ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Energiudvikler er klar til at udleve grøn milliardplan: “Staten skal kun bekymre sig om en ting”

Regeringen præsenterede tirsdag en ambition om at tidoble den danske solcellekapacitet i 2030. Det er et realistisk mål, men kræver, at staten investerer mere i udbygningen af elnettet, advarer energiudvikleren European Energy

Knud Erik Andersen, adm. direktør for European Energy. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Knud Erik Andersen, adm. direktør for European Energy. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

På rekordtid skal Danmark gøre sig fri af sin gasafhængighed, og det mål kræver en markant udbygning af vedvarende energi fra vindmøller og solceller.

Tirsdag morgen præsenterede regeringen derfor et udspil, der bl.a. skal tidoble den danske solcellekapacitet frem mod 2030 – det er både voldsomt ambitiøst og realistisk at nå, mener Knud Erik Andersen, adm. direktør i energiudvikleren European Energy.

Han roser regeringens udspil, der ifølge European Energy vil kræve investeringer for 45,4 mia. kr. alene for udbygningen af solceller. Det skal ses i lyset af, at det samlede investeringsomfang for solceller i Danmark i årene før 2021 har været 6,7 mia. kr.

“Det her er rent markedsdrevet i dag, så udviklere, banker og andre investorer skal nok komme med pengene – det skal staten ikke være bange for. Staten skal kun bekymre sig om en ting, og det er netkapaciteten,” siger Knud Erik Andersen med henvisning til elnettet, der transporterer strøm fra f.eks. solceller og vindmøller til danske husstande og virksomheder.

Bæredygtig
Kampen for 30.000 vindmøller er i gang: Ørsted og Vestas frygter massive forhindringer
20210903-155253-3_ma.jpg

“Det skal være tidssvarende til alle varmepumper, elbiler og produktionen af grøn brint og elbaserede brændstoffer, der kommer til at kræve enorme mængder strøm i fremtiden. Som vi opfatter det, er det der, den største samfundsmæssige opgave ligger,” fortsætter Knud Erik Andersen.

Vil forlænge kompensation

Udfordringen ligger ifølge ham i, at danske producenter af vedvarende energi fra 2023 selv skal betale omkostningerne for at blive koblet op på nettet, og det har været en stor stopklods for etableringen af nye solcelle- og vindmølleparker i Danmark.

I øjeblikket får udviklere af vedvarende energi som sol og vind kompenseret deres udgifter til nettilslutningen gennem den såkaldte udligningsordning, der står til at blive afskaffet.

Ifølge European Energy bør ordningen enten forlænges, og ellers skal staten på anden vis tage investeringerne i elnettet under eget tag. Ellers risikerer statens ambitioner for udbygningen af vedvarende energi at løbe ud i sandet, advarer han.

“Den historiske omkostning ved udledningsordningen er ca. 1 øre pr. kilowatt-time, og på den måde sikrer man altså, at der bliver bygget en masse grøn strøm. Man sikrer et overudbud af grøn strøm, der sikrer lavere priser, men for nuværende styrer man altså imod et underudbud og dermed stigende priser på den grønne strøm. Det skal vi have fundet en fornuftig løsning på og vendt den her udvikling,” siger han.

Klimaminister Dan Jørgensen anerkendte på tirsdagens pressemøde udfordringen med elnettets udbygning, men regeringen har endnu ikke fremsat et konkret bud på, hvordan den kan løses.

Hvis man vil være fri af russisk gas, må man acceptere at se en solcelle, når man kører ned af sin vej eller går en tur

Knud Erik Andersen, adm. direktør, European Energy

På marker eller i byer

Brian Vad Mathiassen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, kalder regeringens mål for solceller ambitiøst og kapaciteten på et niveau, han først havde forventet i 2040.

Men placeringen af nye solcelleparker er ikke uvæsentlig, og de seneste år er flere projekter blevet forsinket eller direkte lagt ned på grund af modstand fra lokalbefolkning, der ikke ønsker at have anlæggene opstillet i nærheden af deres boliger.

Brian Vad Mathiassen har tidligere foreslået, at der i den danske energilovgivningen skal skabes større økonomiske incitamenter og lokalt ejerskab for personer, der bliver berørt af ny vedvarende energi som solceller – han pointerer i lyset af regeringens nye udmelding, at man ikke stirrer sig blind på store markarealer til udbygningen.

45,4

mia. kr. i investeringer vil en tidobling af dansk solcellekapacitet frem mod 2030 koste ifølge European Energy

“Jeg vil advare kraftigt imod, at man sætter dem op på marker. Sæt dem i stedet på de store tage i storbyer. Når du har tage på over 100 kvm, ligger der kæmpe potentialer, og så undgår du samtidig en del af udfordringerne med energinettet, fordi strømmen kommer der, hvor den bliver brugt,” siger han.

Men i et forretningsperspektiv er det ikke realistisk at lade solcellerne skyde op på byernes tage i stedet for de danske marker, vurderer Knud Erik Andersen fra European Energy.

“Hvis det havde været en god idé at sætte solceller på alle Danmarks tage, så havde udvikleren jo gjort det. Det er dyrere, det bliver små og mindre effektive anlæg,” siger han og nævner, at Ifølge European Energys egne beregninger vil en tidobling af solceller i Danmark kræve 0,67 pct. af det samlede danske landbrugsareal.

Desuden er den lokale accept af solceller også vokset de seneste år, argumenterer han.

“Der har været et par sager, men vores gennemgående oplevelse er, at man finder løsningerne lokalt i langt de fleste tilfælde. Det er også et spørgsmål om en samfundsmæssig prioritering. Hvis man vil være fri af russisk gas, må man acceptere at se en solcelle, når man kører ned af sin vej eller går en tur.”

Forsiden lige nu