ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Fire danske pensionskasser laver deres største investering i vindmøller nogensinde

Et samarbejde af danske pensionskasser laver deres største investering i vindmøller nogensinde i det, der skal blive den største havvindmøllepark i Tyskland

Direktør i PKA Jon Johnsen håber på at kunne lave flere store investeringer i vindmølleparker i fremtiden. Arkivfoto: Jeppe Carlsen
Direktør i PKA Jon Johnsen håber på at kunne lave flere store investeringer i vindmølleparker i fremtiden. Arkivfoto: Jeppe Carlsen

Forestil dig 64 vindmøller, der hver især tårner højere end pylonerne på Storebæltsbroen, og hvor en enkelt omdrejning på hver vinge kan levere strøm nok til mere end 350 km kørsel i en Tesla.

Sådan en vindmøllepark bliver nu en realitet og den største af sin slags i Tyskland. Samtidig bliver det fire danske pensionskassers hidtil største investering i vind nogensinde.

Gennem det såkaldte AIP-fællesskab skyder PKA, Pensam, norske Storebrand, Akademikerpension og Lærernes Pension samlet 400 mio. euro, eller lige under 3 mia. kr., i projektet, der skal levere strøm til 1 mio. tyske husstande. Det svarer til mere end en tredjedel af den samlede mængde husstande i Danmark.

Hos PKA forventer adm. direktør Jon Johnsen et stabilt langsigtet afkast på investeringen til deres medlemmer, og han forventer flere lignende investeringer på sigt. Pensionsselskabet leverer 45 pct. af den danske finansiering og har dermed den største andel af AIP’s investering.

“Det er helt klart vores plan at lave mere af den slags. Projekterne bliver større og større, og det synes vi er til vores fordel, fordi det kræver, at man har den erfaring, som vi har både i Danmark og i AIP,” fortæller Jon Johnsen og uddyber:

“Når man skal lave de her kæmpestore projekter, så ved vi, hvordan man strukturerer det, og hvordan man sætter de her meget komplicerede aftaler sammen.”

Investering i Tyskland

Parken ligger i den tyske del af Nordsøen, og ifølge planen skal byggeriet begynde i år. I 2026 skal den sættes i gang og levere den grønne strøm, som særligt Tyskland har hårdt brug for på bagkant af den europæiske energikrise og mistede energiforsyning fra bl.a. Rusland som følge af krigen mellem landet og Ukraine, lyder det.

Der er også en grund til, at danskernes hidtil største energiinvestering lægges i Tyskland og ikke Danmark, som ellers globalt er kendt som en vindmøllenation. Den slags investeringsmuligheder findes slet ikke i Danmark, lyder det fra samarbejdet, og pensionskasser har genereltinvesteret forsvindende lidt i danske vindmøller de seneste år.

“Udfordringen i Danmark er at få tilladelse til at opføre havvindmølleparker, og vi ser gerne, at der kommer lidt mere fart på de godkendelsesprocesser,” fortæller Jon Johnsen.

Det er også et problem, der frustrerer adm. direktør i en anden af pensionskasserne i AIP-fællesskabet, Pensam.

“Vi har ikke haft mulighed for at investere en krone i Danmark i årevis, fordi det bliver ved skåltalerne og ikke ved det, der rent faktisk udmønter sig i konkrete projekter. Så det er bestemt ikke, fordi vi ikke gerne ville investere i Danmark, men så længe der ikke er noget, så må vi gå andre steder hen,” siger adm. direktør i Pensam, Torsten Fels.

Vindmølleparken skal bygges i samarbejde med et par store partnere i det tyske forsikringsselskab Allianz og Norges Bank, hvilket ifølge Jon Johnsen vidner om stor tiltro til den danske viden inden for grøn energi.

“Det er afgørende at få to så store aktører som Norges Banken, som er den største enkeltejer af aktier i hele verden, og Alliance, som er verdens største forsikringsselskab, med i et samarbejde med os. Det er vi faktisk ret stolte af. Det synes jeg er en anerkendelse af, at vi har nogle særlige kompetencer på det her område i Danmark og i AIP,” siger Jon Johnsen.

Samarbejdet i AIP-fællesskabet giver ifølge Torsten Fels muligheder for nogle investeringer, der ellers ikke ville kunne lade sig gøre.

“Det er jo en investering, der både gør en enorm forskel i den grønne omstilling, men også en investering, hvor vi ikke er store nok til at være med alene,” siger Torsten Fels.

Forsiden lige nu