ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Dansk klimafirma dropper ankesag efter flere års strid

Klimafirmaet Global Climate Institute skrinlægger sagen om ulovlig brug af Norwegians logo. Direktøren afviser stadig, at der er tale om markedsføring i strid med loven

Samarbejdet mellem Global Climate Institute og Norwegian stoppede i 2019. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Unsplash. Collage: JAG
Samarbejdet mellem Global Climate Institute og Norwegian stoppede i 2019. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Unsplash. Collage: JAG

Det danske klimafirma Global Climate Institute (GCI) accepterer nu et forbud af Sø- og Handelsretten mod at bruge sin tidligere samarbejdspartner Norwegians logo på deres hjemmeside.

Tilbage i marts besluttede retten, at Global Climate Institute havde ageret i strid med markedsføringsloven, da de brugte flyselskabet som eksempel på et klimasamarbejde, og selskabet skulle derfor betale 100.750 kr. i sagsomkostninger.

Det danske klimafirma ankede sagen til Østre Landsret, men nu dropper de sagen.

“Det giver simpelthen ikke mening for GCI at anke sagen. Uagtet om vi vinder i landsretten, så vil de økonomiske konsekvenser være uhyre høje,” skriver Morten Egelund Jensen, direktør i GCI, i et mailsvar til Børsen.

Global Climate Institute vælger at efterleve afgørelsen efter et årelangt tovtrækkeri med flyselskabet Norwegian.

Virksomheder
Norwegian trækker dansk klimafirma i retten: “Tilliden er ikkeeksisterende”
Cover-illu-ny.jpg

Kommunikationschef i Norwegian Danmark Sara Neergaard er lettet over, at GCI vælger at skrinlægge ankesagen.

“For os er det en klar principsag om, at man ikke kan bruge Norwegian-brandet, som man har lyst til,” siger hun.

Handelsretten konkluderede, at GCI handlede i strid med markedsførings- og varemærkeloven ved at promovere sig med Norwegian som case, efter samarbejdet stoppede.

Retten lagde vægt på, at der ikke var aftalt et evigt brug af logoet.

Selvom GCI har valgt at efterleve rettens afgørelse, har virksomheden i en længere periode fortsat benyttet andre virksomheders logoer mod deres vilje. Det drejer sig bl.a. om Interflora, hvis logo dog nu vil blive fjernet efter Børsens henvendelse, har GCI’s direktør oplyst til blomsterkæden.

Afbrudt samarbejde

GCI laver partnerskaber med firmaer, hvor de “tilbyder grønne projekter i hele verden inden for træbeplantning, vedvarende energi og generelle miljø- og klimaprojekter,” fremgår det af hjemmesiden.

Sådan et projekt har Norwegian også haft, hvor de ansatte tog havehandsker på og plantede 3500 træer sammen med GCI i Oxford, England.

Da DR i 2019 besøgte træmarkerne og lokale naturentusiaster i universitetsbyen, som havde talt træerne flere gange, begyndte konflikten.

Der manglede nemlig 2500 styk, som var visnet eller rådnet væk.

For os er det en klar principsag om, at man ikke kan bruge Norwegian-brandet, som man har lyst til

Sara Neergaard, kommunikationschef i Norwegian Danmark

Norwegian havde promoveret projektet som noget, der skulle gøre flytransport grønnere. Noget, der sammen med DR’s artikel affødte beskyldninger om greenwashing.

Norwegian opsagde derfor samarbejdet med klimafirmaet, da de “udelukkende ønskede at prioritere andre tiltag fremover,” skrev de i en mail til GCI.

Men i årene efter fremgik projektet som et vellykket eksempel på klimafirmaets hjemmeside med stor modstand fra Norwegian. Flyselskabet mente, at det var misvisende at bruge Norwegian som case efter beskyldningerne om greenwashing.

“Efter at have forsøgt dialogens vej” valgte Norwegian at tage sagen i Sø- og Handelsretten, hvor de ville have alt materiale med Norwegian fjernet fra GCI’s side.

Symbolsk projekt

Selvom Global Climate Institute har valgt at trække sagen tilbage af økonomiske årsager, er direktør Morten Jensen fortsat uenig i Sø- og Handelsrettens afgørelse fra marts. Han afviser blankt Norwegians synspunkter.

Han mener, det var Norwegians egen fejl, fordi de markedsførte træplantningen i Oxford som et klimaprojekt. Ifølge Morten Jensen var der tale om et “teambuildingprojekt af symbolsk karakter.”

“Norwegian vil have alt materiale omhandlende deres træbeplantningsprojekter fjernet, da de har modtaget kritik i det offentlige rum. En kritik, som var berettiget, da det jo var Norwegian selv, som ved en fejl fik omtalt deres projekter forkert,” skriver han i et mailsvar.

Afviser kritik

Andre virksomheder, heriblandt E.ON og Interflora, har tidligere udtalt til Børsen, at de på lige fod med Norwegian vil fjernes fra GCI’s hjemmeside. Begge virksomheder siger til Børsen, at de har rettet direkte henvendelse til GCI, men er blevet afvist.

Børsen har set en mailtråd mellem E.ON og GCI, hvor klimafirmaet afviser at pille logoet af hjemmesiden. Interflora siger, at deres henvendelse er sket via telefonopkald, men de har dog ikke kunnet underbygge dette over for Børsen.

2500

manglende træer affødte kritik om greenwashing

Trods henvendelserne fremgår firmaerne stadig i GCI’s markedsføring.

“Vi har ingen henvendelser modtaget (fra Interflora, red.), og havde vi, var de naturligvis blevet besvaret,” skriver Morten Jensen.

Han mener, at mailtråden fra E.ON ikke viser det fulde billede af korrespondancen. Her henviser han til en konflikt med en ny medarbejder i E.ON, der ifølge ham ikke var blevet sat ind i sagens tidligere gang:

“E.ON har naturligvis haft projekter med GCI, siden vi benyttede deres logo og reference. En reference, de selv havde lavet og sendt til os, med klar aftale om at vi kunne benytte.”

Forsiden lige nu