Klimaaftale gør op med udskældte “carbon cowboys”

Skal virksomheden udskifte komfurer hos verdens fattigste? Redde en skov fra fældning i USA? Eller støtte en gigantisk CO2-støvsuger i Island? Mulighederne er mange, når en virksomheds klimaregnskab skal gå op.

Men når virksomheder betaler hinanden for CO2-besparelser, er faldgruberne lige så mange: Greenwashing-anklagerne sidder løst, og tiltroen til kvaliteten kan ligge på et lille sted. 

Det forsøger en aftale fra det netop afsluttede klimatopmøde COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku at gøre op med. 

“Det skal gerne bidrage til, at der kommer styr på det og kommer et regelværk med en fælles tilgang til at sælge kreditter mellem erhvervsvirksomheder,” vurderer klimaminister Lars Aagaard (M), der fremhæver de nye regler for handel med CO2-kreditter som et af klimatopmødets lyspunkter.

Udland

2150 mia. kr. om året: Kæmpe COP-aftale i hus

Han peger på, at det kan hjælpe virksomheder, der har processer eller produkter, som gør det umuligt at reducere CO2-udledningerne selv. 

“Klimaet er jo ligeglad med, om reduktionerne kommer på den ene eller den anden måde. Det kan føre til, at man får billigere reduktioner, og dermed kan man jo også krydse fingre for, at vi får flere reduktioner,” fortsætter klimaministeren.

Lars Aagaard har selv været med til at forhandle aftalen på EU’s vegne, efter beslutningen har været udskudt, siden Paris-aftalen blev indgået i 2015. Gentagne gange har forhandlere givet op, mens et ureguleret marked for CO2-besparelser er vokset i størrelse, efterhånden som virksomheders behov for CO2-reduktioner er vokset.

Det har skabt et “cowboymarked,” har kritikken lydt.

‘Carbon cowboys’

“Aftalen giver mulighed for at reparere et marked, der har haft en masse problemer, og hvor der helt klart har været lidt for mange carbon cowboys,” siger Simon Bager, medstifter af virksomheden Klimate, der formidler projekter, som fjerner CO2 fra atmosfæren.

Klimate har slået sig op på at formidle de mere sikre projekteri et marked, der kan virke uigennemskueligt for virksomhederne. 

“Kreditter er som udgangspunkt en god idé. Vi benytter det alle mulige andre steder i vores økonomi, men måden, det har været implementeret på, er et problem,” fortsætter han. 

Det er også opfattelsen i Dansk Industri, der organiserer en række af de virksomheder, der har brug for klimakreditter i den grønne omstilling. 

“I min verden kan det ideelt set blive noget, der gør, at det kan betale sig at investere i et klimatiltag. Det kan potentielt øge klimafinansieringen,” siger vicedirektør i DI Anne Højer Simonsen, der netop er vendt hjem fra forhandlingerne i Baku.

“Det er helt afgørende at få en FN-ramme omkring markedet for CO2-kreditter. Der er jævnligt tilfælde, hvor det ikke fungerer optimalt i dag,” konstaterer hun.

Og det har ikke skortet på problemer for klimakreditter i medierne de senere år. Senest har det danske Global Climate Institute valgt at skrinlægge en sag, hvor firmaets salg af klimakreditter er kritiseret. I dette tilfælde havde der bl.a. været tale om træplantning, hvor ikke alle træer levede.

Simon Bager fra Klimate fremhæver, at bl.a. projekter med vedvarende energi har givet problemer, men også når det gælder projekter med udskiftning af komfurer i tredjeverdenslande og skovbevarelse, kan det være svært at bevise effekten.

Frivillige standarder i modvind

Det måtte den frivillige certificeringsordning Verra sande, da en undersøgelse fra det britiske medie The Guardian i 2023 konkluderede, at over 90 pct. af klimakreditterne fra regnskovsprojekter certificeret med netop Verra-standarden var uden effekt.

Konklusionen er siden blevet betvivlet, bl.a. i branchen, men tilbage står et stort behov for at supplere de frivillige standarder med en officiel rettesnor fra FN. Det blev allerede vedtaget med Paris-aftalen i 2015, men først efter ni års forhandlinger er de 195 lande bag aftalen blevet enige om de overordnede retningslinjer.

Nu skal eksperter på FN’s foranledning konkretisere aftalen til egentlige retningslinjer, som kan benyttes – eksempelvis af en standard som Verra – til at leve op til godkendte minimumskrav.

I dag kan det være omfattende at vurdere, hvilke krav man skal leve op til, og hvilke usikkerheder man kan leve med, hvis man har et projekt, der skal udstede kreditter i det nuværende, frivillige marked, påpeger partner i Poul Schmith/Kammeradvokaten Flemming Pristed. Han arbejder blandt andet med klienter, der gør netop det.

“Den type klimaprojekter kan vare 10-20 år eller mere og kræver ofte store investeringer, så man bruger lang tid på at fordele den risiko, der følger med, når der er så forskellige krav til certifikaterne, som der er i dag,” siger han.

Når han rådgiver klienter, handler det derfor blandt andet om at vælge markedspris og standarder, der er brugbare i projektet.

En høj barre

Derfor hilser også advokaten aftalen fra Baku velkommen. Men der er risiko for, at man sætter barren for lavt, når detaljerne i aftalen skal falde på plads efterfølgende, vurderer han.

“Bekymringen er, at FN-systemet ikke kræver en høj nok kvalitet. De projekter, vi sidder med, handler om reelle CO2-reduktioner. Vores klienter ønsker selvfølgelig ikke, at nogle kreditter af lavere kvalitet kommer ind og får mulighed for at konkurrere med dem, uden at der i systemet bliver taget tilstrækkelig højde for forskellene,” konstaterer han.

Den risiko genkender Lars Aagaard. EU-delegationen har ifølge ministeren arbejdet for netop at holde kvaliteten oppe.

“Vi har ikke fået alt, hvad vi ønskede os, men jeg mener, at vi har fået presset det rigtige kvalitetsniveau igennem,” siger han.

Han peger dog på, at meget endnu bliver afgjort, når reglerne skal konkretiseres over de kommende måneder.

Kvaliteten i FN-stemplet er også bekymringen hos Klimate, hvor forretningen netop består i at kunne skelne høj og lav kvalitet fra hinanden. Hvis kvaliteten bliver høj nok, er det til gengæld godt nyt, mener han. 

“Forretningsmæssigt har jeg selvfølgelig en forhåbning om, at man kan genoprette tilliden til carbon-markedet og undgå de dårligste projekter, for det giver mere forretning til os,” siger Simon Bager.

Den forhåbning skyldes også, at han bekymrer sig om klimaet, særligt som far til to små børn, tilføjer han.