BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Hempel vil investere for op mod 19 mia i ny grøn vækstplan
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Malingproducenten Hempel vil i de kommende fem år investere op mod 19 mia. kr. i en ekstremt offensiv vækstplan, der i samme periode skal fordoble omsætningen.

Det fortæller adm. direktør Lars Petersson i forbindelse med lanceringen af Hempels nye strategi, der rækker frem til og med 2025.

7,5 mia. kr. er Hempels opkøbskapacitet lige nu – godt og vel

“Lige nu har vi muligheder for at opkøbe for lidt mere end 7,5 mia. kr., men vi genererer indtjening i perioden, så vi vil være i stand til at købe op for 10-15 mia. kr.,” siger Lars Petersson.

Hertil kommer forventede investeringer i digitalisering, grøn omstilling og innovation i niveauet knap 4 mia. kr.

Hempel forventer, at fordoblingen af omsætningen skal komme via 50 pct. organisk vækst og resten fra opkøb.

Omsætningen var i 2019 på 11,5 mia. kr. og ligger ifølge Lars Petersson højere i 2020 – regnskabet for året er dog ikke klart endnu.

Han oplyser dog, at Hempel har haft vækst i et faldende marked under coronakrisen. Der er dermed taget markedsandele i et svært marked.

Vejen mod en fordoblet omsætning handler bl.a. om at blive markedsleder inden for fire områder: det maritime, infrastruktur, energi og husmaling.

“Med et markedslederskab vil vi være nummer ét eller en stærk nummer to i det specifikke undersegment eller geografi, men det handler også om, at vi kan levere til kunderne, hvad de har behov for inden for bæredygtighed og med hensyn til digitale løsninger,” siger Lars Petersson.

Hempel har i dag mindre end 10 pct. af omsætningen fra områder, hvor selskabet er markedsleder. Denne andel skal op på over 50 pct.

Fokus har ifølge Lars Petersson ikke været god nok hidtil, og der skal strammes op. Det gælder også i forhold til geografi, hvor der f.eks. i Sydamerika skæres ned i Chile, Peru og Ecuador, mens fokus retter sig mod de største markeder i Brasilien og Argentina.

Hempel kalder den nye strategi for “Double Impact” og forfølger ikke alene en vækststrategi, men også et bæredygtighedsmål, der bl.a. skal gøre selskabet CO2-neutralt i forhold til egen udledning.

Desuden er Hempels grønne strategi bundet op på at kunne hjælpe kunderne videre i deres egen grønne omstilling. Hempel forsker bl.a. i ekstremt stærke malingtyper, der kan holde til det meste på åbent hav, hvor bl.a. vindmøller kan nøjes med ganske få påføringer af maling.

Hempel leverer også maling, der kan få tankskibe til at bevæge sig mindre energikrævende igennem vandet.

I næste måned bliver Hempels såkaldte science-based targets offentliggjort.

Vi ser bæredygtighed som en vigtig faktor for vækst Lars Petersson, adm. direktør i Hempel

“At gøre bæredygtighed til kernen i vores måde at drive forretning på vil skabe forandring både internt i Hempel og gennem hele værdikæden og for vores produkter og løsninger. Vi ser bæredygtighed som en vigtig faktor for vækst, da vi kan hjælpe vores kunder med at nå deres bæredygtighedsmål,” siger Lars Petersson.

I det hele taget arbejdes der også målbevidst med partnerskaber, hvor der med aftaler mellem Hempel og kunderne sikres fælles mål over en længere årrække. Senest har Hempel indgået en strategisk samarbejdsaftale med Vestas, der skal bane vej for, at vindmøllegiganten kan blive CO2-neutral i 2030.

Indledende beregninger viser, at ved at ændre processerne omkring påføring af maling er det muligt at reducere CO2 med 60 pct. på Vestas-møllerne.

“Vi indgår i endnu stærkere partnerskaber med en række af vores kunder, så vi virkelig forstår deres behov og fremtidige udfordringer og sammen kan skabe differentierede løsninger,” siger Lars Petersson.

Forsiden af Børsen Bæredygtig