ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Milliardærfamilie fra Hørsholm i stort sats på startups: Lancerer venturefond på 1 mia. kr.

Stenrige VKR Holding, der ejer Velux, følger i sporet på nogle af Danmarks mest velpolstrede familier og lancerer nu sin egen venturefond

Mads Kann-Rasmussen, der er barnebarn til Velux-stifteren Villum Kahn Rasmussen, er adm. direktør i VKR Holding, der vil investere 1 mia. kr. i startups gennem ny venturefond. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Mads Kann-Rasmussen, der er barnebarn til Velux-stifteren Villum Kahn Rasmussen, er adm. direktør i VKR Holding, der vil investere 1 mia. kr. i startups gennem ny venturefond. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Mads Kann-Rasmussen, der er tredje generation og adm. direktør i vinduesimperiet VKR Holding, gør nu klar til at sætte mere af den fondsejede pengetank i spil.

Med venturefonden Kompas vil VKR Holding over de kommende ti år bruge 1 mia. kr. på at investere i startups, der leverer bæredygtige løsninger til byggebranchen. Det er dermed en af de største enkeltstående venturefonde, der er rejst på dansk jord.

“Vi mener, at vi har en forpligtelse til at være med til at præge udviklingen i byggebranchen i en mere bæredygtig retning, og så vil vi selvfølgelig også gerne have et finansielt afkast af vores investering,” siger Mads Kann-Rasmussen.

22

mia. kr. er egenkapitalen på i VKR Holding

Fra hovedkontoret i København skal Kompas operere i Europa, Israel og USA, hvor det er hensigten, at milliarden skal investeres i 20 startups.

Fokusset er startups, som udvikler software eller hardware, der bidrager til gøre byggeprocessen og byggematerialer mere grønne, eller som er med til at drive bygninger smartere og mere energieffektivt.

Idéen med Kompas er ikke at indlemme virksomhederne i datterselskaberne Velux og Dovista, men det er derimod tanken, at porteføljen skal sælges videre og skabe et afkast, der som minimum skal fordoble investeringen, fortæller Mads Kann-Rasmussen.

Skulle det vise sig, at Kompas støder på noget, som er interessant for VKR Holding, så er det muligt at købe virksomhederne ud af venturefonden, men i så fald sker det på markedsvilkår.

Familier på jagt

VKR Holding, der står bag vinduesvirksomhederne Velux og Dovista og holder til i Hørsholm, lancerer Kompas på et tidspunkt, hvor venturemiljøet sprudler med startups og er ved at koge over af kapital.

Danske startups har aldrig rejst så meget kapital, som de har gjort i 2021, hvor rekorden fra 2019 allerede blev slået i juni måned.

Kampen om danske og europæiske startups er spidset til, efter at amerikanske kæmpefonde som Tiger Global har fundet nye jagtmarker i Europa. Samtidig har stadigt flere af Danmarks mest velpolstrede familier og erhvervsdrivende fonde fået øjnene op for venturebranchen som en vej til at skabe store afkast.

Blandt de første var Pandora-milliardæren Winnie Liljeborg, som tilbage i 2013 lancerede North-East Venture, og siden er flere af Danmarks rigeste personer og familier kommet til, herunder Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der i 2018 stiftede fonden Investo Capital.

Ligesom VKR Holding, der har Villum Fonden som ejer, har andre virksomheder og erhvervsdrivende fonde som Lego og Novo Nordisk Fonden også deres egne venturefonde.

Hos Preseed Ventures, der blev stiftet tilbage i år 2000, og som netop har rejst en ny fond på 400 mio. kr. med flere institutionelle investorer bag, mærker man, at flere familier og virksomheder vender sit blik mod venturemarkedet.

“Det er en konsekvens af en modning af økosystemet. Vi bliver mere og mere professionelle, og derfor er der også flere og flere spillere, som kan se, at det giver god mening at investere,” siger Helle Uth, der er general partner i Preseed Ventures.

Opmærksomheden har haft den konsekvens, at værdisætningerne på startups er skudt i vejret, og for VKR Holding har det betydet, at de har været nødt til at sænke ambitionerne i Kompas.

“Da vi startede, havde vi en ambition om, at vi skulle have 30 virksomheder i porteføljen, men det kan simpelthen ikke lade sig gøre, fordi værdien er steget så meget i det her felt,” siger Mads Kann-Rasmussen.

Kan blive større

Værdierne i VKR Holding er skudt i vejret, og fra 2010 til 2020 er de samlede aktiver under forvaltning steget fra 17 mia. kr. til 27 mia. kr., og med samlede gældsforpligtelser på blot 4,6 mia. kr. i fjor har investeringsselskabet masser af krudt at skyde med.

“Alternativet vil være at gøre fonden større, og det er muligvis noget, som vi vil overveje. Når man kommer op i de næste investeringsrunder, så bliver det dyrt,” tilføjer direktøren for VKR Holding.

Kompas vil ind i startups, når de skal rejse en Seed-runde eller en A-runde. Her er virksomhederne oftest ved at udvikle et produkt, eller også har de netop gjort det og skal bruge kapital til at skalere markedsføringsindsatsen. På de stadier vil der oftest være behov for at rejse tocifrede millionbeløb og i nogle tilfælde trecifrede millionbeløb.

Til at stå i spidsen for Kompas har VKR Holding hentet tyskfødte Sebastian Peck, der har været konsulent hos Boston Consulting Group og selv har taget turen som iværksætter med virksomheden Digital Science og senest har haft ansvaret for at bygge Jaguar Land Rovers egen venturearm op fra bunden.

Sebastian Peck er ikke bekymret for, at det bliver svært for Kompas at slå sine kløer i de rette startups i kampen mod store internationale fonde. Dels peger han på, at Kompas er en specialistfond, der kan tilbyde startups viden og knowhow fra Velux og Dovista.

Dertil kommer, at han mener, at Kompas’ størrelse er rigelig til at gøre sig gældende, hvis porteføljevirksomhederne når til større investeringsrunder.

“Jeg mener, at vi er meget velkapitaliserede til at følge op på vores investeringer, så det er ikke noget, der giver mig alt for meget hovedpine lige nu,” siger Sebastian Peck.

Forsiden lige nu