Galahad Clark har et ambivalent forhold til sine rødder.
Ejeren af den britiske skovirksomhed Vivobarefoot er fulgt i sine forfædres spor som syvende generation i Storbritanniens ældste skotøjsfirma Clarks, hvis moderselskab landede en omsætning på 9,8 mia. kr. i 2023, men tabte næsten 300 mio. kr. på bunden.
I mange år har han stået i spidsen for at udvikle en såkaldt barfodssko, der imiterer oplevelsen af at gå eller løbe barfodet. En sko, der har sendt ham verden rundt til møder med skomagere fra nær og fjern. Fra buskmænd i Kalahari-ørkenen til samer i Arktis.
Med årene har han lagt afstand til udviklingen i den familieejede virksomhed, der i 2020 blev opkøbt af en kapitalfond. En kulmination – set med Galahad Clarks øjne – på den linje, selskabet i årenes løb havde lagt sig i.
“Som teenager oplevede jeg min families virksomhed miste sine værdier og blive ødelagt af kapitalisme og materialisme. Det hele kom til at handle om profit,” fortæller Galahad Clark.
Kapitalfondens opkøb af Clarks var med til at skubbe på en retning, som begyndte i 2019.
Da Galahad Clark i 2012 stiftede Vivobarefoot med sin fætter Asher Clark, var de allerede dengang enige om, at virksomheden skulle noget andet end de traditionelle giganter på markedet.
Hvert år fremstilles der 23 mia. sko. 22 mia. ender i løbet af samme periode på lossepladsen. Så det er ikke, fordi der mangler flere sko i verden, konstaterer han.
“Sandheden er,
at ingen sko er regenerativeGalahad Clark,
stifter og direktør,
Vivobarefoot
“Vi har ikke brug for flere sko, men vi har brug for at lave sko på en anden måde. Alle knogler, led, muskler og sener – og nervesystemet – starter i foden. Derfor er dårlige sko roden til alt ondt,” siger Galahad Clark, som mener, at skogiganternes sko forhindrer fødder og krop i at bevæge sig naturligt.
“Det er en offentlig folkesundhedsskandale, at vi fra en tidlig alder giver små børn sko på, der ikke er fodformede eller har store polstrede såler, som gør de fleste fodmuskler overflødige. Efter min mening er det som at give børn cigaretter.”
Derfor søgte fætrene tilbage til oprindelsen. Til brødrene James og Cyprus Clark, der i 1825 begyndte at lave tøfler af afskæringer fra fåreskind.
Clark-familien var en del af den engelske kvækerbevægelse, som nægtede at deltage i de dominerende samfundssystemer – herunder at sværge ed til kirken. Derfor var de ikke velkomne på universiteterne.
I stedet startede bevægelsen virksomheder, som man forventede havde en positiv indflydelse på samfundet og samtidig gav overskud.
“De brugte deres forretning som en kraft for det gode,” siger Galahad Clark.
Drivkraften fra forfædrenes tankegods blev brugt til at sikre Vivobarefoot en plads i skomarkedet med formålet om at finde tilbage til det oprindelige formål med en sko – at beskytte mod snitsår, kulde og varme.
Siden da har selskabet udviklet sig. I flere kredse er Vivobarefoot anerkendt for koblingen mellem deres barfodssko og en virksomhed i kontakt med naturen og ikke mindst sine medarbejdere inden for det, der bliver kaldt regenerativt lederskab.
Vivobarefoot blev i sin tid stiftet som en ganske traditionel virksomhed med klar opdeling mellem ledere, medarbejdere og afdelinger. I det regenerative anses virksomheder som et levende system. Som en organisme, der består af forskellige celler.
Derfor er Vivobarefoot i dag organiseret i små, selvstyrende enheder. Ingen sidder fast i en bestemt titel, rolle eller projekt, men har frihed til at deltage på tværs af organisationen, forklarer Galahad Clark.
“Det har særligt været svært for folk, der kommer ind i virksomheden fra større organisationer. Når man har brugt hele sin karriere på at klatre op ad en stige, så er det ikke nemt at træde ned igen,” siger han.
I begyndelsen af skiftet brugte alle meget tid i skoven. Og det har varet ved. Næsten alle møder bliver i dag holdt i naturen.
“Naturen sætter dig i en helt anden sindstilstand. På et kontor er alle irriterede, og lyset er kunstigt. Det er nemmere at træffe beslutninger, der er bedre for naturen, når du kan høre fuglene synge eller vinden blæse,” siger Galahad Clark.
I 2020 lancerede selskabet som det første skotøjsmærke en genhandelsplatform. Målet med platformen er, at ingen af Vivobarefoots sko ender på lossepladsen.
Samme år opnåede virksomheden en B corp-certificering, der sætter skrappe krav til virksomheders arbejde med bæredygtighed og socialt ansvar. I Danmark har 102 virksomheder i dag certificeringen.
Alligevel er der lang vej, før virksomheden kan kalde sig regenerativ, anerkender Galahad Clark.
“Sandheden er, at ingen sko er regenerative. Vores værdikæder er langt fra regenerative, selvom de er bedre end de fleste,” siger han og understreger betydningen af at være gennemsigtig, så kunderne kan træffe oplyste valg.
Derfor har Vivobarefoot lanceret et værktøj på sin hjemmeside, som viser data om sociale og miljømæssige forhold hos producenter og leverandører. F.eks. hvordan kønsfordelingen ser ud på en fabrik i Etiopien.
Selvom det kan lyde hippieagtigt med møder i naturen og levende organismer, så har det ikke sat en stopper for væksten i Vivobarefoot.
I 2023 solgte virksomheden lige under 1 mio. par sko, mens omsætningen ventes at lande på 94 mio. pund svarende til 831 mio. kr. i 2023/2024. I 22/23 lå den på 73 mio. pund.
“Vi ville nok have været større og mere profitable, hvis vi ikke havde omlagt virksomheden. Men det gør mig ikke noget, for jeg kan se et større formål med virksomheden,” siger Galahad Clark.
Selvom Vivobarefoot tænker skoproduktion på en ny måde, er der stadig en betydelig interesse fra investorer. Ifølge Galahad Clark modtager han tilbud om opkøb hver uge.
“Det er alt for almindeligt, at vidunderlige virksomheder med reelle formål bliver ødelagt af kapital. Der er så meget kapital i verden.”
Derfor er det afgørende for ham, at selskabet aldrig får brug for at rejse penge fra investorer, fordi det vil gøre det umuligt at bevare virksomhedens mission og værdier.
“Min bedstefar var den første til at gå på universitetet, og jeg tror, det var begyndelsen på enden. Han blev distraheret af vin, kvinder og sang. Og moderne forretningsidéer.”
