ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Energidirektør om elnetkrise: Jeg har advaret i flere år

Adm. direktør i Ewii-koncernen Lars Bonderup Bjørn kalder situationen med elnettet “helt uacceptabel”, og bryggerikoncernen Royal Unibrew er bekymret, efter at Energinet fredag indrømmede, at virksomheder i “en årrække” ikke kan være sikret strøm til nye projekter

Ewii-koncernen kan både blive nødt til at afvise virksomheders projekter gennem forsyningsselskabet Trefor og komme til at mangle el selv, når selskabet bygger ladestandere. Det ærgrer koncernchef Lars Bonderup Bjørn, der har advaret om situationen gennem længere tid.
Ewii-koncernen kan både blive nødt til at afvise virksomheders projekter gennem forsyningsselskabet Trefor og komme til at mangle el selv, når selskabet bygger ladestandere. Det ærgrer koncernchef Lars Bonderup Bjørn, der har advaret om situationen gennem længere tid. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Utilfredsheden ulmer blandt såvel energiselskaber som andre dele af erhvervslivet.

Det er udsigten til en årelang periode, hvor virksomheder ikke kan sikres tilsagn til deres projekter, når de vil omstille produktionen, åbne en ny fabrik eller opstille solceller og batterier, som har pustet til utilfredsheden.

Kritikken kommer, efter at det statslige selskab Energinet fredag meddelte, at virksomheder kan se frem til netop det.

Bæredygtig
Massive problemer med elnettet: Virksomheder får afslag på store projekter
Elnettet

Når der reelt kan mangle el i stikkontakterne hos danske virksomheder fremover, skyldes det et forkert fokus på området, mener direktøren i energikoncernen Ewii, Lars Bonderup Bjørn.

“Jeg har sagt i flere år, at man har haft politisk fokus de helt forkerte steder. Man har brugt oceaner af tid på brint, energiøer og fantasiprojekter i et omfang, som jeg ikke tror er set lige i danmarkshistorien. Og samtidig har man glemt at holde fokus på det, som er basal drift og det brede erhvervsliv,” siger han.

Store konsekvenser

Meddelelsen fra Energinet mødte fredag kritik fra blandt andre Dansk Erhverv, som også har gjort opmærksom på det ulmende problem gennem længere tid. Det står nu klart, at projekter flere steder i landet allerede har fået besked om, at de ikke kan garanteres den nødvendige el. Samtidig står det klart, at endnu flere vil få den samme besked over de kommende måneder i en krise, der ifølge Energinet vil strække sig i “en årrække”. 

“Det er helt uacceptabelt, at der ikke er elnetkapacitet til rådighed,” mener Lars Bonderup Bjørn.

Det er helt uacceptabelt, at der ikke er elnetkapacitet til rådighed

Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør, Ewii

“Det har nogle relativt store konsekvenser, fordi det betyder jo, at der er både industri og virksomheder, der kan være nødt til at flytte deres aktiviteter til et andet sted i landet, hvis de ikke har mulighed for at blive koblet på elnettet,” fortsætter han.

Sådan lyder også vurderingen i Dansk Industri, hvor problemet betragtes som en væsentlig barriere for virksomheder.

“Virksomheder står klar til at investere massivt i grønne løsninger, men de bliver bremset af, at udbygningen af transmissionsnettet ikke har fulgt med behovet,” skriver vicedirektør Troels Ranis i en mail til Børsen.

“Hvis Danmark skal fastholde sin førerposition i den grønne omstilling, skal der langt mere fart på udbygningen af elnettet,” fortsætter han.

Han peger på, at omstillingen på én gang er ramt af “bureaukrati og langsomme godkendelser” og for langsom udbygning af elnettet. Begge dele rammer den grønne omstilling.

“Det har store konsekvenser for virksomhedernes muligheder for elektrificering, hvor vi oplever, at flaskehalse på 150-400 kV-transmissionsnettet forhindrer vigtig grøn strøm i at komme ud til virksomheder og borgere,” skriver han.

Kan ramme dobbelt

Tilbage hos Ewii kan selskabet blive ramt som både elnetselskab og som ejer af projekter. 

En del af Ewiis forretning er at levere det lokale elnet i Trekantområdet gennem datterselskabet Trefor. Her er man imidlertid afhængig af Energinet, der leverer de nationale forbindelser til Trefors net, så der kan løbe el til og fra Trekantområdet.

Derudover opstiller koncernen blandt andet ladere til elbiler. Det er eksempelvis denne type projekter, der er i farezonen. Om det specifikt gælder for Ewii-projekter, er uklart, men risikoen er der, påpeger han.

“Ja, vi er meget opmærksomme på, at netbegrænsninger kan reducere muligheder og værdi for os selv også. Vores primære rolle er dog at understøtte samfundet og vores kunder, så det prioriterer vi først,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Også i andre dele af landet og erhvervslivet er øjnene rettet mod elnettets kapacitet i dag. Det gælder blandt andet bryggeriselskabet Royal Unibrew.

Her er man ved at elektrificere produktionen i Faxe, hvor virksomheden bl.a. har etableret en solcellepark til at producere en del af strømmen til fabrikken. Her har Royal Unibrew også ventet på elnettet, og den nuværende situation for nettet skaber bekymring, fortæller Henriette Øllgaard, direktør for bæredygtighed.

“Vi er bekymrede for det i forhold til vores ambitioner for 2030, om konvertering fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder og den beliggenhed, vi har i Faxe. Vi har selv klaret ærterne et stykke hen ad vejen med vores store solcellepark. Vi skal jo have adgang til strøm 24/7 i forhold til at kunne producere,” siger hun.

Vi er bekymrede for det i forhold til vores ambitioner for 2030

Henriette Øllgaard, direktør for bæredygtighed, Royal Unibrew

Set med hendes øjne virker der ikke til “at være et tilstrækkeligt fokus på, hvor den strøm skal komme fra”. Hun henviser bl.a. til de indtil videre forfejlede udbud på nye store havvindparker, mens det på den positive side er godt, at der nu er indgået en aftale om energiøen ved Bornholm. 

I dag har Royal Unibrew en aftale om strøm fra en transformerstation tæt på, bygget på et stykke jord solgt til elnetselskabet, for at sikre nem og nødvendig adgang.

“Så det er jo positivt. Det næste er så, hvor den vedvarende energi kommer fra, og om vi kan sikre, at den bliver udbygget tilstrækkeligt hurtigt og i det omfang, vi ikke kan producere selv. For vi kan ikke producere al strømmen selv.” 

Også biotekvirksomheden Fujifilm Biotechnologies er i gang med udvidelser. Vicedirektør med ansvar for teknik og driftsstøtte Ditte Nyrup-Høybye kalder det danske elnet en forudsætning for, at selskaber kan “fortsætte med den grønne omstilling og elektrificering”:

“En forudsætning”

Fujifilm er netop nu i gang med en større udvidelse af selskabets fabrik i Hillerød. Her er den nødvendige kapacitet sikret til udvidelsen, men det er netop i ombygninger og udvidelser, at der er mulighed for at sikre grøn omstilling i virksomheden, mener hun.

“Det er vores erfaring, at når vi udvider vores produktionskapacitet, så er det her, vi har muligheden for at bygge grønne løsninger ind i designet og sikre løsninger baseret på el frem for olie og gas,” skriver hun i en mail til Børsen.

“På den lange bane kommer nogle af vores løsninger, såsom højteknologiske varmepumper og genanvendelse af overskudsvarme, til at betyde, at vi kan reducere vores samlede forbrug af el. Når det er sagt, så er et stærkt elnet jo en forudsætning for, at dansk erhvervsliv kan fortsætte med den grønne omstilling på den korte bane. En udbygning af elnettet bør derfor være en vigtig politisk prioritet,” fortsætter hun.

Også Novo Nordisk følger udviklingen tæt, oplyser selskabet i en mail til Børsen, hvor selskabet understreger, at “energi er én af mange væsentlige forsyninger til produktionsdanmark”.

Et stærkt elnet [er] jo en forudsætning for, at dansk erhvervsliv kan fortsætte med den grønne omstilling

Ditte Nyrup-Høybye, vicedirektør, Fujifilm Biotechnologies

Hos medicinalgiganten er der planlagt milliardudvidelser og ombygninger, der vil kræve større leverancer af el. Selskabet er indtil videre ikke stødt på problemer med mangel på kapacitet i elnettet i den forbindelse, oplyser selskabet.

“Novo Nordisk evaluerer løbende behovet for yderligere forsyningskapacitet for at sikre robust drift og fremtidig vækst,” skriver selskabet. 

Forsiden lige nu