ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

De ansatte skal med på vognen hos PNO: “Hvis du ikke er med, må du vælge fra”

Trailerudlejeren PNO er i gang med at omstille familieselskabet. Her er medarbejderne afgørende, siger bæredygtighedschef og medejer Solvej Lee Ørnstrand

I 2018 kom Solvej Lee Ørnstrand i spidsen for den bæredygtige omstilling hos PNO. Medarbejderne er nøglen, mener hun. Foto: Nina  Pilgaard
I 2018 kom Solvej Lee Ørnstrand i spidsen for den bæredygtige omstilling hos PNO. Medarbejderne er nøglen, mener hun. Foto: Nina Pilgaard

Da Solvej Lee Ørnstrand for alvor kastede sig over den omstilling, som PNO er i gang med, var særligt én ting klar for hende.

“Det er ikke Jacob og mig, der skal stå for den grønne omstilling. Det skal ud i alle led af organisationen, før der sker en forandring,” siger hun.

Ifølge hende har PNO i mange år arbejdet ansvarligt. Men det var ikke nedfældet nogle steder.

Man kan ikke pakke en omstilling ind. Enten gør du, ellers også gør du det ikke

Solvej Lee Ørnstrand, bæredygtighedschef, PNO

Det blev det i 2019, da virksomheden fik den private certificering B Corp, der måler en virksomhed på parametre som ansatte, miljø og klima samt bundlinje.

Siden har de ansatte i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland skulle ændre vaner på kontoret, som kunne smitte af på hjemmefronten også, håbede Solvej Lee Ørnstrand.

“Vi har en position i markedet som en af de førende. Det forpligter os. Vi skal skabe ringe i vandet, så vi skal have medarbejdere, der både påvirker deres kunderelationer og interne relationer,” siger hun.

“Folk har virkelig taget det til sig.”

Ændre vaner

Med certificeringen kom en række mål og ændringer, som medarbejderne skulle finde sig til rette i mod målet om at blive CO2-neutral i hele forretningen i 2030. Vand, el, skrald, papir, fly og bil bliver målt for hvert kontor, mens der ikke er et samlet tal for hele koncernen.

Det kræver både store og mindre skridt.Ikke alle har været lige begejstrede for at skifte de tilgængelige firmabiler på benzin og diesel ud med el og i højere grad dele dem imellem sig, som antallet er skåret ned.

Bæredygtig
Et løfte blev givet, da ægtepar overtog familieselskabet: “Som verden ser ud, har vi enormt travlt”

Da et nyplantet træ pr. medarbejder betød en mindre julegave, blev der også øffet lidt, mens kikærter og quinoa i kantinen måske heller ikke var for alle, da madordningen blev ændret. Men der sker noget hos medarbejderne, har Solvej Lee Ørnstrand noteret.

Tidligere økologifornægtere køber i dag madvarer med det røde økomærke, mens kødglade er blevet vegetarer. Alle investeringer fra trailer til kontormøbler bliver målt og vejet i forhold til virksomhedens formål og den grønne omstilling.

Ombord

Ringene i vandet skal skabes i samtaler om de ansattes spiseborde, håber Solvej Lee Ørnstrand. Hvorfor det er godt at spare på vandet. At cykle og køre i elbil eller spise mindre kød.

Derfor blev hovedkontoret i København bevidst lagt så centralt som muligt og tæt på offentlig transport. Derfor laver de ansatte i hele koncernen to dage om året noget godt i lokalsamfundet. Og derfor har virksomheden også sagt farvel til medarbejdere, som ikke bakkede op om omstillingen.

“Det er et meget bevidst valg. Vi er på den her rejse, og vi har faktisk super travlt. Vi kører hårdt på, så hvis du ikke er med, må du vælge fra. Det gælder også i ansættelser,” siger Solvej Lee Ørnstrand.

“Selvfølgelig synes nogle, at det er for meget. Men man kan ikke pakke en omstilling ind. Enten gør du, ellers også gør du det ikke.”

Forsiden lige nu