Førende analytiker: Danmarks store brintsats var en fejl

Det hypede brintmarked er i virkeligheden lidt ligesom en soufflé. Det ser imponerende ud, men vakler og kollapser ligeså stille tynget af sin egen vægt. 

Det er budskabet fra den verdenskendte brintanalytiker Michael Liebreich, som er formand og stifter ved analysehuset Liebreich and Associates.

“Vi kommer til at se en langsom nedsmeltning frem mod 2030,” forudser han på en videoforbindelse fra London.

Michael Liebreich har en fortid som analytiker for McKinsey og står bag det anerkendte energianalyseinstitut BloombergNEF. 

De seneste år har han turneret med sit budskab: Politikerne skal droppe drømmen om grøn brint. Det er ren og skær ønsketænkning og ikke en nøglespiller i den grønne omstilling. 

Det gælder også det brintrør, som den danske regering planlægger at bygge for milliarder af kroner. 

“Det er fuldstændig bonkers (tosset, red.),” starter Michael Liebreich.

Store planer 

I Danmark er grøn brint udset som en afgørende brik i den grønne omstilling. 

Politikerne drømmer om gigantiske havvindmølleparker, der leverer grøn strøm til jyske brintfabrikker, som pumper brinten ned til Tyskland gennem et rør. Det skal hjælpe den klimatunge industri som f.eks. produktionen af stål mod mere grønne tider. 

Og så kører det ellers. Efterspørgslen af grøn strøm stiger, og et sandt eksporteventyr er født. 

Målet er at have mellem 4 og 6 GW elektrolysekapacitet i 2030. Der er lavet brintstrategier og sat milliarder af i statsstøtte til både brintrør og havvindmølleparker. 

Men udviklingen for grønne brændstoffer i Danmark og Europa går langsommere end ventet. 

Ørsted, som ellers var klar til at satse stort på udviklingen af grøn brint, har trukket stikket på alle sine projekter. 

Bæredygtig

Ørsted trækker endegyldigt stikket på megaprojekt

Brintrøret til Tyskland er blevet forkortet og forsinket med flere år.

Det børsnoterede selskab Green Hydrogen Systems, som laver anlæg til produktion af grøn brint, er gået konkurs og har efterladt investorer tomhændede.

Nul udviklere havde lyst til at byde på den første runde af havvindudbuddet i Nordsøen. 

Og listen fortsætter. 

Dyrt og ineffektivt

Michael Liebreichs anke er, at brint altid vil være både for dyrt og ineffektivt til at kunne sejre over andre teknologier. 

Bæredygtig

Brintrør til 15 mia. kr. skydes med tre år

Analytikeren peger på, at det er ekstremt omkostningstungt at konvertere, transportere og udnytte brinten. 

Selv med billig dansk havvind kan strømmen alene få prisen op på 4 euro pr. kg, ifølge Michel Liebreich. 

“Det er det dobbelte af, hvad det koster at lave grå eller blå brint i Tyskland,” siger Michael Liebreich. Tyskland er et af de markeder, der satser på at skulle bruge store mængder grøn brint i fremtiden til f.eks. produktion af stål. 

Samtidig går store mængder energi tabt i processen, påpeger Michael Liebreich. Det kræver nemlig mere energi at producere brint, end der kommer ud af produktet. 

Derfor er det bedre og mere sikkert at satse på en elektrificering af samfundet, lyder det fra Michael Liebriech.

“Det er altid værre at lave brint end at bruge strømmen direkte,” siger han. 

Ifølge brintanalytikeren vil en produktion af grøn brint kun blive til virkelighed med massiv statsstøtte. Men det kan være svært at erkende et fejlsats, mener Liebreich. 

“Vi kommer ikke til at se nogen gå ud og indrømme, at de har taget fejl. Sådan kommer det ikke til at ende,” siger han. 

Det er den soufflè, som Michael Liebreich taler om. Ingen vil trække støtten til brint hurtigt og risikere et kollaps. I stedet vil fokus langsomt forsvinde. Og dermed vil markedet langsomt synke sammen. 

Tryk på knappen

Derfor bør politikerne verden over ifølge Michael Liebreich trykke på “reset”-knappen og genstarte planerne for den grønne omstilling, inden flere milliarder går tabt. Det gælder også den danske klima- og energiminister Lars Aagaard (M). 

Brintanalytikeren mener, at drømmen om brintfabrikker og planen om et brintrør, der skal sende brinten til Tyskland i højere grad er drevet af industriinteresser og politisk symbolik frem for rationel energiøkonomi. 

“Der er ingen, der vil påtage sig aftagerrisikoen. Det er uklart, hvem der skal købe brinten, til hvilken pris og i hvor lang tid. Derfor synes jeg, man burde se på, om det ikke var på tide at trække i land,” siger han. 

Kan udnyttes få steder 

Selvom Michael Liebreich generelt er skeptisk over for brug af brint, anerkender han, at der alligevel er få hjørner, hvor det giver mening. 

Det kan for eksempel bruges til at producere kemikalier. I nogle ganske få tilfælde er det også en mulighed i luftfarten – men selv her vil det som regel være bedre at bruge elektricitet direkte. 

Michael Liebreich henviser til et regnestykke fra Heathrow-lufthavnen i England, der viser, at det ville kræve lige så meget energi som et helt atomkraftværk – alene for at gøre brinten klar til brug ved at komprimere den.

“Brint skal være den allersidste udvej. Ikke den første,” siger han. 

Michael Liebreich foretrækker elektrificering, fordi det ifølge ham er mere effektivitet og bygger på en mere moden teknologi, hvorimod brint kræver store investeringer og ny infrastruktur. Han erkender dog, at der også er udfordringer ved elektrificering – f.eks. dyre udskiftninger og pres på elnettet. 

“Alle løsninger har deres pris, men i sidste ende er brint langt dyrere og mere kompliceret,” siger Michael Liebreich. 

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra klima- og energiminister Lars Aagaard (M), men det har ikke været muligt.