Han rådgiver erhvervslivet om klima – nu peger han på grunde til at være optimistisk

Bo Øksnebjerg har fulgt den grønne omstilling tæt de seneste mange år. Først som generalsekretær i Verdensnaturfonden (WWF) og nu som partner og bæredygtighedskonsulent i EY. 

Og hans dom over udviklingen er klar: 

“Der er ikke nogen tvivl om, at det har været nogle hårde år,” konstaterer han.

Flere grønne energiprojekter trækker ud eller fejler, fordi stigende renter og inflation har gjort alt dyrere. Energikrisen efter invasionen af Ukraine har fået mange lande til at skrue op for kul og gas. 

Oven i det ruller EU bæredygtighedslovgivning tilbage. USA’s præsident prædiker “drill baby, drill” til oliefirmaerne og modarbejder vindprojekter. Og en verdensorden i opbrud gør det endnu mere vanskeligt at holde tempoet i omstillingen.

Bæredygtig

Sådan forsøger Trump at pille USA’s klimaindsats fra hinanden

En rundspørge foretaget af Dansk Industri i juli viste, at handelskrig og inflation er rykket op i toppen af virksomhedernes dagsorden, mens klimakrisen nu rammer bunden, når det kommer til erhvervslivets 11 største bekymringer. 

Alligevel er Bo Øksnebjerg optimistisk.

“Jeg tror, det har været nogle nødvendige år, som gør, at bæredygtighedsagendaen bliver endnu mere forretningsrelevant i fremtiden,” siger han. 

En gammel udvikling

Bo Øksnebjerg var generalsekretær i WWF i syv år, men fulgte inden da nysgerrigt med i dagsordenen om ansvarlig virksomhedsdrift fra sine roller i virksomheder som Novo Nordisk, Novozymes og Cowi.

Og det er netop dem – de mange års erfaring på både godt og ondt – der er én af grundene til, at Bo Øksnebjerg er forholdsvis fortrøstningsfuld.

“Nu er jeg lidt gammel i det her game, og vi har faktisk set det hele ske før,” siger han. 

Efter finanskrisen i 2008 var der en bølge, hvor flere virksomheder fyrede og nedlagde hele bæredygtighedsafdelinger. Ikke fordi man havde set sig sur på bæredygtighed, men fordi der var behov for at tjene flere penge, fortæller Bo Øksnebjerg.

Dengang hed det csr (corporate sustainability reporting), men mange af de samme spørgsmål om ansvar og samfundsbidrag gik igen i arbejdet. 

“Men der gik nogle år, og så genopfandt man bæredygtighedsarbejdet, så det blev mere relevant for virksomhederne,” siger Bo Øksnebjerg. 

“Jeg sanser lidt, at det er det samme, der er begyndt at ske i dag. Der er mange virksomheder, der bruger det som en anledning til at genbesøge deres bæredygtighedsstrategier og stille større krav til, at det skal være værdiskabende. Det tror jeg, er godt på sigt,” fortsætter han.

I sidste ende kan virksomhederne faktisk opdage, at der er penge at spare, påpeger han.

Der er dog én faktor, som ikke gjorde sig gældende dengang, men i den grad gør det i dag. 

“Vi er ved at løbe tør for tid. Det internationale samfund har jo aftalt, at vi skal nå en række mål inden 2030. Sådan et tidstab, hvor vi skal finde hinanden igen, det gør virkelig ondt,” siger Bo Øksnebjerg.

En regional ting

For et halvt år siden præsenterede EU den såkaldte omnibuspakke, der kort fortalt er et forsøg på at gøre det mere enkelt for virksomheder at rapportere om deres bæredygtighedsarbejde. 

Men selvom pakken lægger op til en drastisk forenkling af de hidtidige krav til bæredygtighedsrapportering, påpeger Bo Øksnebjerg, at det ikke er ensbetydende med, at virksomhederne ikke kommer til arbejde med området længere. 

“De skal bare ikke fortælle lige så meget om det,” siger han.

Bæredygtig

Arkitekterne bag grønne krav til virksomheder vil skære “drastisk” i reglerne

Men vi ser jo blandt andet i DI’s rundspørge, at klima ligger i bunden over bekymringer i erhvervslivet. Bekymrer det dig ikke, at der er tydelige tegn på, at det ikke er lige så vigtigt?

“Jeg er helt sikkert bekymret over udviklingen. Men bare fordi det ikke ligger i toppen over bekymringer, er det ikke ensbetydende med, at der ikke bliver arbejdet med det. Der er mange, der har stoppet arbejdet, men jeg oplever, at de store virksomheder arbejder med det nede i motoren. Og hvis de på sigt stiller krav til deres underleverandører, så kommer økosystemet til at fungere igen.”

Samtidig peger han på, at der er en masse anden lovgivning på vej fra EU.

Afskovningsdirektivet, emballagedirektivet og EU’s produktpas, som indtil videre alle tre ser ud til at blive til en realitet. Og alle vil tvinge virksomhederne til at omstille sig. 

Bo Øksnebjerg understreger desuden, at mange af de udfordringer, vi ser, især gør sig gældende i Europa og USA.

Se bare på Kina. 

For 30 år siden oplevede landet en helt ekstrem vækst og indtog pladsen som verdens største CO2-udleder, men i dag er Kina længst fremme på alle former for grøn energi og elbiler. 

Flere spår, at Kinas udledningskurve kommer til at knække allerede i år, og landet står nu til at nå sine klimamål om at blive CO2-neutrale i 2060. 

Det kinesiske styre er desuden i gang med at implementere rapporteringskrav, som minder om EU’s rapporteringskrav på bæredygtighed, CSRD. Det samme er De Forenede Arabiske Emirater og Indien, som også er en stor global udleder, påpeger Bo Øksnebjerg.

“Det er vigtigt at huske, at hele verden ikke er gået i stå.”

Bilen ud af garagen

Der er altså god grund til at tro på, at det bedste ligger foran os, hvis man spørger Bo Øksnebjerg.

For ham er årene lige nu blot et nødvendigt “mellemspil”, der vil presse virksomhederne til at genopfinde bæredygtighedsagendaen. 

I stedet for symbolske gestusser vil arbejdet fremover handle om at dokumentere, hvordan bæredygtighed kan skabe økonomisk værdi og robuste forsyningskæder, spår han. 

“Men min opfordring er, at virksomhederne får genbesøgt deres strategier hurtigt. Planeten har ikke tid til at vente på, at vi kører bilen i garagen og splitter den ad i årevis. Den skal ud på vejen igen hurtigst muligt,” siger han.