ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Kæmpe datacenter får grønt lys til 154 ton pfas-holdigt kølemiddel. Eksperter advarer

Samtidig med at Danmark kæmper for at begrænse pfas i EU, har Varde Kommune givet grønt lys til et gigantisk datacenter, der kan komme til at huse 154 ton pfas-holdigt kølemiddel

Hvis det pfas-holdige kølemiddel slipper ud i atmosfæren, kan det omdannes til stoffet tfa, som via regn kan ende i grundvandet, hvor det er særdeles vanskeligt og dyrt at fjerne igen, lyder forskernes advarsel.
Hvis det pfas-holdige kølemiddel slipper ud i atmosfæren, kan det omdannes til stoffet tfa, som via regn kan ende i grundvandet, hvor det er særdeles vanskeligt og dyrt at fjerne igen, lyder forskernes advarsel. Illustration: Aslak Kelkka. Originalfoto: Google Maps

Alarmklokkerne ringer hos landets førende pfas-forskere.

Et af Danmarks største kommende datacentre kan nemlig blive udstyret med omkring 154 ton pfas-holdigt kølemiddel. 

Det viser Børsens gennemgang af materialet for et gigantisk datacenter ved Ølgod med en samlet kapacitet på op til 500 megawatt.

Bag projektet står den nordiske datacenterkoncern Atnorth, som af Varde Kommune i forrige uge fik grønt lys til at opføre datacentret. Her blev miljøgodkendelsen, der blåstempler de 154 ton kølemiddel, dog ikke omtalt i medierne.

Konsekvenserne af pfas-forurening har længe været genstand for stor debat. Politiken har bl.a. for nylig omtalt den lille belgiske by Zwijndrecht, hvor indbyggerne skal være varsomme med at lade børn lege i haven og bruge handsker ved havearbejde pga. omfattende pfas-forurening.

Alligevel planlægger flere af verdens største pfas-producenter ifølge mediet at skrue op for produktionen. Det skyldes bl.a. den stigende efterspørgsel fra AI-industrien, hvor pfas-kemikalier bl.a. anvendes som kølemidler i det voksende antal datacentre.

“
Det virker ikke specielt gennemtænkt at tillade en anvendelse

Xenia Trier, lektor i analytisk miljøkemi, Københavns Universitet

Pfas er en gruppe såkaldte evighedskemikalier, hvoraf mange er ekstremt svære at nedbryde og kan forurene både jord og grundvand. Derfor har stofferne i årevis været i politikernes søgelys. Danmark arbejder da også sammen med fire andre lande for at begrænse brugen af pfas i EU.

På trods af det har datacentret ved Ølgod altså fået godkendelse til at bruge hele 154 ton pfas-holdigt kølemiddel. 

Børsen har forelagt miljøgodkendelsen for to af landets førende forskere på området. Begge er kritiske over for, at der er givet grønt lys til et projekt, som kan komme til at indeholde så store mængder potentielt forurenende materiale.

Udvalgt af regeringen

Kritikerne er Xenia Trier, lektor i analytisk miljøkemi ved Københavns Universitet, og Anders Baun, professor ved DTU og ekspert i risikovurdering af kemikalier.

Begge har været medlemmer af regeringens pfas-videnstaskforce, som i 2023 og 2024 rådgav myndighederne om forekomsten og konsekvenserne af pfas-forurening. Anders Baun var desuden forperson for ekspertgruppen.

De advarer begge om, at kølemidlet – en såkaldt f-gas, som er en fluorholdig drivhusgas – ved udslip kan blive nedbrudt til det svært nedbrydelige pfas-stof tfa, som med regnen kan ende i grundvandet, hvor det er særdeles vanskeligt at fjerne igen.

“Det virker ikke specielt gennemtænkt at tillade en anvendelse,” siger Xenia Trier og henviser til, at man har forbudt brugen af en række sprøjtemidler i landbruget, netop fordi de danner tfa. 

Det er især mængden, der bekymrer forskeren. Med miljøgodkendelsen har den jyske kommune nemlig givet tilladelse til et datacenter, der kan komme til at indeholde en mængde f-gas, som hun på baggrund af forskning og en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) skønner svarer til op mod 10 pct. af hele Europas nuværende årlige forbrug af kølemidlet til datacentre.

Fravælger dyre alternativer 

Ved Ølgod skal overskudsvarmen fra datacentret efter planen bl.a. bruges til at opvarme drivhuse. Men selv om en del af varmen kan genanvendes, skal datacentret også have kølesystemer, der kan holde serverne på den rette temperatur året rundt.

Valget af kølemiddel er endnu ikke endeligt truffet. Men meget tyder på, at Atnorth ender med det pfas-holdige kølemiddel, der går under det mundrette navn R1234ze. I projektmaterialet fremgår det nemlig, at der “på nuværende tidspunkt ikke findes brugbare alternativer.” 

“Det er samlet set vurderet, at ammoniak, propan og CO2 ikke er mulige alternativer af hensyn til risiko for større uheld (ammoniak og propan), den fysiske størrelse og dermed også de afledte anlægsomkostninger (CO2),” står der videre i miljøgodkendelsen. 

Den begrundelse vækker undren hos Xenia Trier.

“
Det virker lidt som en dårlig undskyldning

Xenia Trier, lektor i analytisk miljøkemi ved Københavns Universitet

Hun anerkender, at ammoniak og propan ligesom andre industrikemikalier indebærer sikkerhedsrisici, men peger på, at de allerede håndteres i andre sammenhænge, og at man i Tyskland har gode erfaringer med ammoniak til køling af datacentre. 

Derfor undrer det hende, at kommunen har godkendt et projekt, der kan anvende et pfas-holdigt kølemiddel, som nedbrydes til tfa – særligt når Danmark arbejder for at begrænse det i EU. Ifølge forskeren risikerer virksomheden at overse både de langsigtede miljømæssige og økonomiske konsekvenser.

Hun hæfter sig særligt ved, at CO2 er blevet fravalgt på grund af de højere anlægsomkostninger.

“Man afvejer en økonomisk udgift for virksomheden mod en kronisk risiko for forurening af drikkevandet. Og dermed lader man virksomhedens omkostninger veje tungere end omkostningen for samfundet,” siger hun. 

Politik
“Vi er nødt til at leve med pfas:” Vidunderprodukt har bredt sig fra industrien til vores fødevarer og kroppe
20180726-164309-3-2200x1466ma.jpg

For selv om en løsning uden pfas kan blive dyrere for virksomheden, kan det ifølge Xenia Trier i sidste ende være samfundet, der kommer til at betale regningen, hvis udslip fra pfas-holdige kølemidler bidrager til forurening af drikkevandet.

“Det virker lidt som en dårlig undskyldning,” siger hun.

Selskabet bag datacentret fremhæver ellers selv bæredygtighed som en central del af sin forretning.

“Med bæredygtighed som et centralt element drives Atnorths datacentre af vedvarende energikilder og understøtter principperne for cirkulær økonomi,” skriver selskabet på sin hjemmeside. 

I et skriftligt svar til Børsen understreger Atnorth, at valget af kølemiddel ikke alene handler om økonomi. Ifølge selskabet arbejder CO2-baserede køleanlæg under væsentligt højere tryk og vil under de planlagte forhold ved Ølgod bruge mere energi gennem datacentrets levetid. Derfor indgår både sikkerhed, energieffektivitet, miljøhensyn og økonomi i vurderingen.

Selskabet fremhæver samtidig, at datacentret i vidt omfang skal udnytte kold udeluft for at begrænse behovet for mekanisk køling, og understreger, at det endnu ikke har truffet et endeligt valg af kølemiddel, men fortsat undersøger alternativer og følger udviklingen i EU’s pfas-regulering.

Kan ende i grundvandet

Selskabet bag datacentret fremhæver selv i materialet, at kølemidlet skal opbevares i lukkede systemer, og at anlæggene skal overvåges for utætheder. 

Men Xenia Trier er skeptisk over for, at man helt kan undgå udslip. Hun peger på, at det kan ske både under fremstilling, vedligeholdelse og bortskaffelse af kølemidlerne. Og når tfa først er havnet i grundvandet, er det både vanskeligt og dyrt at fjerne igen.

“Hvis alt kunne holdes helt tæt, så burde der ikke være noget som helst tfa i miljøet,” siger hun og betegner forestillingen om fuldstændig tætte anlæg som “ønsketænkning”. 

“
Det pågældende kølemiddel er lovligt i Danmark, og Varde Kommune kan derfor ikke forhindre, at det bliver brugt i datacentret

Svar fra Varde Kommune til Børsen

Bekymringen deles af Anders Baun, professor ved DTU, der mener, at man bør overveje at betale mere for alternativerne frem for at risikere yderligere pfas-forurening.

“Spørgsmålet er, om ikke det er nu, man skal lave den afvejning,” siger han med henvisning til, at datacentret endnu ikke er bygget.

Han understreger samtidig, at konsekvenserne ikke nødvendigvis vil ramme området omkring Ølgod. Hvis kølemidlet slipper ud, kan det spredes gennem atmosfæren og bidrage til tfa-forurening andre steder.

Derfor er det ifølge professoren ikke kun et lokalt miljøproblem, men et spørgsmål om den samlede pfas-belastning i Danmark.

Atnorth anerkender i sit skriftlige svar, at man ikke kan forvente, at et køleanlæg forbliver fuldstændig tæt gennem hele sin levetid. Selskabet understreger dog, at de 154 ton er den maksimalt anslåede mængde kølemiddel ved en fuld udbygning af datacentret og ikke et udtryk for, hvor meget der forventes at slippe ud.

Eneste myndighed

Varde Byråd godkendte den 6. oktober planerne for datacentret, og den 8. oktober offentliggjorde kommunen en særskilt miljøgodkendelse.

“Godkendelsen af projektet i Krageris er et vigtigt skridt i fremtidssikringen af Varde Kommune. Projekter som dette er med til at sikre udviklingen af landdistrikterne gennem nye arbejdspladser, der kan føre til bosætning,” lød det fra Sarah Andersen (V), borgmester i Varde Kommune, i en pressemeddelelse i forbindelse med godkendelsen af projektet.

Men begejstringen deles ikke af Xenia Trier, der sætter spørgsmålstegn ved, at kommunen har givet grønt lys til et byggeri, hvor et pfas-holdigt kølemiddel fremstår som den eneste brugbare løsning, på trods af at pfas-frie alternativer bruges i andre lande.

Bæredygtig
Microsofts milliarder i datacentre har fået lokalsamfund til at rejse sig
Interview om datacentre med Microsofts globale direktør bæredygtighedschef Melanie Nakagawa

Hun efterlyser bl.a. en vurdering af de langsigtede miljøkonsekvenser og stiller spørgsmål til, hvordan Miljøstyrelsen forholder sig til den mulige anvendelse af så store mængder pfas og f-gasser.

Det er som udgangspunkt kommuner, der udsteder miljøgodkendelser til virksomheder. Varde Kommune har derfor ikke været i dialog med Miljøstyrelsen i forbindelse med udarbejdelsen af miljøgodkendelsen, oplyser kommunen til Børsen.

Miljøstyrelsen ønsker derfor heller ikke at kommentere den konkrete sag.

Til forskernes kritik henviser Varde Kommune til, at kølemidlet er lovligt at anvende.

“Varde Kommune er myndighed på miljøgodkendelsen af projektet, og det betyder, at kommunen skal sikre, at alle regler og foranstaltninger er overholdt. Det pågældende kølemiddel er lovligt i Danmark, og Varde Kommune kan derfor ikke forhindre, at det bliver brugt i datacentret,” skriver kommunen i et skriftligt svar til Børsen.

Efter godkendelsen af plangrundlaget er der en klagefrist på fire uger.