ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

En hel branche har vænnet sig til én stor kunde. Nu trykker Microsoft på pauseknappen

Microsoft har i flere år været den gavmilde ven i klimabaren, som ikke bare købte en omgang til bordet, men finansierede næsten hele festen alene. Selskabets pause for nye køb af CO2-fjernelse kan være sundt for markedet, siger senioranalytiker 

Adm. direktør i Microsoft Satya Nadella taler i 2020, da Microsoft annoncerer planer om at være CO2-negativ inden 2030 og neutralisere alle direkte CO2-udledninger, som virksomheden nogensinde har lavet, inden 2050.
Adm. direktør i Microsoft Satya Nadella taler i 2020, da Microsoft annoncerer planer om at være CO2-negativ inden 2030 og neutralisere alle direkte CO2-udledninger, som virksomheden nogensinde har lavet, inden 2050. Arkivfoto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix

Microsoft har i flere år været den dominerende køber af CO2-fjernelse og finansieret store dele af det frivillige marked for klimakreditter og ccs-projekter. Nu sætter selskabet nye køb på pause.

Det skaber usikkerhed i et marked, hvor mange projekter har bygget deres økonomi på forventningen om, at Microsoft ville fortsætte med at købe klimakreditter i stor stil.

Det er projekter som eksempelvis hos Vestforbrændingen på den københavnske vestegn, hvor affaldsforbrændingen mod betaling fra Microsoft indfanger CO2 fra røgen, som kan trækkes fra i it-gigantens CO2-regnskab.

Samtidig rammer pausen ind i en dansk virkelighed, hvor statens milliardstore ccs-udbud netop er endt langt smallere end først forventet.

Men spørger man Tobias Johan Sørensen, der er senioranalytiker hos den grønne tænketank Concito, kan pausen på længere sigt være sund for markedet. 

Han mener, at branchen er blevet for afhængig af én stor privat aktør, som ifølge Financial Times’ oplysninger i første halvdel af 2025 tegnede sig for omkring 8 mia. dollar af markedet på 9,5 mia. dollar.

“Microsoft har indgået rigtig mange store kontrakter og skabt tro på, at det frivillige marked kommer til at løse mange af problemerne med finansiering – og indtil videre har staterne ikke afsat nok penge til det,” siger han. 

Ifølge Tobias Johan Sørensen bliver næste store spørgsmål derfor, om nogen aktører er villige til at skabe de stabile markeder, der kan få CO2-fjernelse til at overleve uden Microsoft som branchens største sponsor.

Ifølge Microsoft er pausen ikke et udtryk for ændrede ambitioner.

Bekymring om nye aktører

Det kommer ikke som nogen overraskelse for Tobias Johan Sørensen, at Microsoft trækker i bremsen og nu sætter nye køb af CO2-fjernelse på pause. 

“Noget tyder på, at de har nået det niveau, de skulle, og at de nu vil evaluere, hvad de skal fremadrettet,” siger han. 

I et skriftligt svar til Børsen bekræfter Microsoft i Danmark, at det er korrekt, at købene sættes på pause, men at Microsoft fortsætter deres eksisterende samarbejder i virksomhedens CO2-fjernelsesprogram – også i Danmark. 

“Vores tilgang til dekarbonisering kombinerer reduktion, fjernelse og effektivitet, og CO2-fjernelse er én del af denne helhed. Indimellem kan vi justere tempoet eller omfanget af vores indkøb af CO2-fjernelse, efterhånden som vi løbende finjusterer vores tilgang til bæredygtighedsmål. Eventuelle justeringer er en del af vores disciplinære tilgang – ikke et udtryk for ændrede ambitioner,” skriver Microsoft i svaret, som citerer Melanie Nakagawa, bæredygtighedschef hos Microsoft. 

Microsoft global energy strategy annoucenment at its Dublin data centre
Melanie Nakagawa (t.v.) er chef for bæredygtighed hos Microsoft. På billedet står hun ved ​​en række maskiner i elrummet, der distribuerer elektricitet til datahallen i Microsofts datacenter, under en annoncering af Microsofts globale energistrategi om, hvordan de anskaffer og styrer energi for at skalere AI og digital infrastruktur bæredygtigt, i Dublin, Irland. Arkivfoto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix

Tobias Johan Sørensen ser et stort potentiale i, at flere aktører kan byde sig på banen og bygge markedet op. 

Men den melding kommer ikke uden en vis bekymring fra senioranalytikeren, da mange andre formål også presser sig på, som vil have nationer og Europa til at hoste op med penge. 

“Oprustningen af forsvaret trækker stor opmærksomhed, men også andre dele af omstillingen. Hele elektrificeringen og udbygningen af vedvarende energi og elnettet er en vigtig prioritet for vores klimamål, men også for energiuafhængighed,” siger han. 

Derfor kan han være bekymret for, hvem der skal træde til og udfylde det tomrum, som Microsoft efterlader.

“Vi skulle jo gerne se, at staten og EU samler handskerne op og sikrer nogle rammer, der gør, at vi fortsat kan udvikle de her teknologier,” siger han og tilføjer, at det skal være som supplement ved siden af finansiering af elektrificeringen, der er fordelagtigt for energiuafhængigheden, som CO2-fjernelse ikke giver på samme måde.

Vanskelig finansiering

Netop spørgsmålet om finansiering har allerede vist sig vanskeligt i Danmark. 

Carbon capture-udbuddet, ccs-udbuddet, som skulle sætte fart på CO2-fangst og bidrage til 2030-klimamålene, endte med kun to bydere efter et stort frafald blandt virksomheder, der pegede på usikker økonomi, bøder og for store risici. 

CS-udbuddet viser tydeligt, at Danmark ikke kan basere opfyldelse af vores klimamål på dette i fremtiden

Tobias Johan Sørensen, senioranalytiker, Concito

Det står nu klart, at cementproducenten Aalborg Portland bliver den eneste virksomhed, der får del i statens milliardpulje på 28,7 mia. kr., og Klimarådet vurderede i sin seneste statusrapport, at et fejlslagent ccs-udbud er en del af forklaringen på, at vejen til 2030-målet ikke længere er “anskueliggjort”. 

12. maj offentliggjorde Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet den årlige klimafremskrivning, hvor meldingen – modsat Klimarådets vurdering – er, at 2030-målet skønnes at blive opfyldt. 

Politik
Nu bliver det sværere at nå det danske klimamål
Forhandlingerne om en klimalov er faldet p堰lads

Den anden byder var CIP og Vestforbrændingens fælles projekt, Gaia, som Microsoft også har budt ind på med et hemmeligholdt milliardbeløb, der skal fjerne op mod 2,95 mio. ton CO2 fra røgen over de kommende år og lagre det permanent under jorden eller havet. 

“Det illustrerer, at flere ccs-projekter kun kan fungere økonomisk, hvis de sælger klimakreditter til private aktører som Microsoft. Det har været muligt indtil nu, men måske også medført, at staten har undervurderet de faktiske omkostninger. Indtil nu var det også gået godt, men ccs-udbuddet viser tydeligt, at Danmark ikke kan basere opfyldelse af vores klimamål på dette i fremtiden,” siger Tobias Johan Sørensen. 

Belønning for støtte

Selvom Tobias Johan Sørensen efterspørger mere initiativ fra staten og EU, understreger han, at politikerne i Danmark allerede har gjort meget for CO2-fangst, og at han forventer, at de fortsat vil gøre det. 

Derfor peger han også pilen mod erhvervslivet, som han mener godt kan tage en større del af ansvaret på sig. 

“Det kan være, at man fra virksomhedernes side i klimamålene særskilt budgetterer med finansiering, der kan udvikle de her teknologier, parallelt med ens egen reduktionsindsats,” siger han. 

Derudover ser han for sig, at der kunne være noget belønning for, at man støttede teknologiudvikling. 

“Som det er nu, er det ikke noget, som så mange satser på, men det kunne være positivt at se flere kigge den vej,” siger han. 

Forsiden lige nu