ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ny opfindelse skal øge kartoffelselskabs salg med trecifret millionbeløb

Endnu mere af kartoflen kan nu bruges – og Kartoffelmelcentralen KMC’s salg kan løftes med måske 500 mio. kr.

En fødevareingrediens lavet på basis af kartofler – det kan booste omsætningen hos KMC. Adm. direktør Jesper Burgaard bag glasvæggen til laboratoriet ser et kæmpestort potentiale. Arkivfoto: Walther Bølge
En fødevareingrediens lavet på basis af kartofler – det kan booste omsætningen hos KMC. Adm. direktør Jesper Burgaard bag glasvæggen til laboratoriet ser et kæmpestort potentiale. Arkivfoto: Walther Bølge

I gamle dage var kartofler noget, der kom på middagsbordet eller blev lavet til kartoffelmel, og resterne blev serveret for grisene i stalden eller anvendt som gødning på marken.

Siden har kartoffelmelfabrikkernes selskab, KMC i Brande, i en del år – ud over kartoffelmel, som vi kender det fra supermarkedshylderne – fremstillet stivelse i store mængder til brug i industrien, ligesom der laves masser af forædlede ingredienser til fødevarer som ost, mayonnaise og vingummi.

Men nu er ingrediensselskabet efter mange arbejdstimer i laboratorier og udviklingsafdelinger klar til at udnytte en endnu større del af knoldplanten og ikke mindst accelerere sin salgsvækst og øge indtjeningen.

KMC har som den angiveligt første i verden udviklet en metode, så forarbejdet kartoffelprotein kan give plantebaseret kød fremstillet af findelte ærter, gulerødder eller andet vegetabilsk mere struktur, så det i højere grad ligner rigtigt kød. En fin stegeskorpe som på naturligt, animalsk kød skulle kødet nu også kunne få.

Og dét stykke udviklingsarbejde regner adm. direktør Jesper Burgaard, KMC, der er ejet af danske kartoffelavlere, med, at hans selskab kan tjene gode penge på.

Vi har knækket koden, og tilbagemeldingerne (...) er meget positive

Jesper Burgaard, adm. direktør, KMC

“Vi har knækket koden, og tilbagemeldingerne fra eksempelvis producenter af plantebaseret kød er meget positive. Nu skal vi have det ud på markedet. Kan vi konvertere al det kartoffelprotein, vi i dag sælger til foderindustrien, til fødevareproduktion, kan KMC øge omsætningen med et trecifret millionbeløb – et tal på en halv mia. kr. har været nævnt,” siger direktøren.

Han taler selv om et kvantespring og en innovation, der kan revolutionere de fremadstormende plantebaserede løsninger i kølediskene.

Trecifret millioninvestering

KMC har siden 2019 lavet kartoffelprotein til fødevarer, men hidtil har produkterne været uden funktionelle kvaliteter. Men det er altså nu muligt, at kartoffelingredienser – ud over noget ernæringsmæssigt – kan tilføre plantekød struktur.

KMC – oprindeligt Kartoffelmelcentralen – omsatte senest i 2020/21 for 2,1 mia. kr. og har i snit haft en årlig vækst på 10 pct. de seneste godt ti år.

10

pct. årlig vækst har KMC haft i snit i en del år

“Jeg vil nødigt ud med vores interne vurderinger af, hvad det her kan betyde for vores indtjening. Bestyrelsen skal jo først træffe en investeringsbeslutning, og så skal der bruges et trecifret millionbeløb i ny produktionskapacitet, før vi rigtig kan sige noget. Men vi kommer til at levere vegetabilske erstatninger for endnu større mængder animalsk protein, hvilket jo passer fint med tidens grønne trends,” siger Jesper Buurgaard.

Bæredygtig
Rift om kartoflens egenskaber: “Markedet udvikler sig hurtigere end vi havde forestillet os”
20210225-102801-4-3298x2200we.jpg

Han understreger, at nu skal der altså først lige slås hul på markedet og laves nogle kontrakter om levering til producenter af plantebaseret kød. I starten kan KMC benytte sig af eksterne lønproducenter.

Kæmpestort potentiale

“Men potentialet er kæmpestort. Vi får endnu højere forædlingsgrad af vores kartofler ved at lave ingredienser, som kan bruges til human ernæring i stedet for i petfood-industrien eller af producenter af foder til landbruget. Det giver en højere værditilvækst på biprodukter fra vores eksisterende produktioner af stivelse,” siger KMC-direktøren.

KMC leverede i 2020/21 totalt vegetabilske ingredienser, der erstattede i alt 26.600 ton animalske ingredienser, og der er allerede en målsætning om, at det tal i 2024/25 er løftet med 50 pct. til 39.000 ton.

Når de nye ingredienser til især plantebaseret kød er kommet op i fart, kan der erstattes yderligere op mod 15.000 ton animalske fødevareingredienser i fødevareindustrien.