre, for hele forretningsmodellen bygger på made-to-order, hvor kunderne kun returnerer 7 pct. T-shirts, sweatshirts og striktrøjer tilbage til virksomheden mod et branchegennemsnit på ca. 30 pct.

Jess Fleischers baggrund er en ingeniøruddannelse og et fokus på metoden ‘lean’, der blev opfundet af Toyota tilbage i 80’erne og var en måde at optimere processen, så flowet gennem produktionen flød så gnidningsfrit som muligt.

Da han arbejdede på E-Bay som konsulent, fik han øjnene op for, hvordan der skete en enorm udvikling i tøjkategorien, da tøjmærker begyndte at sælge online.

“Det betød opbygning af nogle enormt store lagre, og det gik fuldstændigt imod mine principper. Og da jeg samtidigt fandt ud af, hvor ubæredygtig modeindustrien var, tænkte jeg, at nogen blev nødt til at prøve at finde en anden måde at fremstille og sælge tøj på. Det blev så mig,” smiler direktøren, der måtte i gang med at lære sig selv noget om mode.

Faktaboks Son of a tailor Etableret i 2014 af Jess Fleischer. Sælger T-shirts, sweatshirts, striktrøjer og træningsbluser til mænd på mål. Omsætningstallet for 2021 er ikke offentligt, men ligger ifølge direktøren i den højere ende af et tocifret millionbeløb. Virksomheden havde et underskud på 10,7 mio. kr. i 2021 efter en kapitalindsprøjtning i 2020. Underskuddet skyldes primært en fordobling af medarbejderstaben. Producerer fra 2022 primært tøj på egen fabrik i Portugal.

I dag omsætter virksomheden, der blev grundlagt i 2014, for “i den høje ende af et tocifret millionbeløb” men med et langt mindre aftryk end mange af kollegerne, der ikke er ‘født’ ind i den bæredygtige tankegang som Son of a Tailor.

“Vi er i gang med at få lavet vores første livscyklusanalyse, men vi kan se, at vores CO2-aftryk, vandforbrug og kemikalieforbrug ligger 30-40 pct. under masseproduktion, hvis man antager, at vi bruger samme materiale,” siger han.

Indtil videre består Son of a Tailors kollektion kun af herretøj i et begrænset udvalg af farver og snit. Men det er hele idéen med konceptet: at tøjet er langtidsholdbart gennem design, materiale, pasform – og pris. En T-shirt koster f.eks. 450 kr.

“Det bliver ikke hele verden, der kommer til at gå i skræddersyede T-shirts. Man kan sagtens lave billigere T-shirts, og det kommer vi også til. Men jeg tror personligt, at kapitalismen skal reguleres,” siger Jess Fleischer.

“Jeg kommer ellers fra en meget liberal baggrund og tror på liberale værdier, men jeg ser helt klart, at der bliver nødt til at blive lagt et låg på, hvor meget vi forbruger af forskellige ting. Og tøjet skal koste det, det reelt koster med sit aftryk på kloden.”

Hvordan passer den filosofiske betragtning til din egen rolle som direktør, der skal skabe vækst?

“Det er meget dilemmafyldt, fordi det selvfølgelig går imod en direktørs natur. Men jeg synes, det, man i bund og grund kan prøve at gøre, er at betale de afgifter, staten lægger eller burde lægge på os, og sørge for at være transparente, så andre kan gå én i bedene,” siger han og peger på, at der også findes værktøjer som Global Compact, Science Based Targets og B Corp-certificeringen, der kan hjælpe branchen med at blive mere transparent.

Son of a Tailor er selv B Corp-certificeret (en certificering ud fra virksomhedens dokumenterede ansvarlighed og bæredygtighed) med en score på 117,5, der placerer virksomheden blandt de 8 pct. højest scorende globalt.

“Sådan får man konkurrenceaspektet tilbage i virksomheden, selvom man har opgivet den traditionelle konkurrencegrundtanke om at sælge mere, mere, mere. Det giver noget andet, vi kan konkurrere på,” siger Jess Fleischer.

Om det kan mærkes på salget, er stadig uvist, siger han, “men det gør en indirekte forskel, fordi det f.eks. er nemmere at tiltrække medarbejdere”.

Kontrollen over egen produktion, begrænset spild, få returvarer, dyrere materialer, højere priser og lavere CO2-udledning giver tilsammen en forretningsmodel, der ligger godt i tråd med EU’s ønske om at lægge fast fashion i graven, som er hovedformålet i EU’s tekstilstrategi.

En ny rapport fra EU’s Miljøagentur viser, at mængden af det tøjaffald, vi europæere eksporterer til bl.a. Afrika og Asien, er steget til det tredobbelte – 1,7 mio. ton – de seneste 20 år. Forbruget er i samme periode fordoblet, mens prisen på tøj er faldet med 30 pct.

Derfor er det EU’s ønske at lægge fast fashion i graven gennem bl.a. cirkularitet, afgifter og affaldsforbud.

Jess Fleischer mener, hans virksomhed er godt rustet til de kommende EU-krav og pointerer, at især et udvidet producentansvar vil have en effekt. Et udvidet producentansvar betyder, at tøjproducenterne skal betale for de omkostninger, der er knyttet til den miljømæssige håndtering og bortskaffelse af de produkter, de sender på markedet.

“Det vil ramme fast fashion, som har de laveste marginer, og tvinge dem til at øge prisen på tøjet. Det burde drive branchen mod en mere bæredygtig produktion, for det giver incitament til at producere mindre, bruge mindre transport og bruge mere bæredygtige materialer,” siger Jess Fleischer.

Det sekundære problem er ifølge direktøren, hvilket tøj og i hvilke materialer der skader miljøet mest, for det er også Jess Fleischers egen største udfordring.

Ser man på polyester, er det et godt materiale, der ikke skader nærmiljøet, det skal indfarves mindre, og bruger ikke særlig meget vand. Ulempen er, at det består af olie og kan afgive mikroplast til miljøet.

Bomuld er et landbrugsmateriale, du kan plukke på marken, men ulempen er, at det har en masse negative konsekvenser for marker og nærområder. Og skal man så bruge økologisk bomuld, der sviner mindre, men kræver langt mere plads for at få samme udbytte som konventionelt.

“Der er supermange dilemmaer, når det kommer til materialer, og det bliver svært for EU. Men det største problem er, at vi overforbruger og -producerer, og der er lovgivningen vigtig.”

Med sin forretningsmodel er Jess Fleischer klar over, at der automatisk er lagt nogle benspænd og begrænsninger ind, fordi materialepriser og lønninger f.eks. er højere end for andre tøjproducenter. Men direktøren er sikker på, at de samme benspænd vil komme for alle andre, når EU ruller sin regulering for industrien ud.

På et eller andet tidspunkt må der blive lagt låg på den vækst, for ellers hænger tingene ikke sammen Jess Fleischer, adm. direktør, Son of a Tailor

“Vi tror på, vi kommer til at vinde på det, fordi forbrugere og medarbejdere kommer til at lægge vægt på det i højere og højere grad.”

Er det ikke nemt at sige, når man ‘bare laver hvide T-shirts’, for hvis man sidder i en større tekstilvirksomhed, der ikke er født ind i en bæredygtig tankegang, sidder man med en kæmpe hovedpine lige nu?

“Ja, det bør man også have! H&M har f.eks. et erklæret mål om at nedsætte sit globale CO2-aftryk. Alligevel udleder de hvert år mere og mere i absolutte tal, fordi de primært sælger mere tøj pr. person. Det er i bund og grund en forkert tankegang, må vi erkende nu. For på et eller andet tidspunkt må der blive lagt låg på den vækst, for ellers hænger tingene ikke sammen,” siger Jess Fleischer.

“Så ja, det kan godt være, at store brands sidder med en hovedpine, men det kan også godt være, de skal affinde sig med, at hvis de skal vokse, skal det kun være ved at tage markedsandele fra konkurrenter og ikke fra, at forbruget stiger. Hvis man ikke har den erkendelse, er det, fordi man ikke rigtigt kerer sig om miljøet.”