ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Materialekrise har sænket fart for fabrik: “Vi har, som andre virksomheder, fået nogle tæsk”

Der skal ikke store forsinkelser til at tippe tidsplanen yderligere, siger driftsdirektør på kommende planteproteinfabrik. Han ser dog stort potentiale

Planteprotein kommer fra forskellige kilder. Blandt andet hestebønner og ærter her hos producenten Organic Plant Protein. Foto: Michael Drost-Hansen
Planteprotein kommer fra forskellige kilder. Blandt andet hestebønner og ærter her hos producenten Organic Plant Protein. Foto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Mangel på materialer er klart den største usikkerhed for Meelunie GPI, der det kommende år skal færdiggøre en fabrik i Hedensted for at kaste sig ind på det boomende marked for planteproteiner.

Sidste sommer justerede selskabet tidsplanen med ca. tre måneder på grund af presset på materialer. Nu skal fabrikken stå færdig i udgangen af første kvartal næste år, fortæller Jonatan Dickow, der står for at drive fabrikken, som skal lave planteproteiner af hestebønner.

Det kan godt afskrække nogen. Det kan vise sig konkurrencemæssigt at være en fordel for os

Jonatan Dickow, driftsdirektør, Meelunie GPI

“Vi har, som andre virksomheder, fået nogle tæsk på byggematerialer nu her. Vi skal ikke have alt for meget, der bliver forsinket to-tre uger, før det kan tippe vores tidsplan,” siger han.

Den oprindelige pris på 250 mio. kr. på fabrikken er steget, men han vil ikke sætte beløb på.

Prisstigningerne smitter dog også af på fødevaremarkedet og de kommende ingredienser fra Meelunie GPI, som den hollandske medejer Meelunie B.V. med stor erfaring inden for planteproteiner skal sælge til verdensmarkedet.

“Vi har kendskab til flere spillere, som påtænker at gå ind i det samme marked. Vi har også kendskab til enkelte initiativer, som har valgt at se tiden an i lyset af den nuværende verdenssituation. Der er en langt højere grad af usikkerhed forbundet med at starte sådan nogle initiativer op for tiden. Det kan godt afskrække nogen. Det kan vise sig konkurrencemæssigt at være en fordel for os,” siger han og påpeger, at markedet dog er så “forrygende stort”, at der er al plads til konkurrenter.

Ny retning

Generelt er alle virksomheder udfordret af den nuværende forsyningskrise i forskellig grad, noterer Ulrich Bang, markedschef for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.

Grøn teknologi
I Hedensted skal brede hestebønner pulveriseres til fremtidens fødevarer

Medlemmer i Alliancen for Bio Solutions, som Chr. Hansen og Novozymes, arbejder med proteiner, der bl.a. kan erstatte animalske proteiner i fødevarer.

“De oplever som andre prisstigninger og forsyningsudfordringer, så på den måde bliver man ramt, men det gør man alle steder. Det betyder ikke, at man stopper, eller at tempoet daler.”

For nylig lancerede den israelske startup Remilk, der laver mælk uden koen, planer om at bygge fabrik i Kalundborg til knap 1 mia. kr. Det understreger potentialet, mener Ulrich Bang.

“Det er den fuldstændig modsatte vej af, hvad vi plejer at gå; at virksomheder flytter produktion til Danmark.”

Forsiden lige nu