ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Fragtmænd tripper for adgang til strøm: Skal vente mere end to år

Mens danske transportvirksomheder har viljen til at lade sig undergå en grøn omstilling, spænder de massive forsinkelser i udbygningen af elnettet ben for langsigtede initiativer, der er essentielle i at opnå klimaneutralitet i 2045

Ifølge analysen fra DI oplever 93,4 pct. af de store danske transportvirksomheder elektrificeringsbarrierer. Det samme gælder 79,2 pct. af de mindre transportvirksomheder.
Ifølge analysen fra DI oplever 93,4 pct. af de store danske transportvirksomheder elektrificeringsbarrierer. Det samme gælder 79,2 pct. af de mindre transportvirksomheder. Arkivfoto: Tobias Nicolai

Spekulationerne er taget til hos transport- og logistikvirksomheden Danske Fragtmænd efter nye udmeldinger om problemer med udbygningen af det danske elnet. 

For flere virksomheder oplever lige nu ikke at kunne få adgang til den strøm, der er afgørende for deres strategi og fremtidige forretning. 

Danske Fragtmænd er et af de selskaber, der er begyndt at kigge ind i, hvordan man kan erstatte fossile brændsler med el ved at udskifte konventionelle dieseldrevne lastbiler med ellastbiler. 

Indtil videre kører 30 af selskabets lastbiler på el. Et tal, der gerne skal stige til 100 ud af transportvirksomhedens i alt 1813 enheder i år.

Man kan jo ikke lave en forretning, hvis bilen ikke kan køre 

Troels Ranis, vicedirektør, Dansk Industri

Til de ladestandere, selskabet allerede har installeret, er man lykkedes med at hente strøm fra elnettet – dog ikke uden ventetid. Men ser man på de langsigtede grønne ambitioner, frygter Henrik Schulz, som er bæredygtighedschef i Danske Fragtmænd, at manglen på kapacitet i elnettet kommer til spænde ben:

“Når vi pludselig kommer op på 100 ellastbiler frem for 30, bliver vi jo nok nødt til at udvide ladeinfrastrukturen yderligere. Og der kan vi se, at det kan tage rigtig lang tid at få strøm ind på grunden. Det grelleste, vi har hørt, er 2,5 års leveringstid,” forklarer han. 

Ifølge Troels Ranis, som er vicedirektør i Dansk Industri, er netop den usikkerhed, der kan være forbundet med større investeringer i den grønne omstilling, en bekymring, som går igen hos mange af de danske transportvirksomheder lige nu.

“Man kan jo ikke lave en forretning, hvis bilen ikke kan køre. Hvis der er lange ventetider på at få ladeinfrastrukturen til at blive tilsluttet elnettet, så venter man også med at købe ellastbilerne – og så fortsætter det bare som i dag,” pointerer han og tilføjer, at omstillingen i forvejen er en dyr affære for virksomhederne.

Stor klimasynder

Ser man på Danmarks samlede CO2-udledninger, er transportsektoren én af de helt store klimasyndere. Derfor er grønne indsatser på netop dét område ifølge Troels Ranis en afgørende faktor i at nå den danske målsætning om klimaneutralitet i 2045. 

Der er brug for meget mere grøn omstilling blandt de her virksomheder. Det ved de jo også godt selv. Men barrierer skal fjernes, for at man kan gennemføre ting

Troels Ranis, vicedirektør, Dansk Industri

“Der er brug for meget mere grøn omstilling blandt de her virksomheder. Det ved de jo også godt selv. Men barrierer skal fjernes, for at man kan gennemføre ting,” siger han og fortsætter:

“Vi lægger generelt svagt til på elektrificeringsgraden i Danmark – under EU-gennemsnittet. Der er brug for klare og ambitiøse målsætninger, som at se på hvordan vi kan få udbygget elnettet og fjerne konkrete barrierer for elektrificering i de enkelte brancher.”

Bæredygtig
Massive problemer med elnettet: Virksomheder får afslag på store projekter
Elnettet

Hos Dansk Industri har man blandt andet et konkret ønske om, at regeringen sætter et klart pejlemærke op for, hvor høj elektrificeringsgraden skal være i Danmark om ti år.

“Og der siger vi mindst 45 pct. Det mener vi er realistisk,” slår Troels Ranis fast.

Ifølge ham ville det give en klar ramme for, hvordan vi i Danmark bredt set får investeret i den underliggende infrastruktur, som er nødvendig for, at der kan blive ført strøm ud til danske virksomheder.

Kræver store investeringer 

Det ville også gøre det nemmere for selskaber som Danske Fragtmænd at foretage investeringer, der kan være med til at sænke udledningerne betydeligt i fremtiden, hvis der sættes nogle klare rammer:

“Vi vil jo gerne være helt grønne på langt sigt,” fortæller bæredygtighedschef Henrik Schulz, som mener, at den grønne omstilling er værd at investere i, på trods af at den er omkostningstung for virksomhederne.

Han forklarer, at eldrevne lastbiler typisk er dobbelt så dyre som dieseldrevne – og at det i øvrigt heller ikke er gratis at hente strøm fra elnettet. Imidlertid er det billigere at køre på el, end det er at køre på diesel.

“Der kan bare godt gå noget tid, før virksomhederne selv mærker, at investeringerne bærer frugt. Derfor vil vi også gerne være sikre på, at rammerne til at føre dem til vejs ende er på plads,” siger Henrik Schulz.

Forsiden lige nu