Grønt brændstof som brint og e-metanol er i dag en del dyrere end fossile brændsler, og det er én af de store udfordringer for det spirende marked.
Alligevel har European Energy fået aftaler i hus med Circle K og Mærsk, som vil aftage en del af produktionen fra selskabets første e-metanolanlæg fra 2023. Ifølge adm. direktør Knud Erik Andersen kan prisen blive attraktiv i løbet af de efterfølgende år:
“Forskellen mellem fossilt metanol og det prispunkt, vi kan se, at vi kan ramme med grøn e-metanol, er ikke voldsommere, end at vi er ret optimistiske om, at vi igennem normal skalering, optimering og almindelig produktudvikling kan komme ned til et punkt, hvor det vil være interessant for mange kunder at skifte fossile kemikalier eller brændstoffer ud med e-fuels.”
“Når vi kommer nogle år frem og har fået nogle erfaringer og en større skalering, så skal vi nok ramme nogle meget attraktive prispunkter
Knud Erik Andersen, adm. direktør, European Energy
Og sammenlignet med bunker fuel?
“Jeg vil ikke kommentere bunker fuel så meget, men det er selvfølgelig billigere end det, vi laver. Vi sammenligner metanol med metanol og har fokus på den kemiske industri, plastindustrien og transport. Når vi kommer nogle år frem og har fået nogle erfaringer og en større skalering, så skal vi nok ramme nogle meget attraktive prispunkter,” siger han.
Planen er at brede sig på tværs af værdikæden, og det kan sænke omkostningerne i et vist omfang, fortæller ptx-chef Emil Vikjær-Andresen.
“Det giver en betydelig fleksibilitet sammenlignet med, hvis vi f.eks. skulle ud at købe strømmen. Vi kan tage nogle hurtigere beslutninger, og så er der heller ikke så meget “fedt” mellem lagene i de enkelte led, fordi vi selv producerer strømmen, køber elektrolyseanlægget og bygger metanolanlægget,” siger han.
fra det år vil Mærsk aftage ca. 10.000 ton e-metanol årligt til sit første containerskib på CO2-neutralt brændstof
European Energy har netop vokset sig store ved at opføre sol- og vindmølleparker. Ifølge ptx-chefen kan det også sikre billigere strøm til selskabets kommende anlæg, ligesom det giver et bedre overblik over den forventede omkostning. Selskabet har for nylig også købt en mindre del af et biogasanlæg, som skal levere noget af den biogene CO2, som skal bruges til at lave e-metanol.
Ifølge Knud Erik Andersen er adgangen til billig strøm dog helt afgørende for at kunne sænke prisen. Ifølge energiagenturet Irena er prisen på strøm også den klart største omkostning i produktionen af grøn brint.
“At kunne lave billig, grøn strøm er en betingelse for, at vi kan lave konkurrencedygtige e-fuels,” siger direktøren og sender en advarsel til politikerne om, at højere omkostninger ved at tilslutte vedvarende energianlæg til elnettet samt ved transport af grøn strøm i elnettet og andre benspænd kan kvæle industrien.
Derudover opfordrer han også til, at der fra politisk hold for alvor sættes skub i udbygningen af sol og vind.
