ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Dansk havneselskab rokerer i milliardplaner for grønne brændsler

Selskabet ADP havde planer om at investere 1 mia. kr. i infrastruktur til grønne brændsler frem mod 2030. Men markedet for de grønne dråber har ikke udviklet sig som håbet, og nu er der rykket rundt i planerne

ADP har ikke opgivet drømmen om power-to-x, men planerne er udskudt, fortæller Rune D. Pedersen. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
ADP har ikke opgivet drømmen om power-to-x, men planerne er udskudt, fortæller Rune D. Pedersen. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Der kan ske meget på et år.

Det har ADP, der driver og ejer Fredericia Havn, måttet se i øjnene, efter selskabet for knap 13 måneder siden øremærkede 1 mia. kr. til at blive et knudepunkt for grønne brændstoffer.

“Der er nogle ting, som kommer til at tage længere tid end forventet,” siger Rune D. Rasmussen, der er adm. direktør i ADP.

Pengene skulle investeres i at bygge infrastruktur til at transportere CO2 fra Fredericia Havn ud til aktører i området. CO2, som først og fremmest var tiltænkt produktion af grønt brændstof, men også til at blive lagret i undergrunden.

Dengang var det hele lagkagen, folk kiggede på. Nu kigger man mere på en specifik del af lagkagen

Rune D. Pedersen, adm. direktør, ADP

Men nu har ADP rokeret i rækkefølgen, så fangst og lagring af CO2 (CCS) bliver det primære fokus, mens de grønne brændsler ryger bag i køen.

“For et år siden troede vi, at de to ting kunne leve side om side. Men rækkefølgen er ligesom faldet på plads nu, så vi kan se, hvor der rent faktisk er en businesscase,” siger han og fortsætter:

“Dengang var det hele lagkagen, folk kiggede på. Nu kigger man mere på en specifik del af lagkagen, og det er i bund og grund rigtig godt, fordi så kan det udmønte sig i noget konkret hurtigere.”

Markedet for grønne brændsler, der ellers er blevet spået en nøglerolle i at indfri klimamålene, er på det seneste løbet ind i en række udfordringer. Prisen på de grønne dråber kan ikke konkurrere med de fossile, og markedet er låst fast i en situation, hvor alle aktører afventer hinanden, og ingen vil forpligte sig.

Det har fået flere store aktører i Europa til at trække stikket eller skrue på forventningerne for deres projekter. Energikæmpen Ørsted har f.eks. droppet et svensk projekt og senest sat det danske prestigeprojekt Green Fuels for Denmark i bero.

Først i mål

Ifølge Rune D. Rasmussen har CCS-teknologien et liv på den “korte og mellemlange bane”. Først på et senere tidspunkt vil der være en businesscase for at anvende CO2 til grønt brændstof.

Meget lidt af det CO2, ADP arbejder med, vil blive brugt til grønt brændstof inden for de næste ti år, spår havnedirektøren.

“Fangst og lagring af CO2 ser ud til at være den hurtigste vej, hvis vi skal nå klimamålene. Både kunderne og markederne efterspørger det. Rammebetingelserne og økonomien er der. Så det ser ud til at, at de projekter kommer først i mål.”

38

mia. kr. har regeringen sat af til fangst og lagring af CO2

Mens økonomien under markedet for de grønne brændsler skranter, har de danske politikere afsat et markant større støttebeløb til fangst og lagring af CO2. Nærmere bestemt 38 mia. kr. over for blot 2,2 mia. kr. til brændslerne.

Oprindeligt ville ADP etablere Fredericia Havn som grønt knudepunkt for power-to-x-teknologien samt fangst og lagring af CO2 sammen med aktører som bl.a. Crossbridge Energy, Billund Lufthavn, Ørsted og Everfuel.

Men efter havneselskabets omrokering i planerne er et nyt samarbejde opstået.

Trecifret millionbeløb

I juni gik ADP sammen med Total Energies Denmark og Evida om at udvikle infrastrukturen til indfanget CO2.

Fredericia Havn skal modtage CO2 fra virksomheder over hele landet. Den CO2 skal via en rørledning ejet af Evida føres ud til projektet Bifrost, som Total Energies Denmark står bag. Og her skal CO2’en lagres i Nordsøen.

Indtil videre skal der investeres et trecifret millionbeløb i anlægget på Fredericia Havn, men planen er stadig, at ADP samlet vil investere de lovede 1 mia. kr. til at håndtere CO2 på havnen.

Og de penge kommer også fremtidens grønne brændsler til gode. Den nye rækkefølge på tingene betyder nemlig ikke, at der er slækket på ambitionerne for power-to-x på lang sigt, fortæller Rune D. Rasmussen.

“Når vi er færdige med at lagre CO2, skal vi bruge den til noget. I stedet for at skulle bygge en ny infrastruktur på en senere tidspunkt bruger vi pengene på at bygge en løsning, der ligger godt til, at vi på sigt også kan bruge det til grønne brændsler,” siger han.

Forsiden lige nu