For knap tre år siden kunne man i Børsens spalter læse om de mange virksomheder, der sendte deres medarbejdere på bæredygtighedskurser og efteruddannelser med fokus på EU’s rapporteringskrav som CSRD.
I februar i år lød der så nyt fra EU, der med lovforslaget – den såkaldte Omnibuspakke – varslede et opgør med bæredygtighedsrapportering.
Det har fået ting til at ændre sig.
Børsen har bl.a. kunne fortælle, hvordan flere virksomheder nu har fyret deres grønne medarbejdere, hvordan specialister er blevet givet andre opgaver, og om konsulenter, der er gået ned i løn.
Fokus er flyttet, som Berit Kristine Bøggild, der er client director hos kursusudbyderen Mannaz, siger.
Netop det kan de mærke i Mannaz, der afholder uddannelses- og kursusforløb inden for bl.a. esg og bæredygtighedsrapportering.
“Vi oplever, at de virksomheder, der stod til at begynde rapporteringen i år eller næste år og gerne ville være på forkant med lovgivningen, løfter foden fra speederen,” fortæller hun.
Andre opgaver
Egentlig var krav til bæredygtighedsrapportering i EU vedtaget ved lov. Der var regler for, hvad virksomheder skulle rapportere om, hvilke standarder de skulle følge og alt efter virksomhedens størrelse, hvornår de skulle begynde rapporteringen.
Men med “Omnibussen” er rapporteringskrav som CSRD nu blevet udskudt med to år for mere end 2000 danske virksomheder. Samtidig er der planer om, at små og mellemstore virksomheder skal undtages helt.
For Mannaz har de varslede ændringer ikke kun givet ekstra arbejde med at opdatere uddannelsesforløb og ført til udskydelser af planlagte kurser.
Det har også påvirket organisationen.
Jeg kan godt frygte, at det her bliver en legalisering af, at man faktisk ikke behøver gøre noget
Anders Rosenlund, medstifter, Aros Business Academy
Berit Kristine Bøggild har ikke nogle præcise tal for, hvor mange færre tilmeldinger de har fået på deres esg- og bæredygtighedsforløb. Men faldet, det er det.
Samtidig havde kursusudbyderen gjort klart til en opmanding på undervisere inden for bæredygtighed, som nu ikke bliver sat gang.
“Vi havde regnet med en større stigning i efterspørgslen på kurser inden for bæredygtighedsrapportering og lovgivning, som ikke er kommet. Det har også betydet, at nogle medarbejdere er blevet sat på andre opgaver end, hvad der først var gjort klar til.”
Ændringerne er Mannaz ikke alene om at opleve.
“Selvmål”
Anders Rosenlund, der er medstifter af Aros Business Academy, der laver kurser og uddannelsesforløb inden for bl.a. bæredygtighed, kalder omnibussen et “selvmål for EU”.
Ifølge ham har CSRD og andre krav til bæredygtighedsrapportering gjort, at flere virksomheder har fået fokus på reduktionsmål og udledninger.
Jeg oplever, at alle regner med, at der kommer et rul igen
Berit Kristine Bøggild, client director, Mannaz
Nu hvor kravene er i luften, frygter han det kan ramme virksomheders grønne indsatser.
“For dem som ikke havde ambitioner om at komme i gang, men gjorde det, fordi man skulle, der kan jeg godt frygte, at det her bliver en legalisering af, at man faktisk ikke behøver gøre noget,” uddyber han.
For Aros Business Academy, der selv afholder uddannelsesforløb og kurser inden for bæredygtighed, har man også oplevet, at folk er faldet fra.
“Det skaber selvfølgelig noget uro og nogle spørgsmål i markedet. Og vi ser også en lille nedgang i tilslutningen til uddannelser og kurser,” siger Anders Rosenlund, der uden at have de konkrete tal vurderer, at der er tale om nedgang på 10 pct.
Flytter fokus
Uroen griber Aros Business Academy an ved løbende at tilpasse kursernes indhold.
“De kurser, vi har haft, hvor fokus har været på CSRD-compliance, kommer vi helt klart til at nedprioritere. Det kommer nok helt af sig selv,” siger Anders Rosenlund og tilføjer:
“Og så har vi meget mere fokus på, hvordan man kan skabe bæredygtig innovation ude i virksomhederne.”
Lignende lyder det fra Berit Kristine Bøggild, at de nu justerer indhold, så det løbende er fuldt opdateret og passer til efterspørgslen.
Konkret peger hun på, at mens CSRD er trådt i baggrunden, er den frivillige standard VSME trådt frem.
“Det er en standard, som før bare var kort berørt, men som vi oplever, at flere gerne vil lære om, nu hvor der udsigt til at færre bliver underlagt CSRD.”
Af samme grund tror hun også, at virksomhedernes fokus på bæredygtighed og rapportering vil fortsætte, omend i en lidt anden form end før.
“Jeg oplever, at alle regner med, at der kommer et rul igen. Hvornår det rul så kommer, og hvor mange bæredygtighedsemner det indebærer, er så spørgsmålet. Og om det bliver virksomheder 1000 eller virksomheder med 3000 ansatte, der bliver omfattet af kravene, kommer jo til at have stor betydning for, hvad vores målgruppe kommer til at være, og hvordan vores indhold kommer til at se ud fremover,” fortæller hun og tilføjer:
“Det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at holde os opdateret og sørge for at kommunikere det ud, der kommer.”
Hos Aros Business Academy er det også forventningen, at efterspørgslen kommer tilbage i samme niveau, når EU engang har meldt noget klart ud.
“Vi føler os ret sikre på, at kurven kommer til at være opadgående igen,” siger Anders Rosenlund.
