Det danske elnet er under pres, og projekterne, der venter på at blive koblet på, hober sig op.
Blandt dem er tre ladeparker, som energikoncernen OK vil etablere i Årslev, Padborg og Taulov.
Det skriver Berlingske.
OK indsendte ansøgningerne om de nye parker i december med en forhåbning om, at de kunne åbne inden sommerferien. Men koncernen venter stadig svar.
“Der venter vi og kan ikke rigtig få svar på, hvornår vi kan forvente et svar. Når man står med nogle kunder i den anden ende og skal lave aftaler, så er et ikkesvar faktisk næsten det værste,” siger Sofie Lindgaard Breum, der er ansvarlig for energiløsninger til erhvervskunder i OK, til Berlingske.
Et af formålene med de nye ladeparker er at øge antallet af ladestandere til ellastbiler, som er nødvendige for at gøre det sikkert for de danske vognmænd at investere i nye biler på el.
Som Børsen tidligere har skrevet, ses elektrificeringen af transportsektoren som et flagskib i regeringens mål om klimaneutralitet i 2050.
Samira Nawa (R), der er ny klima-, energi- og forsyningsminister, argumenterede for nylig i Politiken for, at infrastrukturen til det skal stå forrest i køen.
Men køen er lang, strukturen er fyldt med problemer, og Energinet, som står for udbygningen af det danske transmissionsnet, har et milliardstort investeringsmæssigt efterslæb.
I marts blev Energinet nødt til at sætte alle nye tilslutninger på pause i tre måneder, så der var luft til at overveje, hvad der skulle ske – pausen blev senere forlænget tidligst til efteråret.
Det har også ramt de lokale netselskaber, som ikke kan være sikre på, at der er den fornødne kapacitet i deres distributionsnet, når de skal tage stilling til nye projekter.
Kim Willerslev Jakobsen, der er direktør for systemansvar i Energinet, forklarede for få uger siden til Børsen, at han forstår frustrationen fra transportbranchen. Men selskabet kan juridisk set ikke håndplukke ud fra grønt aftryk.
“Vi kan prioritere ud fra modenhed, og hvor ‘netvenlige’ projekterne er. Men jeg ser umiddelbart gode muligheder for, at transportbranchen kan skifte til el,” udtalte han.
Det samme gør en af OK’s konkurrenter, energikoncernen Andel, som netop har offentliggjort, at man med datterselskabet Clever vil investere 1 mia. kr. i at udbygge sit ladenetværk til elbiler med 3000 nye punkter de kommende år.
