Ordrerne på nye vindmøller kommer igen, siger brancheorganisation. Mange får travlt med at nå deres 2030-målsætninger om CO2-udledning
Rent ordremæssigt kommer det i vindmølleindustrien til at blæse kraftigt op igen.
Så det er helt ædruelige betragtninger, der ligger bag de to kapitalfonde Verdanes og FSNs milliardindsprøjtning til Polytech, som leverer beskyttelse til og overvågning af møllevinger.
Det fastslår viceadm. direktør i Greenpower Denmark, Jan Hylleberg, der tidligere var chef i vindmølleindustriens og mølleejernes organisation Wind Denmark. Alle prognoser forudser, at kurven vil stige eksponentielt i 2025 Jan Hylleberg, adm. direktør, Green Power Denmark
Mange får travlt“Der er hul i ordrestrømmen i år, og for nogle vil der også være det næste år. Men alle prognoser forudser, at kurven vil stige eksponentielt i 2025. Det er også nødvendigt. Rigtig mange får travlt med at opfylde deres målsætninger for CO2-udledninger til 2030,” siger Jan Hylleberg.
Vindmølleindustrien – mølleproducenter som Vestas og Siemens Gamesa samt alle leverandørerne og de øvrige følgevirksomheder – har i en periode været ramt af forsinkelser i myndighedsgodkendelser af nye projekter. Og samtidig gav pandemi og global logistikkrise forsinkelser og højere omkostninger på råvarer, komponenter, fragt osv.
Topchef Mads Kirkegaard, Polytech, siger, at alene i Europa venter mølleprojekter på i alt 80 gigawatt på godkendelse, mens kun 20 gigawatt blev installeret i fjor. 80 gigawatt vindmølleparker afventer alene i Europa myndighedsgodkendelse
“Ambitioner og vilje til markant forøgelse af kapaciteten til produktion af vindmøllestrøm er til stede. Men rammerne – mulighederne for at komme i gang – mangler. Men der vil ske noget. Det skal der også. Indflyvningstiden for projekter er lang,” siger han.
Kasper Sørensen, FSN, der er med til at investere 1 mia. kr. i Polytech, er slet ikke nervøs for, om der igen kommer gang i markedet – og i Polytechs vækst.
“Ingen tvivl om, at 2022 og 2023 har været og vil blive svære år for Polytech og for hele industrien. Men på lidt længere sigt kommer en enormt stor vækst. Om det sker i slutningen af i år, næste år eller i 2025 – dét kan jeg ikke sige. Men det kommer,” fastslår han.
bjba@borsen.dk